Århus universitetsforlag Historie, Mytologi & Samfund - side 3

Uvidende om, hvad morgendagen vil bringe, følger vi den strabadserende rejse i et ofte skånselsløst arktisk univers, som også byder på oplevelser af stor skønhed.

I mere end 130 år udvandt danske virksomheder mineralet kryolit ved Ivigtut i Sydgrønland – det længstvarende og mest indbringende mineprojekt i Grønlands historie. Længe stod fortællingen som en ubetinget dansk succeshistorie om ”det hvide guld”. Men hvad betød minen for de grønlændere, der levede ved Arsukfjorden?

På baggrund af mangeårige arkivstudier afdækker Henrik Knudsen, seniorforsker ved Rigsarkivet, hvordan den moderne minedrift og tilstrømningen af danske arbejdere vendte op og ned på de små fangersamfund. Erhverv, familieliv, sundhed og seksualitet blev forandret i et tempo uden sidestykke i 1800-tallets Grønland. Antallet af børn født uden for ægteskab steg eksplosivt, og en voldsom syfilisepidemi ramte området. Myndighederne forsøgte først at flytte befolkningen, siden at isolere den. Arsuk blev afspærret i næsten 50 år – danmarkshistoriens længste lockdown.

Mødet med minen var dog ikke kun en tragedie. Arsuk formåede også at udnytte de nye muligheder og oplevede efter Anden Verdenskrig en så enorm velstandsforøgelse, at stedet blev kendt som ”Grønlands Kuwait”. I kryolittens skygge kaster nyt lys over et tvetydigt og komplekst kapitel i forholdet mellem Grønland og Danmark.

Fotografen Aage Fredslund Andersen flyttede til Aarhus i 1932 og fandt fluks sit kamera frem. Det kom der mange tusinde billeder af byens liv ud af – arbejdere i fuld gang med dagens dont, legende børn, fiskere på havnen, cyklister, badegæster, ekspedienter, torvehandlende. Takket være hans fotografiske indsats er hverdagslivet i 1930’ernes Aarhus usædvanlig godt dokumenteret, og dermed får vi tillige et unikt indblik i industrialiseringens store årti i Danmark.

Da Aarhus blev moderne viser 252 fotografier fra Fredslund Andersens store produktion, genskabt med de farver, fotografen så gennem kameraets linse, og bogen fortæller om motiverne og det samfund, der var. Midt i det forgangne er meget genkendeligt. Det er på samme tid nostalgisk og hjemligt.

Krige forekommer udsigtsløse og forfejlede, ekstremt ødelæggende og omkostningsfulde. Det ser ikke ud til, at krig virker særlig godt. Alligevel diskvalificeres pacifisme ofte uden videre, fordi det antages, at ikkevoldelig modstand simpelt hen ikke tager problemet med aggression tilstrækkeligt alvorligt.

Den mest troværdige pacifisme handler imidlertid ikke om passivitet, eftergivenhed eller naivitet over for fjendtlige magter, men om at forsvare sig og kæmpe med andre midler. Der er ikke noget skudsikkert forsvar for hverken krig eller fred. Men er pacifismen kollektiv, politisk og institutionel, kan den være et reelt alternativ til militarisme.

I det filosofiske forskningsfelt ”krigens etik” dominerer rationalet om den retfærdige krig. Når freden står for skud undersøger ”retfærdig krig-tænkning” og pacifisme som teoretiske positioner og sammenligner den væbnede og den ikkevoldelige kamps fordele og ulemper.

I 1493 indgik kong Hans af Danmark og storfyrst Ivan III af Moskva en af de tidligste alliancetraktater mellem en katolsk europæer og en ortodoks moskovitisk hersker. Alliancen viste sig at være levedygtig nok til at skabe yderligere to traktater og over 50 diplomatiske missioner mellem København og Moskva i løbet af de næste tredive år. Alligevel er der ikke skrevet meget af videnskabelig værdi om dette enestående senmiddelalderlige forhold på tværs af en religiøs skillelinje.

