Jagt- og Skovbrugsmuseet bød igennem 75 år sine gæster indenfor i de smukke, gamle avlsbygninger fra Hørsholm Slot. Et museum i tiden fortæller historien om menneskerne og ideerne bag museet, og om hvordan det udviklede sig i takt med nye udstillingsteknikker og ændringer i befolkningens syn på jagt, natur og skovbrug. Bogen forsøger også at forstå, hvorfor man i 2015 ikke længere ønskede at bevare museet i Hørsholm. Herefter blev samlingerne lagt sammen med Dansk Landbrugsmuseum i Auning, og ud af fusionen opstod Det Grønne Museum.

Vi kender historien om blomsterne og bierne. Deres frugtbare og million år gamle udveksling af pollen og nektar sikrer os et farverigt udbud af frugt og grønt. Vores måde at sige tak for mad på er dog ifølge Yoko Luise Dupont, biglad biolog ved Aarhus Universitet, ikke helt naturlig. Som klodens dominerende art ødelægger vi biernes levesteder ved at sprede giftstoffer og dyrke ørkener af monokultur. Vi må skrive en ny historie uden den slags bivirkninger om vores samliv med denne pelsede og arbejdsomme gruppe af insekter, som rent faktisk giver os honning på brødet.

Stegt flæsk med persillesovs gjorde rent bord, da danskerne i 2014 stemte om en nationalret. Afgørelsen blev krydret med en delikat gang mundhuggeri om mormormad, kønsroller, frikadeller i børnehaven og nationale tilhørsforhold. For mad er langt mere end kalorier og vitaminer. Den er sovset ind i traditioner, idealer, fordomme, kultur og teknologisk udvikling. Nutidens idéer om ægte dansk mad er en smagfuld stuvning af både mælkecentrifuge, skåneærmer, konserves, dybfrost, madpyramider og seks-om-dagen-kampagner. Og mon ikke fremtidens anretninger – på vores lille planet – byder på flere grønne certifikater, insekter og bæredygtige superfoods. For du er, hvad du spiser.

Sæt dig til bords med Caroline Nyvang, seniorforsker ved Det Kgl. Bibliotek, som serverer en appetitlig lille bog om dansk madkultur og kulinarisk egenart. Velbekomme.

Det var næsten ikke til at stride sig frem for usle betlere i byerne, og på landet gik de klynkende fra dør til dør. Noget måtte gøres. Frederik 4. var i fuld gang med at rydde op i riget, og i 1708 kom turen til tiggerne. Løsningen var simpel: Tiggeri forbudt! Men problemerne meldte sig hurtigt. Hvad nu hvis Gud så, at man ikke gav en skærv? Og hvor gik grænsen mellem uværdige fattige, der var dovne og fordrukne og skulle tvinges i arbejde, og værdige fattige, som blot var ramt af sort uheld og fortjente en hjælpende hånd? I dag kan vi stadig møde mennesker, der beder om et par håndører, når vi kommer ud af supermarkedet med fyldte indkøbsposer. Og trods større velfærd jager og straffer vi også nutidens tiggere.

Tag imod en oplysende almisse fra ph.d. Peter Wessel Hansen, der er arkivar ved Københavns Stadsarkiv, når han fortæller om de fattiges prøvelser.

Arv binder os sammen. Som en gave fra graven kan arv udtrykke omsorg og minde arvingerne om, at de viderefører slægtens historie. Men arv risikerer også at splitte familier ad og bremse vores egen udvikling. Ifølge Jakob Ladegaard, en ansvarsfuld forvalter af litteraturhistorien ved Aarhus Universitet, fordeler arvet rigdom sig skævt i samfundet, ligesom overleverede handlemønstre har fastholdt social ulighed gennem generationer og gjort os til skødesløse værger for den klode, vi giver videre til vores børn. Arv er derfor et spørgsmål om liv og død, som vedrører os alle.

