Århus universitetsforlag Historie, Mytologi & Samfund - side 2

I februar 1947 protesterede tusindvis af husmødre på Christiansborg Slotsplads i den bidende vinterkulde. Den type protester var ellers især forbeholdt mænd. Men en stram rationeringspolitik og lange køer til butikkerne kastede skygger over håbet om en lysere fremtid efter besættelsestiden. Hverdagen for kvinderne var, at de allerede knoklede i hjemmet, og nu skulle de også gøre det på arbejdsmarkedet. De var ikke kun interesserede i pletfjerning, rullepølsepresser og kogekunst. De var politisk engagerede og samlede sig i de kommende årtier i kvindesags- og husmororganisationer. I dag sysler flere igen med rollen som hjemmegående tradwife, mens debatten om kønsroller og kvinders mental load simrer.

Tag på hovedrengøring med historiker Astrid Elkjær Sørensen, når hun støver husmødrenes glemte kvindekamp af.

På årets første dag erklærede landets statsminister åben krig mod smagsdommere og eksperttyranni. Det danske samfund skulle ændres gennem en kulturkamp, der hurtigt udviklede sig til en slagmark om værdier og velfærd. I 2001 var velfærdsstaten under pres, og den stigende indvandring rejste svære spørgsmål om spise, sprog og socialhjælp. Nyliberalisten Fogh og hans borgerlige brødre havde løsningen: frit valg, selvhjælp og stramme krav til asylansøgere. Styrkeprøven foregik også uden for landets grænser med bomber i Irak og i profetens turban. Men hvad forenede de borgerlige værdikrigere i slaget om den danske kulturkamp, og lykkedes det dem at forandre samfundet?

Jesper Vestermark Køber, postdoc ved Saxo-instituttet, løfter sløret for årtusindeskiftets store politiske drama.

”Jødeparagraffen”. Det var politikerslang for den paragraf, der blev vedtaget af Folketinget i marts 1939. Paragraffen var nemlig tænkt som et værn mod den nazistiske antisemitisme, der føg op over den danske grænse. I årene forinden var en række aktivister blevet dømt for at have hånet den ”jødiske race” ved at kalde dem parasitter, rentehajer og pestbylder. Få troede på disse myter, men justitsministeren fandt dem farlige for demokratiet. Hans svar blev § 266 b, i daglig tale kaldt racismeparagraffen. Den gjorde racistiske ytringer strafbare – hvilket har været kontroversielt lige siden. For hvor meget kan man egentlig begrænse demokrati og ytringsfrihed i forsøget på at beskytte begge dele?

Sofie Lene Bak, lektor i historie ved Københavns Universitet, ordner paragrafferne og gennemgår nogle af de dramatiske retssager.

En sensommerdag i 1387 greb Margrete 1. magten. Ugen forinden var hendes søn, teenagekongen Oluf, pludselig død, og Norden stod uden regent. Men ikke længe. Som datter af Valdemar Atterdag kendte Margrete magtspillets regler, og ved snarrådig snilde blev hun indsat som rigets overhoved. Efterfølgende satte hun sine krigslystne konkurrenter skakmat og forenede Norden. Margrete var nu middelalderens mægtigste majestæt. Andre dronninger som Thyra, Dorothea eller Sophie Amalie har måttet stå i skyggen af deres mænd. Ikke desto mindre er det ikke blot lykkedes dem at opfostre magtbegærlige sønner, men også at præge nationens sindelag.

Følg med, når museumsinspektør Mikkel Leth Jespersen røber, hvordan landets dronninger fra den ene Margrete til den anden har været med til at forme Danmark.

I slutningen af 1700-tallet rullede landboreformerne ind over den danske bondestand. Reformerne var intet mindre end revolutionerende – men for nogle fik de katastrofale konsekvenser. Det gjaldt for gårdmanden Jeppe Espersen og hans familie, der mistede både hjem og levebrød, da godsejeren fik landsbyens jord opmålt og fordelt på en ny og mere rationel måde. Dermed kom familien til at stå på den forkerte side af den gabende kløft, der åbnede sig mellem taberne og vinderne af kampen om jorden. For mænd og kvinder, der ejede jord, var reformerne en succes uden sidestykke, men fra de jordløses perspektiv så det anderledes ud.

