I december 1953 skrev en amatørarkæolog til museet i Aarhus, at han ved Tustrup på Norddjursland havde fundet noget helt særligt. Det blev startskuddet til, at museets unge inspektør, Poul Kjærum, de følgende år foretog en række arkæologiske undersøgelser af et usædvanligt kompleks bestående af tre storstensgrave og et formodet kulthus.

Megalitgravskomplekset ved Tustrup skulle vise sig at være blandt de vigtigste vidnesbyrd om de tidlige bønders megalitanlæg og dertil hørende ritualer i stenalderens Europa. Kyndige forskere har bearbejdet fundmaterialet og foretaget indgående analyser af anlæg og genstandsmateriale. Disse detailstudier har ført til overraskende og veldokumenterede tolkninger af storstensgravene og det rituelle anlæg samt deres indbyrdes relationer, som nu bliver fremlagt.

Hvor mange spørgsmål stiller vi mon om dagen? Hvorfor spørger vi overhovedet? Er det altid for at blive klogere? Eller er der nogle spørgsmål, som vi...

Vi elsker demokrati, men ingen af os kan rigtig sætte ord påkærligheden. Det er nok derfor, diktatorer kan udråbe sig selvsom sande demokrater. Og der......

Den tid, den sorg, siger vi. Men den tid kommer altid. For sorg er et grundvilkår for os alle. Engang vil vi miste dem, vi elsker, og de vil miste os....

Vredens følelsesmæssige stemning kender vi alle. Den består især af en indre ophidselse og fjendtlighed over for den, vreden retter sig imod, og man g...

Tænkepauser 25-36. Tænkeboks 3:Familien, Lykke, Universet, Spørgsmål, Gud, Sex, Nydelse, Korruption, Politik, Tro, Hjernen, Hjertet

”Goal by Simonsen!” Den 21. september 1983 besejrede det danske fodboldlandshold helt uhørt England 1-0 på det ikoniske Wembley Stadium. Straffesparket i kampens 36. minut viste sig enormt vigtigt: Sejrsrusen var euforisk og skabte et fællesskab uden lige – hele Danmarks landshold var en realitet. Det rød-hvide firserholds succes skyldtes ikke bare et stærkt forbund eller en træner med den rette re-seppt, men generationer af boldglade bønder og byboere

Arv binder os sammen. Som en gave fra graven kan arv udtrykke omsorg og minde arvingerne om, at de viderefører slægtens historie. Men arv risikerer også at splitte familier ad og bremse vores egen udvikling. Ifølge Jakob Ladegaard, en ansvarsfuld forvalter af litteraturhistorien ved Aarhus Universitet, fordeler arvet rigdom sig skævt i samfundet, ligesom overleverede handlemønstre har fastholdt social ulighed gennem generationer og gjort os til skødesløse værger for den klode, vi giver videre til vores børn. Arv er derfor et spørgsmål om liv og død, som vedrører os alle.

Taler er betydningsfulde indlæg i den samtale, der foregår i politiske processer og i hverdagslivet. Men de bliver sjældent analyseret og bedømt på de...

I 1886 solgte staten et plantageområde samt nogle klitter med tør marehalm, og snart var fiskerlejet ved Hornbæk forvandlet til en lille kopi af Amalfikysten. Landets første sommerhusområde var en realitet, og konceptet tiltrak danskere som et fluepapir. I Skagen var malerne en slags tidlige Airbnb-gæster, i Nordsjælland nød borgerskabet ro og fred i familiens skød, i Hvidovre fik storbyens godtfolk et lille kvadrat til kål, kartofler og skramlede lysthuse, og snart stod en rand af små weekendhytter ved enhver bynær sandstrand. Men den slags bosættelser sled på miljøet og blev ofte arkitektoniske øjebæer. Fredningslove har forhindret første parket til kysten, men ikke svækket vores længsel efter det andet hjem væk fra hverdagen.

Slap af med etnolog Line Vestergaard Knudsen, lektor på Aalborg Universitet, når hun fortæller sommerhushistorie.

Året 1814 blev skæbnesvangert for ‘ægteskabet’ mellem Danmark og Norge. Siden 1380 havde tvillingriget været vævet sammen i politik, sprog og finkultur, men efter 434 års samvær skød en svensk kronprins med krigslist og diplomatiske krumspring en kile ind i alliancen. I Danmark begræd man tabet af Norge, mens man i nord så anderledes mørkt på dansketiden, som man kaldte 400-årsnatten. Med skilsmissen vejrede nordmændene morgenluft, og en revolutionær grundlov pustede liv i håbet om, at solen snart kunne stå op igen over et selvstændigt norsk rige. Det tog mange år, før tilliden var genoprettet, og da danske skandinavister begyndte at prædike nordisk fællesskab, nægtede Norge at tro på, at eksen havde forandret sig. Bruddet var endegyldigt.