Bogen har til formål at skabe et solidt grundlag for en omfattende undersøgelse af alliancen. Forfatteren gennemgår først de særegne skikke og diplomatiske forhold i forbindelse med behandlingen af middelalderens Rusland og fortsætter derefter med at beskrive de diplomatiske processer, der førte til hver af de tre dansk-muslimske traktater. Endvidere offentliggøres de overlevende danske og moskovitiske traktattekster i en ny kritisk udgave med kommentarer og oversættelser til engelsk. Og endelig rekonstruerer forfatteren de manglende originaler af traktaterne for at få en komplet samling af de tekster, der lå til grund for alliancen.

I 1493 indgik kong Hans af Danmark og storfyrst Ivan III af Moskva en af de tidligste alliancetraktater mellem en katolsk europæer og en ortodoks moskovitisk hersker. Alliancen viste sig at være levedygtig nok til at skabe yderligere to traktater og over 50 diplomatiske missioner mellem København og Moskva i løbet af de næste tredive år. Alligevel er der ikke skrevet meget af videnskabelig værdi om dette enestående senmiddelalderlige forhold på tværs af en religiøs skillelinje.

Bogen har til formål at skabe et solidt grundlag for en omfattende undersøgelse af alliancen. Forfatteren gennemgår først de særegne skikke og diplomatiske forhold i forbindelse med behandlingen af middelalderens Rusland og fortsætter derefter med at beskrive de diplomatiske processer, der førte til hver af de tre dansk-muslimske traktater. Endvidere offentliggøres de overlevende danske og moskovitiske traktattekster i en ny kritisk udgave med kommentarer og oversættelser til engelsk. Og endelig rekonstruerer forfatteren de manglende originaler af traktaterne for at få en komplet samling af de tekster, der lå til grund for alliancen.

Vi elsker demokrati, men ingen af os kan rigtig sætte ord påkærligheden. Det er nok derfor, diktatorer kan udråbe sig selvsom sande demokrater. Og der......

”Goal by Simonsen!” Den 21. september 1983 besejrede det danske fodboldlandshold helt uhørt England 1-0 på det ikoniske Wembley Stadium. Straffesparket i kampens 36. minut viste sig enormt vigtigt: Sejrsrusen var euforisk og skabte et fællesskab uden lige – hele Danmarks landshold var en realitet. Det rød-hvide firserholds succes skyldtes ikke bare et stærkt forbund eller en træner med den rette re-seppt, men generationer af boldglade bønder og byboere

I 1886 solgte staten et plantageområde samt nogle klitter med tør marehalm, og snart var fiskerlejet ved Hornbæk forvandlet til en lille kopi af Amalfikysten. Landets første sommerhusområde var en realitet, og konceptet tiltrak danskere som et fluepapir. I Skagen var malerne en slags tidlige Airbnb-gæster, i Nordsjælland nød borgerskabet ro og fred i familiens skød, i Hvidovre fik storbyens godtfolk et lille kvadrat til kål, kartofler og skramlede lysthuse, og snart stod en rand af små weekendhytter ved enhver bynær sandstrand. Men den slags bosættelser sled på miljøet og blev ofte arkitektoniske øjebæer. Fredningslove har forhindret første parket til kysten, men ikke svækket vores længsel efter det andet hjem væk fra hverdagen.

Slap af med etnolog Line Vestergaard Knudsen, lektor på Aalborg Universitet, når hun fortæller sommerhushistorie.

Året 1814 blev skæbnesvangert for ‘ægteskabet’ mellem Danmark og Norge. Siden 1380 havde tvillingriget været vævet sammen i politik, sprog og finkultur, men efter 434 års samvær skød en svensk kronprins med krigslist og diplomatiske krumspring en kile ind i alliancen. I Danmark begræd man tabet af Norge, mens man i nord så anderledes mørkt på dansketiden, som man kaldte 400-årsnatten. Med skilsmissen vejrede nordmændene morgenluft, og en revolutionær grundlov pustede liv i håbet om, at solen snart kunne stå op igen over et selvstændigt norsk rige. Det tog mange år, før tilliden var genoprettet, og da danske skandinavister begyndte at prædike nordisk fællesskab, nægtede Norge at tro på, at eksen havde forandret sig. Bruddet var endegyldigt.