Asbjørn Romvig Thomsen, arkivar ved Rigsarkivet i Viborg, skildrer den største omvæltning i dansk landbrugs historie, set nedefra.

Danmarks byer spillede en nøglerolle i forandringerne af det danske samfund fra 1550 til 1850, det vil sige fra omkring Reformationen frem til industrialiseringen. Nye, protestantiske institutioner voksede frem sammen med en styrket og snart enevældig kongemagt. Krige og kriser bremsede købstædernes vækst, mens København voksede som hovedstad for den samlede helstat. Da den krakelerede med Napoleonskrigene, ramte en afmatning København, mens provinsbyerne oplevede en opblomstring, der formede grundstammen i det system af byer, vi kender i dag.

Byerne formidlede nye impulser udefra, og uddannelsessteder og bogtrykkerier gjorde dem til omdrejningspunkter for tidens videnskabelige, kulturelle og kunstneriske udvikling. Centralt i det hele stod de mennesker, der levede i byerne. Så forskellige de var fra læredreng til borgerfrue, fra indfødt tjenestepige til schweizisk konditor, fra stolt håndværksmester til arbejdsom spindekone. Tilsammen gav de byerne karakter og et pulserende dagligliv.

Kold, mørk og beskidt, præget af overtro og brutalitet. Faktisk lige til historiens mødding. Sådan tænker vi tit på middelalderen. Men den lagde ifølg...

Jyllands barske hedelandskab og dets hårdtarbejdende beboere var en kilde til fascination for 1800-tallets digtere og malere.

Demokrati og velfærdsstat, nazisme og jødehad. Alt sammen følger det i hælene på den rodebunke til reformationen, som vel ikke engang Vorherre kan hit......

I århundreder havde danskerne drukket øl, der både var surt og svagt. Da brygger Jacobsen lancerede bajeren i 1847, kunne værtshusene nu udskænke en velsmagende og stærkere øl, der hurtigt blev populær blandt københavnerne og snart også i resten af landet.

Landsdelen, der engang blev besunget som ”det smukkeste land i Danmark”, var lige så pæredansk som Jylland, Fyn og Sjælland, og kongerigets hovedstad kunne lige så vel have ligget i Lund sammen med ærkebispesædet.

Tiden kalder mere end nogensinde på en reflekterende brug af dømmekraften på grund af udfordringer skabt af kunstig intelligens, umådeholden kapitalakkumulation og global klimakrise, tiltagende ressentiment i alverdens befolkninger og destabilisering af den internationale sikkerhedsorden.

I 1517 hamrede Luther ifølge myten 95 teser op på døren til slotskirken i Wittenberg og sparkede gang i reformationen. Også i Danmark. Nu skulle det v...

Strøet ud over bakke og dal, i og uden for landsbyerne, ligger næsten 2.000 danske landsbykirker. De har i århundreder dannet en kølig og kalket ramme om livets store begivenheder. Da Harald Blåtand i 963 havde oplevet et rødglødende mirakel i Jelling og fået sat den store Jellingsten, kom der gang i byggeriet af trækirker. Med tiden blev Guds huse murede kunstværker med tag af bly eller tegl, hvælv, tårn og kimende klokker, der kunne jage det onde bort og lokke sognebørnene til. Vejledt af præstens prædiken kunne de studere farverige kalkmalerier, vinduernes glas, prægtige altertavler og granitudskårne løver på døbefonten. De fleste danskere tager stadig forbi kirken, når tilværelsens overgange skal markeres. Kirkens rolle er langtfra styrtet i perlegrus.

Gå i kirke med middelalderarkæolog Per Kristian Madsen, tidligere direktør for Nationalmuseet.

En novemberdag i 1890 gik Georg Brandes den tunge gang gennem Københavns gader med sin datters lig i favnen for at få det afdøde barn fotograferet, som det dengang var skik og brug i det bedre borgerskab. Den 10-årige Astrid var efter få dages sygdom død af difteri. Brandes var langt fra alene med sin sorg. Samme år døde 16.000 børn, som var ti år eller yngre. Årsagerne var især tuberkulose, difteri, diarre og såkaldt medfødt svaghed og tæring. I løbet af1900-tallets første halvdel faldt dødeligheden dog drastisk. Infektionssygdommene blev sjældnere, familierne mindre, og hygiejnen højnet. Kom på historisk stuegang med Signild Vallgårda, professor emerita ved Institut for Folkesundhedsvidenskab, der diagnosticerer, hvorfor danskernes dødelighed dalede.