Den 15. august 1943 stormede en flok børn ind på Danmarks første skrammellegeplads. De voksne havde fyldt græsarealet i Emdrup op med gamle brædder og trætte trillebøre, og snart var der jordhuler, murstenshuse og tårne overalt. Idéen viste sig at være så god, at den har holdt sig i mange generationer. Politikere, pædagoger, arkitekter og kunstnere tog den fri, skabende leg til hjertet, i håbet om at børnene kunne blive fremtidens fredselskende bygmestre. Allerede rundt om 1800-tallets sandkasser diskuterede man, om byens børn kunne lege sig til at blive gode samfundsborgere, og i dag er legepladser blevet big business.

Hop på, når Ning de Coninck-Smith, professor på Danmarks institut for Pædagogik og Uddannelse, tager os på en karruseltur gennem legepladsens kulturhistorie.

Det er en skrøne, at myter bare er vandrehistorier. Selv om myter er mere fulde af fup end fakta, er de faktisk også sande. Thors buldrende torden og Moses’ brølende hav fortæller nemlig fabelagtige forhistorier om alt det væsentlige i menneskers liv: Hvem vi værdsætter, hvad vi frygter, og hvor vi vil hen. Ifølge Karen Bek-Pedersen, folkelig folklorist ved Aarhus Universitet, genopstår gamle myter som flyvske Føniksfugle, når hver ny generation giver dem ny mening. Og historien er ikke færdig med at antage mytiske dimensioner. For dagens helt bliver måske til morgendagens halvgud.

I november 1908 var en menneskejagt i gang i Københavns indre by. En russisk indvandrer havde skudt sin danske arbejdsgiver og forsøgt at gemme sig blandt Lille Brøndstrædes østeuropæiske jøder. Drabssagen satte fokus på den usle bydel, som pressen kort forinden havde døbt ”Københavns ghetto”, og på et betændt begreb, der rimede på fremmedfrygt, forbrydelse og fattigdom. I 1970’erne blev gæstearbejdere inviteret til landet, og mange af dem gjorde storbyernes betongrå boligblokke til deres nye hjem. Med dem genopstod den delikate diskussion om, hvorvidt udlændinge nogensinde kan blive til rigtige danskere. Det har vi skændtes om lige siden.

Vand ligner på overfladen et simpelt molekyle. To hydrogenatomer og et oxygen = H2O, og så har vi formlen for den unikke forbindelse, der overalt danner basis for liv og planter og fordeler Solens energi på kloden. Men leder vi efter ophavet til vands både vanvittige og vitale egenskaber, bliver denne gennemsigtige væske mere grumset. På nær for Søren Rud Keiding, klarsynet kemiker ved Aarhus Universitet, der har gennemskuet, at det er vands indre tiltrækningskraft, der får det nok vigtigste molekyle i universet til at opføre sig anderledes end alle andre stoffer.

Folk flygtede i vild panik, men den sorte død løb hurtigere, og hverken salmer eller salver havde nogen effekt. Når man fik blodigt opkast, sorte plet...

Efter salut fra Kronborg begav Christian 4.s ostindiske flåde sig i 1618 afsted i novembermørket. Målet var Asiens fjerne riger, der duftede dejligt af krydderier, penge og prestige, og trods sørøvere, sygdomme og svigt undervejs nåede fartøjerne frem. Længere væk, end noget dansk skib nogensinde havde sejlet. På bredden af Indiens østkyst grundlagde de udsendte søfolk Danmarks asiatiske udpost, kolonien Trankebar, der i de næste 225 år spillede en vital rolle i dansk søfart. I Asien tjente ivrige iværksættere svimlende summer i 1700-tallet, og nye rederier kastede anker i 1800-tallet. Så når danske containerskibe i dag bryder bølgerne og anløber havne verden over, har de mere end 400 års historie i kølvandet.

Hop ombord med Benjamin Asmussen, museumsinspektør på M/S Museet for Søfart, når han retter kikkerten mod øst.

Arkæologiske studier og rapporter er et tidsskrift for arkæologiske emner. Vi publicerer bidrag fra hele Danmark og behandler alt fra de ældste perioder til i dag.