Den 15. august 1943 stormede en flok børn ind på Danmarks første skrammellegeplads. De voksne havde fyldt græsarealet i Emdrup op med gamle brædder og trætte trillebøre, og snart var der jordhuler, murstenshuse og tårne overalt. Idéen viste sig at være så god, at den har holdt sig i mange generationer. Politikere, pædagoger, arkitekter og kunstnere tog den fri, skabende leg til hjertet, i håbet om at børnene kunne blive fremtidens fredselskende bygmestre. Allerede rundt om 1800-tallets sandkasser diskuterede man, om byens børn kunne lege sig til at blive gode samfundsborgere, og i dag er legepladser blevet big business.

Hop på, når Ning de Coninck-Smith, professor på Danmarks institut for Pædagogik og Uddannelse, tager os på en karruseltur gennem legepladsens kulturhistorie.

I november 1908 var en menneskejagt i gang i Københavns indre by. En russisk indvandrer havde skudt sin danske arbejdsgiver og forsøgt at gemme sig blandt Lille Brøndstrædes østeuropæiske jøder. Drabssagen satte fokus på den usle bydel, som pressen kort forinden havde døbt ”Københavns ghetto”, og på et betændt begreb, der rimede på fremmedfrygt, forbrydelse og fattigdom. I 1970’erne blev gæstearbejdere inviteret til landet, og mange af dem gjorde storbyernes betongrå boligblokke til deres nye hjem. Med dem genopstod den delikate diskussion om, hvorvidt udlændinge nogensinde kan blive til rigtige danskere. Det har vi skændtes om lige siden.

Lægen Harald Selmer er med rette blevet kaldt den danske psykiatris fader. Hans pionerindsats fandt sted i midten af 1800-tallet, hvor han oprettede d...

Folk flygtede i vild panik, men den sorte død løb hurtigere, og hverken salmer eller salver havde nogen effekt. Når man fik blodigt opkast, sorte plet...

I 1782 udåndede H.C. Schimmelmann, rigets rigeste mand og største slaveejer. Det år blomstrede København som aldrig før med luksusforbrug og fester i prægtige palæer, fordi handelen med kinesisk te, indisk bomuld, jysk kød, caribisk sukker og afrikanske slavegjorte forsødede livet for en snæver elite. Under parykken havde Schimmelmann været hjernen bag hele menageriet. Han havde opkøbt den danske stats plantager i Vestindien, var rigets skatmester, og med sine skibe og selskaber købte og solgte han på et glødende globalt marked. Men det søde liv kom med en bismag af lig i lasten. For at nogle kan blive meget rige og privilegerede, må andre som regel være meget fattige og undertrykte.

Bliv indfanget af Niels Brimnes, historiker på Aarhus Universitet, når han fragter os tilbage til et florissant kapitel i danmarkshistorien, som langtfra er sort og hvidt.

I foråret 1899 strejkede jyske snedkere for at få mere i løn, men arbejdsgiverne nægtede at give jyderne samme løn som fynske og sjællandske kolleger....

Efter salut fra Kronborg begav Christian 4.s ostindiske flåde sig i 1618 afsted i novembermørket. Målet var Asiens fjerne riger, der duftede dejligt af krydderier, penge og prestige, og trods sørøvere, sygdomme og svigt undervejs nåede fartøjerne frem. Længere væk, end noget dansk skib nogensinde havde sejlet. På bredden af Indiens østkyst grundlagde de udsendte søfolk Danmarks asiatiske udpost, kolonien Trankebar, der i de næste 225 år spillede en vital rolle i dansk søfart. I Asien tjente ivrige iværksættere svimlende summer i 1700-tallet, og nye rederier kastede anker i 1800-tallet. Så når danske containerskibe i dag bryder bølgerne og anløber havne verden over, har de mere end 400 års historie i kølvandet.

Hop ombord med Benjamin Asmussen, museumsinspektør på M/S Museet for Søfart, når han retter kikkerten mod øst.