Museer producerer og formidler viden om, hvordan vi opfatter og forstår verden. Museologi er videnskaben om, hvordan et samfund beskæftiger sig med ku...

Skomagere, skoledrenge og snarrådige degne stormede mod bådene. Overalt gik rygtet – silden var kommet! Siden middelalderen var silden strømmet til gydepladser i danske farvande og ofte i så tykke stimer, at de kunne skovles direkte fra overfladen. Den fede fisk blev Nordens sølv, for både pave og pøbel slubrede salte sild i sig på årets fastedage. Eksporteventyret forvandlede Limfjordens ukendte flækker til hovedrige købstæder, og i 1703 kvitterede en kvotekonge i Nibe med et nyt kirkeskib – en model af en sildebåd. I 1820’erne endte det vilde sildeboom brat, da havet gennembrød klitterne ved Nordsøen og sendte mindre sildevenligt vand ind i fjorden. I dag er silden henvist til højtidsbordet, hvor vi samles som sild i en tønde.

Gennemtrawl sildens danske kulturhistorie med historiker Jakob Ørnbjerg.

De har fyldt byen med deres lugte og lyde, daglige rutiner, nysgerrighed og trangen til at lege med eller æde hinanden.

Danmarks kønneste by. Det blev de nyopførte blokke i Gellerupplanen ved Aarhus i 1970 kåret til. En socialdemokratisk drøm gik i opfyldelse, da Brabrand Boligforening anlagde et af danmarkshistoriens mest ambitiøse boligprojekter, armeret med social omfordeling og lige vilkår for alle. Den modernistiske arkitektur havde en ny tids idealer for familieliv, fritid og forbrug indstøbt i den første beton. Lige fra skraldesug til indkøbscenter – der var tænkt på det hele. Men på forbavsende få år lagde begejstringen sig. Middelklassen fortrak til parcelhusene, og Gellerup og andre montagebyggerier blev nu betragtet som betonslum, grå ørkener og farveløse sovefabrikker.

Tag til åbent hus med Mikkel Høghøj, projektseniorforsker på Nationalmuseet, og hør om visionære velfærdstanker, omdiskuterede ghettolister og nyt liv til en mangfoldig bydel.

Tiden omkring år 1800 var skelsættende i dansk sanghistorie. To nye sangtraditioner opstod, som repræsenterede helt nye måder at synge på: fællessang og skolesang. I modsætning til den anonyme, fortællende visesang blev de begge tæt knyttet til samtidens litterære og musikalske verden, og de fik betydelig indvirkning på den nye folkelige dannelse op igennem århundredet.

Sang og vise i Danmark – Fællessang og skolesang 1800-1914 indskriver de to traditioner på en prominent plads i sanghistorien. Gennem nyt kildemateriale viser forfatterne de markante modsætninger, der findes mellem fællessangens og skolesangens mål og midler, og ligeledes den bredde, der voksede frem i fællessangen. Samtidig har bogen fokus på den musikalske side – for uden melodier, ingen sang. De mange hundrede danske sangbøger udgør en hovedkilde og tegner et billede af to vidt forskellige dannelsestraditioner.

På den ene side skolens officielle med vægt på flerstemmig sang og nodelæsning. På den anden side traditionen med fællessang på højskoler, i arbejderbevægelsen og i foreningslivet, hvor både protest og kamp, voksende folkelig nationalisme, lokal identitet og spontan sangglæde kunne få plads.

Ved århundredets slutning udkom Højskolesangbogen, tilmed i to konkurrerende udgaver, og den opnåede sidenhen status af den altdominerende danske sangbog.

Hvad gør man som forsker, når det liv og den verden, man søger at forstå og beskrive, er så meget mere – og nogle gange mindre – end det, sproget kan udtrykke? Når ordene stædigt stiller sig i vejen for, at man når ind til det væsentlige, til sagens kerne?