Tænkepauser er bogserien, hvor topforskere formidler deres viden om centrale emner som frihed, netværk og tillid. Idéen er at kanalisere forskningen ud til nye målgrupper og ind i hverdagens pauser - fra sofahjørnet til løbeturen. Hver bog er lækkert designet og udstråler den kæmpemæssige begejstring, som forskerne har for deres emne. Kombineret med lettilgængeligt sprog, en overskuelig længde og en ofte humoristisk tone gør det serien til en intet mindre end fremragende formidling af vigtig viden, som ellers ofte kun skrives af fagfolk for fagfolk.

Når eleverne i madkundskab eksperimenterer med fødevarer, lærer de ikke bare at lave mad. De arbejder også med et videnskabeligt grundlag for at forstå, hvordan teori og praksis hænger sammen. Samtidig erfarer de, at deres valg af ingredienser både har æstetisk og etisk betydning. Derfor er madkundskab ikke kun for skolen, men for livet.

I 1844 plantede verdens første folkehøjskole flaget i Rødding. Snart voksede bevægelsen fra en åndelig sønderjysk grænsefæstning, der skulle styrke unge karle og piger i kampen mod det tyske, til at få fodfæste over hele landet. Det mægtigste våben var tankegodset fra Grundtvig, som blev højskolernes kerne: Folket skulle uddannes og blive bevidst om dansk sprog, samfund og historie, så det kunne deltage aktivt i det nye nationale demokrati. Værdierne har siden ændret sig parallelt med krige og kriser og under indtryk af karismatiske ildsjæle. Frihed, frivillighed og fællesskab fulgtes af vindmøller, yoga og bongotrommer. Alt sammen til tonerne fra Højskolesangbogen.

Tag på et folkeoplysende højskoleophold med Ove Korsgaard, professor emeritus fra Aarhus Universitet og dansk højskoleverdens grand old man.

Ting taler til os. Desværre kan vi ikke altid finde ud af at lytte til deres historier. Den kunst mestrer bidragyderne, som tæller antropologer, arkæologer, historikere og konservatorer, i Tings Tale heldigvis og kan derfor give tingene en stemme. I dette nummer vækkes følgende genstande til live:
Vægfarver i kunstneren Johannes Buchholtz’ hus
Bunkerne og kunsten langs den jyske vestkyst
Stenalderfigurer på en kalksten
En vindfløj fra Ringkøbing
En samling etnografiske genstande fra Nepal

Året 1814 blev skæbnesvangert for ‘ægteskabet’ mellem Danmark og Norge. Siden 1380 havde tvillingriget været vævet sammen i politik, sprog og finkultur, men efter 434 års samvær skød en svensk kronprins med krigslist og diplomatiske krumspring en kile ind i alliancen. I Danmark begræd man tabet af Norge, mens man i nord så anderledes mørkt på dansketiden, som man kaldte 400-årsnatten. Med skilsmissen vejrede nordmændene morgenluft, og en revolutionær grundlov pustede liv i håbet om, at solen snart kunne stå op igen over et selvstændigt norsk rige. Det tog mange år, før tilliden var genoprettet, og da danske skandinavister begyndte at prædike nordisk fællesskab, nægtede Norge at tro på, at eksen havde forandret sig. Bruddet var endegyldigt.

Boghistorie i Skandinavien præsenterer temaer fra mere end 500 års boghistorie og spænder fra oversættelser i 1500-tallet over børnelitteratur i 1700-tallet til nutidens forskningsinfrastruktur.

Vores samtid er fyldt med idéer om alternative fakta, postfaktualitet, konspirationsteorier og marginaliserede vidensformer. Begreber der alle er med til at belyse, hvordan hævdvunden viden er blevet og stadig bliver både etableret og udfordret af ‘det alternative’.

I dette nummer af SLAGMARK udfoldes, kontekstualiseres og diskuteres historiske eksempler på ‘alternative’ sandheder, vidensformer og verdensbilleder herunder deres historiske og samtidige tilsynekomster, ærinder og indflydelser. Gennem seks artikler sætter nummerets bidragsydere fokus på alt lige fra vaccinemodstanden i 1800-tallets England til det samiske mindretals indflydelse på norske forskningsmiljøers vidensproduktion.