Med vedtagelsen af landets første børnelov i 1905 trådte myndighederne for alvor ind bag hjemmets fire vægge og gjorde børneopdragelse til et statsligt anliggende i sager, hvor fordrukne eller fraværende forældre slog eller ikke slog til. Det offentlige rykkede ind på de kristne filantropers og hattedamernes enemærker og har siden skabt store forandringer på børnehjem og hos plejefamilier. De politiske intentioner har været de bedste, men virkeligheden har til tider vist sig ond og grusom. Børneforsorgens historie spænder vidt – fra børnenes ven, Peter Sabroe, der for 100 år siden ”kidnappede” børn for at redde dem fra misrøgt og mishandling, til børnenes statsminister, der i 2019 sagde officielt undskyld til Godhavnsdrengene.

Tag Cecilie Bjerre fra SDU i hånden, når hun fortæller om forholdet mellem stat, børn og familie gennem tiden.

I anledning af brødremenighedsbyen Christiansfelds 250-års jubilæum kaster danske og udenlandske forskere nyt lys over forudsætningerne for grundlæggelsen i 1773 og etableringen af den by, som stod færdig omkring 1800.

Christiansfeld blev anlagt som menighedskoloni af den europæiske brødremenighed, og bogens forfattere viser, at byens fremkomst netop skal forstås på baggrund af, at menigheden var en international menighed. På den ene side trak Christiansfeld på ressourcer fra de øvrige brødremenighedsbyer, på den anden side bidrog byen til brødre-menighedens globale virksomhed. I årtierne forud for Christiansfelds grundlæggelse havde brødrene søgt at opbygge velvilje hos først Frederik 5. og senere Christian 7., og det arbejde bar frugt med invitationen til at opføre en by på kongens mark.

”Mit håb står til havet”, udtalte Erik af Pommern, da han i 1429 indførte øresundstolden. Nu skulle ethvert skib, der passerede det nyopførte Kronborg, betale afgifter til den danske konge. Gevinsten blev med tiden enorm for såvel det kongelige husholdningsbudget som for lokalsamfundet i Helsingør. I mere end 400 år holdt tolden skruen i vandet, indtil globaliseringen sejlede den agterud. Flere og flere lande protesterede, og i 1857 gjorde øresundstraktaten igen farvandet toldfrit. I Rigsarkivet ligger de tommetykke regnskabsbøger nu tilbage som en uvurderlig kilde til en vigtig gren af en blomstrende verdenshandel.

Hop ombord med Erik Gøbel, tidligere seniorforsker fra Rigsarkivet, når han sejler i kølvandet på sundtolden.

N.F.S. Grundtvigs ideer om den folkelige højskole hyldes i dag af praktiske og teoretiske pædagoger over hele verden, og de udmøntes i konkret skoledrift i mange lande. Men både historiske og sproglige barrierer rejser sig for den nutidige læser, og for at hjælpe læseren hen over denne historiske afgrund er Grundtvigs skrifter her forsynet med omfattende indledninger og kommentarer.

Grundtvigs højskoleskrifter, som blev til over et par årtier, har været optrykt flere gange, men de har ikke været udgivet på dansk siden 1968. I denne udgave er der foretaget en modernisering af Grundtvigs tekst, så den gengives i nutidig retskrivning, dog uden at der er ændret eller flyttet et ord.

I 1847 tøffede det første tog afsted på de nyanlagte skinner mellem København og Roskilde, og tilskuerne nærmest dånede i tidstypisk teknikfascination ved synet af det dampdrevne vidunder. Lokomotivets sorte røg indvarslede kullets århundrede, og jernbanen forbandt efterhånden hele landet og lagde sveller ud for stationsbyer og brobygning, industrialisering og eksporteventyr. De røde lyntog og hvide intercitytog bragte fart og elegance til rejsen, og passagertallet steg støt trods modkørende konkurrence på motorvejene og i luftrummet. Med elektrificerede metroer og letbaner og nattogenes tilbagekomst er transport på skinner nu måske billetten til en mere bæredygtig planet.