Den 15. august 1943 stormede en flok børn ind på Danmarks første skrammellegeplads. De voksne havde fyldt græsarealet i Emdrup op med gamle brædder og trætte trillebøre, og snart var der jordhuler, murstenshuse og tårne overalt. Idéen viste sig at være så god, at den har holdt sig i mange generationer. Politikere, pædagoger, arkitekter og kunstnere tog den fri, skabende leg til hjertet, i håbet om at børnene kunne blive fremtidens fredselskende bygmestre. Allerede rundt om 1800-tallets sandkasser diskuterede man, om byens børn kunne lege sig til at blive gode samfundsborgere, og i dag er legepladser blevet big business.

Hop på, når Ning de Coninck-Smith, professor på Danmarks institut for Pædagogik og Uddannelse, tager os på en karruseltur gennem legepladsens kulturhistorie.

Nogle ved en lærkerede, andre siger ikke mere. Melodierne fra den danske sangskat hænger i ørerne, og nu er det blevet et hit at synge dem. Mest sammen og gerne på tv. Men også i kirken og på arbejdspladsen stemmer vi i. Lea Wierød Borčak, syngende musikforsker ved Aarhus Universitet, sætter tonen for sanghistoriens høje C og dybe nationale bulder. Uden halvkvædede viser fremfører hun, hvordan sang er et kulturelt udtryk og en social aktivitet, der starter med babys første pludreord. For i begyndelsen var sangen, længe før sproget. Til hverdag og fest, opvask og protest.

Det er en skrøne, at myter bare er vandrehistorier. Selv om myter er mere fulde af fup end fakta, er de faktisk også sande. Thors buldrende torden og Moses’ brølende hav fortæller nemlig fabelagtige forhistorier om alt det væsentlige i menneskers liv: Hvem vi værdsætter, hvad vi frygter, og hvor vi vil hen. Ifølge Karen Bek-Pedersen, folkelig folklorist ved Aarhus Universitet, genopstår gamle myter som flyvske Føniksfugle, når hver ny generation giver dem ny mening. Og historien er ikke færdig med at antage mytiske dimensioner. For dagens helt bliver måske til morgendagens halvgud.

I november 1908 var en menneskejagt i gang i Københavns indre by. En russisk indvandrer havde skudt sin danske arbejdsgiver og forsøgt at gemme sig blandt Lille Brøndstrædes østeuropæiske jøder. Drabssagen satte fokus på den usle bydel, som pressen kort forinden havde døbt ”Københavns ghetto”, og på et betændt begreb, der rimede på fremmedfrygt, forbrydelse og fattigdom. I 1970’erne blev gæstearbejdere inviteret til landet, og mange af dem gjorde storbyernes betongrå boligblokke til deres nye hjem. Med dem genopstod den delikate diskussion om, hvorvidt udlændinge nogensinde kan blive til rigtige danskere. Det har vi skændtes om lige siden.

Lægen Harald Selmer er med rette blevet kaldt den danske psykiatris fader. Hans pionerindsats fandt sted i midten af 1800-tallet, hvor han oprettede d...

Vores samtid er fyldt med idéer om alternative fakta, postfaktualitet, konspirationsteorier og marginaliserede vidensformer. Begreber der alle er med til at belyse, hvordan hævdvunden viden er blevet og stadig bliver både etableret og udfordret af ‘det alternative’.

I dette nummer af SLAGMARK udfoldes, kontekstualiseres og diskuteres historiske eksempler på ‘alternative’ sandheder, vidensformer og verdensbilleder herunder deres historiske og samtidige tilsynekomster, ærinder og indflydelser. Gennem seks artikler sætter nummerets bidragsydere fokus på alt lige fra vaccinemodstanden i 1800-tallets England til det samiske mindretals indflydelse på norske forskningsmiljøers vidensproduktion.

Nummeret skriver sig herved ind i det, fra et forskningsmæssigt perspektiv, prekære spændingsfelt mellem, hvorvidt noget forstås som konspiratorisk, pseudovidenskabeligt, kritisk eller marginaliseret for derved at tydeliggøre, hvordan italesættelsen af ‘det alternative’ også selv er udtryk for den magtkamp, som disse idéer og bevægelser er en del af.

Folk flygtede i vild panik, men den sorte død løb hurtigere, og hverken salmer eller salver havde nogen effekt. Når man fik blodigt opkast, sorte plet...

Alle mennesker starter uden. Men halvdelen af jordens befolkning udvikler snablen, køllen, sværdet, eller hvad vi nu kalder den. For det er pinligt at...