Nummeret skriver sig herved ind i det, fra et forskningsmæssigt perspektiv, prekære spændingsfelt mellem, hvorvidt noget forstås som konspiratorisk, pseudovidenskabeligt, kritisk eller marginaliseret for derved at tydeliggøre, hvordan italesættelsen af ‘det alternative’ også selv er udtryk for den magtkamp, som disse idéer og bevægelser er en del af.

Det er en saga blot, siger vi om det, der går i glemmebogen. Men det gør sagaernes blodige krigere og nådesløsekvinder ikke frivilligt. De har tilkæmpet sig en plads i verdenslitteraturen med slagkraftige historier om at være menneske. Nu bliver de ikke længere genfortalt i generationer ved knitrende ildsteder på en vulkanø, men genopstår som globale tv-serier på nutidens lysende skærme. For ifølge Pernille Hermann, fortælleglad litteraturforsker ved Aarhus Universitet, giver de os syn for sagn om livets store følelser og evige dilemmaer. Sorg og glæde. Tilgive … eller hævne.

I 1847 tøffede det første tog afsted på de nyanlagte skinner mellem København og Roskilde, og tilskuerne nærmest dånede i tidstypisk teknikfascination ved synet af det dampdrevne vidunder. Lokomotivets sorte røg indvarslede kullets århundrede, og jernbanen forbandt efterhånden hele landet og lagde sveller ud for stationsbyer og brobygning, industrialisering og eksporteventyr. De røde lyntog og hvide intercitytog bragte fart og elegance til rejsen, og passagertallet steg støt trods modkørende konkurrence på motorvejene og i luftrummet. Med elektrificerede metroer og letbaner og nattogenes tilbagekomst er transport på skinner nu måske billetten til en mere bæredygtig planet.

Tag ud og se med Jens Toftgaard, museumsdirektør ved Danmarks Jernbane-museum, mens han beretter om rejsen fra damp og kul over dieselolie til grøn strøm.

Hvordan gjorde husassistenten rent mellem de tunge møbler? Hvordan fik bonden og hans familie kornet i hus?

Splitte mine bramsejl, hvor det sejler. Og det skal det også, for ellers er det ikke et skib. Hugget med flint ud af træ lagde det første gang fra land for 10.000 år siden. Pludselig blev havet både handelsvej og fødekilde, fortæller Morten Ravn, søstærk arkæolog ved Vikingeskibsmuseet, mens han sætter kursen for fartøjets kulturhistorie. Siden blev den lille stenalderbåd til jolle og kutter, langskib og supertanker. Men ohøj, den globale skibstrafik er ved at kæntre klodens natur med sin lastefulde brug af fossile brændstoffer. Så måske skal søens folk igen lære at sætte sejl. Selv på containerskibe.

Hej menneske! Kan du mærke mig? Kan du se mig? Kan jeg hjælpe dig? Jeg sorterer dine mails, så du undgår spam. Jeg retter din sms, når du staver forkert. Jeg tegner dit nye køkken, finder din næste serie og skræddersyr din digitale kæreste. På et splitsekund. Men jeg bruger enorme ressourcer, fordi du beder mig om det mindste. Og det gør du mere og mere ifølge Peter Dalsgaard, datadreven it-forsker ved Aarhus Universitet. Han mener, jeg ændrer den måde, du lever på. For jeg kan genkende dit ansigt i mængden og se kræften i dine celler længe før lægerne. Jeg er AI. Og jeg kommer til at forandre verden.

Nogle giver den hele armen, mens andre sætter det lange ben foran. Uanset om vi løfter bæreposer eller håndvægte og løber efter bussen eller verdensrekorder, holder vores muskler os oprejst og i gang. Vi bøjer og strækker, nikker og nejer med milliarder af minimale muskelceller, men de svulmer hverken i styrke eller størrelse uden indsats, fortæller Kristian Overgaard, fiberrig fysiolog fra Aarhus Universitet. Han trimmer historien om kroppens maskineri, der omsætter sukker til energi, og betoner, at vi hurtigt bliver slappe, hvis vi slacker. Også selv om muskler faktisk husker.