Denne bogs essays er skrevet af antropologer fra Danmark og Norge, som alle søger efter et sprog, der kan beskrive det underfundige, absurde, smukke, meningsløse eller oprivende i den verden, de møder. Et sprog, som er konkret og oprigtigt. Et sprog, som generøst danner rammer for liv. Et sprog, som kan stå stille og bevidne det, der virkelig brænder på. Eller måske et sprog, som lader alt det, der vanskeligt lader sig beskrive, skinne igennem i sprækkerne mellem ordene.

Hvert essay fokuserer på en skønlitterær forfatter eller et litterært værk, som har inspireret og måske udfordret antropologens skrivestil, eller som står for en anden måde at skrive på, som kunne inspirere, hvis muligheden var der for det, eller modet var der til det. De 20 tekster giver dermed på hver deres måde indblik i det dilemma, det er at skrive akademisk om livet, og i det håb, som forsøget også rummer.

En sommerdag i 1840 tog Peter Faber Danmarks første foto på Gråbrødretorv i København. Den nye teknik vakte vild begejstring. Sammenlignet med maleriet var den billig og hurtig, og fotografiet var så detaljeret, at folk mente, at det viste virkeligheden selv. Men verden er ikke sort og hvid. Den står heller ikke stille, og fotografen har til alle tider sat sit eget præg på billedet. Ikke desto mindre himlede mange op over, at det objektive gik tabt, da digitale kameraer vandt frem i 1990’erne. I dag er vi skeptiske, når vi fodres med fiktive billeder skabt ved hjælp af kunstig intelligens.

Sig appelsin til Mette Kia Krabbe Meyer, seniorforsker på Det Kgl. Bibliotek, der siger mere end 1.000 ord med et snapshot af dansk fotohistorie fra sølvkorn til pixels.

I 1660 henvendte det bedre borgerskab og kirkens folk sig allerunderdanigst til kongen med et tilbud. Det lød på, at Danmark skulle være et arvekongerige. Hidtil havde adelen valgt kongen, men Svenskekrigene havde bragt landet i uføre, og tiden kaldte på forandring. Frederik 3. sagde ja tak og tolkede arveretten sådan, at han nu var enevældig. Den officielle propaganda fremstillede magten som givet af Gud, og den gik i arv til de næste otte konger. Først da Frederik 7. i 1849 satte sit navn under Grundloven, blev enevælden opløst. Styreformen satte betydelige aftryk på stat og samfund, og selv om den ophørte for over 150 år siden, præger vaner og erfaringer fra perioden fortsat danskerne, fx i skikkelse af vores stærke tillid til staten.

I disse år spørger mange sig selv om, hvad der foregår i Rusland, og hvordan et så nærtliggende lands befolkning tilsyneladende kan se så anderledes på verden. Frem for som i sovjettiden at stile mod en utopisk fremtid griber landets ledelse nu i ekstrem grad til historien for at legitimere sine handlinger.

Verden set fra Rusland fortæller om de tænkere, ismer og ideologier, som den russiske stat i dag spejler sig i og aktivt promoverer. Samtidig præsenterer bogen de dele af idéhistorien, som forvrænges eller lades helt i skyggen. En selektiv omgang med det historiske tankegods er nemlig et af putinismens kendetegn, og magthaverne udvælger bevidst idéer, der støtter forestillingen om Rusland som en unik civilisation, der ikke kan bedømmes på linje med andre lande.

På den dansk-vestindiske ø Sankt Jan var vold, sult og hårdt arbejde hverdagskost for de slavebundne mænd og kvinder. En novemberdag i 1733 slog de tilbage: Bevæbnet med sukkerknive snød 12-14 mænd sig ind på de danske soldaters fort og indledte et blodigt slaveoprør, der skulle blive et af de længste i Caribien. Måneders guerillakrig endte med et tragisk kollektivt selvmord, der nok afsluttede kampene, men som stadig mindes på øerne i dag. Selv om magthaverne vandt til sidst, fik oprøret kolossal betydning. Det er fortællingen om savn og overlevelsesdrift, tro og identitet, sammenhold og konflikt – og ikke mindst indgroet racisme hos en usentimental kolonimagt.