Tag ud og se med Jens Toftgaard, museumsdirektør ved Danmarks Jernbane-museum, mens han beretter om rejsen fra damp og kul over dieselolie til grøn strøm.

Norden er tilbage. Med briternes udmeldelse af EU, valget af Trump i USA og Ruslands fuldskalainvasion i Ukraine er verden – og ikke mindst Norden – blevet et mere usikkert sted. Men usikkerheden har også fostret en øget opmærksomhed på det nordiske fællesskab, og flere markante stemmer har de seneste år kaldt på en ”nordisk renæssance”. Men hvad er det for et fællesskab, der skal styrkes, og hvad er det for en idé om Norden, der skal genfødes?

I dette nummer af Slagmark er vi gået sammen med vores nordiske naboer i ARR, det norske tidsskrift for idéhistorie, for at undersøge forskellige idéer om Norden, som de har udfoldet sig gennem historien. Udover et interview med to Nordenforskere fra Universitetet i Helsinki indeholder nummeret seks artikelbidrag, der alle tematiserer Norden som idé. Lige fra 1800-tallets skandinavisme over nordmændene Henrik Wergelands politiske projekt og Henrik Steffens som kulturformidler i Tyskland til artikler om henholdsvis nyere nordisk adoptionslitteratur og victorianske kvinders rejseskildringer fra Island. Alle nye forskningsbidrag, der viser de forskelligartede kontekster, hvori idéer om Norden har spillet og stadig spiller en central rolle. Og som samlet set kan være med til at sætte vores nuværende diskussion af en ny nordisk renæssance i idéhistorisk perspektiv.

En årelang strid om Slesvig og Holsten endte i 1864 med en knusende tysk sejr over et underlegent dansk forsvar. Tabet af menneskeliv og landområder satte sig dybe spor , og en ny grænse blev trukket ved Kongeåen. Politikerne i København sloges hidsigt videre om, hvis skyld det var. Nu var det op til ånds- og kulturliv at overvinde undergangsstemningen, så den amputerede småstat kunne genfinde troen på fremtiden. Forfattere, digtere og kunstnere tog livtag med traumet og dyrkede både de halve sejre og indsatsen fra de standhaftige soldater, men hudflettede også krigens meningsløshed. Efter at krudtrøgen over Als for længst var drevet bort, levede erindringen om 1864 videre i bøger, malerier og sange.

Den Franske Revolution fik en brat afslutning med Napoleon Bonapartes militærkup i 1799. Alligevel er den i dag relevant og nærværende. Den lever i bedste velgående i vores hverdagskultur og som nøglereference i vores politiske diskussioner, hvad enten vi debatterer ytringsfrihed, magtens tredeling eller menneskerettigheder. Den Franske Revolution er det tidspunkt i historien, hvor vestens nutidige demokratiske værdier mest dramatisk, og på både godt og ondt, blev forsøgt virkeliggjort.

I et levende sprog fortæller bogen Den Franske Revolutions kulturhistorie, ikke som den blev oplevet af én, men af tolv forskellige aktører. Fra kvinden på gaden til Ludvig den Sekstende. Kvinder og mænd, høj og lav, sort og hvid – alle blev de hvirvlet ind i revolutionens tumult, og alle tog de del i udviklingen af en moderne demokratisk kultur, som er hos os endnu i dag.

I 1852 tog det moderne sindssygehospital Jydske Asyl i Risskov imod sine første patienter. Med sin smukke beliggenhed ved Aarhus Bugt var asylet tænkt som en helbredelsesanstalt funderet på tidens nye, humanistiske idealer. Her skulle psykisk syge ikke blot opbevares, men behandles og helbredes.

Med den forventning bankede mange syge og deres pårørende gennem årene på asylets port. De håbede at finde venlig hjælp og kompetent pleje. Bag porten ventede imidlertid en anden virkelighed. Hverdagen for asylpatienter var præget af vold, mishandling og tvang. Når man først var stemplet som melankoliker, hysteriker eller selvmordskandidat, blev klager og kritik tilsidesat. En patient skrev modløst, at “dersom man nogetsteds kan blive sindssyg, så er det her.”