Tænkepauser er bogserien, hvor topforskere formidler deres viden om centrale emner som frihed, netværk og tillid. Idéen er at kanalisere forskningen ud til nye målgrupper og ind i hverdagens pauser - fra sofahjørnet til løbeturen. Hver bog er lækkert designet og udstråler den kæmpemæssige begejstring, som forskerne har for deres emne. Kombineret med lettilgængeligt sprog, en overskuelig længde og en ofte humoristisk tone gør det serien til en intet mindre end fremragende formidling af vigtig viden, som ellers ofte kun skrives af fagfolk for fagfolk.

I 1782 udåndede H.C. Schimmelmann, rigets rigeste mand og største slaveejer. Det år blomstrede København som aldrig før med luksusforbrug og fester i prægtige palæer, fordi handelen med kinesisk te, indisk bomuld, jysk kød, caribisk sukker og afrikanske slavegjorte forsødede livet for en snæver elite. Under parykken havde Schimmelmann været hjernen bag hele menageriet. Han havde opkøbt den danske stats plantager i Vestindien, var rigets skatmester, og med sine skibe og selskaber købte og solgte han på et glødende globalt marked. Men det søde liv kom med en bismag af lig i lasten. For at nogle kan blive meget rige og privilegerede, må andre som regel være meget fattige og undertrykte.

Bliv indfanget af Niels Brimnes, historiker på Aarhus Universitet, når han fragter os tilbage til et florissant kapitel i danmarkshistorien, som langtfra er sort og hvidt.

I en tegning af den danske guldalderkunstner Wilhelm Marstrand med titlen ”Stræben efter Idealet” driver en bonde sit æsel frem ved at holde en lanse med hø for dens snude. Her må maddingen være idealet, og aspiranten med de ideale ambitioner må være æslet. Tegningen er udført med markante, brede, mørke linjer og hastigt anbragte skraveringer. Den mangler tydeligvis finish og er derfor ikke et færdigt værk i klassisk forstand.

Men Marstrands tegning antyder samtidig den proces, som tegninger i guldalderen sædvanligvis indgik i. I den første del af 1800-tallet tjente tegninger og skitser kun som forarbejder til et færdigt maleri. En tegning anså danske billedkunstnere først og fremmest for et skridt mod endemålet, nemlig kunstnerens idealforestilling omsat til et maleri.

I Stræben efter Idealet. Guldalderens tegning får guldalderens tegnekunst for første gang særskilt opmærksomhed. For at forstå tegningen som kunstnerisk medium i guldalderen analyserer Thomas Lederballe, seniorforsker ved Kobberstiksamlingen hos Statens Museum for Kunst, fem væsentlige danske kunstneres produktion: C.W. Eckersberg, Christen Købke, Wilhelm Bendz, Wilhelm Marstrand og J.Th. Lundbye. På den måde kan han optegne tegnemediets udvikling i løbet af 1800-tallet og vise, hvordan disse blyantsstreger spillede en helt særlig rolle i guldalderkunstnernes kreative arbejde.

Vand ligner på overfladen et simpelt molekyle. To hydrogenatomer og et oxygen = H2O, og så har vi formlen for den unikke forbindelse, der overalt danner basis for liv og planter og fordeler Solens energi på kloden. Men leder vi efter ophavet til vands både vanvittige og vitale egenskaber, bliver denne gennemsigtige væske mere grumset. På nær for Søren Rud Keiding, klarsynet kemiker ved Aarhus Universitet, der har gennemskuet, at det er vands indre tiltrækningskraft, der får det nok vigtigste molekyle i universet til at opføre sig anderledes end alle andre stoffer.

Ord skaber mening, ligesom klæder skaber folk. Glemmer vi kommaet i en ansøgning, og rimer vi falsk i en bryllupssang, skriver andre det sig bag øret. Trods internettets billedstorme er der nemlig ingen tegn på, at skriften går i glemmebogen. For ord siger tusindfold, og tekster gør os civiliserede, fortæller ordkløvende litteraturhistoriker Mads Rosendahl Thomsen. Han grifler løs om taleskrivere og romanforfattere, der udfolder ideer og fremmaner verdener i essays og romaner. Nu har vi givet ordet til robotterne. Og hvad de gør med teksten, er en historie, der endnu ikke er skrevet.

Penge er ikke kun papir, men også småsten, sølv og fjer. Før vi gjorde alting op i kroner og øre, var klejner og knaster nemlig et vidt begreb. Siden vi mennesker begyndte at handle med hinanden, har vi haft brug for noget at betale med og opbevare værdi i, fortæller Peter Løchte Jørgensen, generøs økonom ved Aarhus Universitet. Han rutter gerne med kostelige guldkorn om falskmøntnere og bitcoinpirater, bankkrak og bits. For nu erstatter digitale blip på mobilen forrige generationers kolde kontanter. Mere end nogensinde kræver penge derfor tillid. Ellers fordufter formuerne.