Århus universitetsforlag Kunst & Kultur

Tråde af tid. Frederiksborgs gobeliner er historien om en enestående kunstnerisk og håndværksmæssig bedrift: genskabelsen af Christian 4.s gobeliner, der gik tabt under slotsbranden i 1859. Det monumentale projekt begyndte i 1898, og over de næste 30 år skabte omtrent 50 kvindelige – ofte kunstuddannede – vævere nye gobeliner til Frederiksborgs Riddersal i samarbejde med den navnkundige gobelinproducent La Manufacture des Gobelins i Paris.

Mojn. Jysk er ikke bare jysk, der er både nuerenfywrs, wæsterfræ’, kro·njysk og synnejysk. Jysk fra Skagen i nord til Padborg i syd, endda lidt over grænsen også. Og så er der rejti jysk, som selv jyder knap fatter. Ifølge Inger Schoonderbeek Hansen, skabsjyde ved Aarhus Universitet, har jyder talt jysk i tusind år, men af og til render de fra det. Sønderjyden slæe øwwe i dansk og tysk, og hovedstadens jyder skjuler bønderord for at tale byens sprog. Så de· gåt nåk. Det jyske forlag hylder halvøens dialekter, inden de helt forstummer, med Jysk: Tænkepause nummer 100. Mojn.

Dante Alighieri (1265-1321) levede i en helt anden tid end den moderne. Han skrev sit hovedværk, Den guddommelige komedie, i middelalderens stil som et stort anlagt digt i et kunstfærdigt versemål og med i alt 100 sange fordelt på tre dele – en til hvert af de tre hinsidige riger: Helvede, Skærsilden og Paradis.

Dante fandt i vid udstrækning inspiration til sin Komedie i værker, der i årene omkring 1300 blev skabt af samtidens progressive kunstnere. Deres frembringelser inden for billedkunsten og arkitekturen var med til at udløse et epokegørende skred fra flade til rum i synsopfattelsen inden for den visuelle kultur. Her øjnede man konturerne af et nyt europæisk kulturmønster, hvor middelalderens symboltænkning begyndte at vige pladsen for en mere rationel forståelse af verden som dennesidig, menneskelig virkelighed.

Det var en gade og en mistanke, som først førte to arkæologer til de næsten helt udviskede spor af en vold på en mark øst for Køge. Ved at tage helt nye, avancerede metoder i brug lykkedes det i 2014 at afsløre et unikt monument – en hidtil ukendt ringborg fra vikingetiden. Borgring ved Køge er en af fem borge i det nuværende Danmark, som blev opført under Harald Blåtand i slutningen af 900-tallet. Opdagelsen blev startskuddet til flere ars udgravninger, der gav helt ny viden om nogle af de mest berømte monumenter fra vikingetiden – steder, som i dag er udpeget som UNESCO Verdensarv.

Vikingetidens ringborge fortæller den fascinerende historie om fem af vikingernes vigtigste monumenter: Aggersborg, Fyrkat, Trelleborg, Nonnebakken og Borgring. Serien er en videnshistorie om vikingetiden, der samtidig sætter fokus på de spørgsmål og gåder, som borgene stadig rummer.

The Web of War præsenterer et unikt studie, der undersøger jernalderens komplekse våbenkultur i Nord- og Centraleuropa. Studiet bygger på et omfattende korpus af 2000 våbengrave, der dækker perioden fra 200 f.Kr. til 400 e.Kr., og kaster lys over våbenudviklingen, krigsførelsens dynamik og udvekslingen af teknologi på tværs af regionen.

Publikationen bidrager med en ny forståelse af det indviklede samspil af faktorer, der påvirkede udviklingen og spredningen af våben i en af de blodigste perioder i Europas forhistorie. Bogen er det første sammenhængende studie af våbenkultur siden Martin Jahns Die Bewaffnung der Germanen (1916) og den første analyse nogensinde af periodens våbenkronologi ved hjælp af korrespondensanalyse for alle de områder, som romerne benævnte Germanien. Bogen indeholder desuden en ny typologi og kronologi for romerske sværd samt en ny kronologi for romersk import af bronzer og glas nedlagt i gravene nord for den romerske grænse.

Melchior Lorck (født i Flensborg i 1526 eller 1527, død ca. 1583) var den første danske kunstner, der opnåede international berømmelse. Uddannet i traditionen fra den tyske Kleinmeister, betragtes Lorck som en af ​​de mest originale kunstnere i det sekstende århundredes Europa, med en stil og et valg af motiver, der er både strengt og unikt.

Lorck var en omrejsende renæssancemester, altid på udkig efter nye bestillinger, og som aldrig opholdt sig længe på ét sted. Han arbejdede forskellige steder, såsom Konstantinopel/Istanbul, Antwerpen, Hamborg, Wien, Rom og København. Med et kosmopolitisk udsyn og en karriere var Lorck i kontakt med mange af sin tids førende intellektuelle og kunstnere. Fra 1555 til 1559 tjente han som medlem af den hellige romerske kejsers ambassade ved Sultan Süleyman den Prægtiges hof i Konstantinopel. Han vendte tilbage med en betydelig samling af skitser af tyrkisk, byzantinsk og romersk arkitektur, sammen med portrætter og livsstudier af tyrkere fra alle samfundslag. Dette materiale ville danne grundlag for en stor del af hans senere arbejde.

De første fire bind af denne publikation, der kronikerer Lorcks liv og arbejde, blev udgivet i 2009. Bind 1 indeholder hans biografi og alle kendte primære kilder om ham. Bind 2 og 3 præsenterer hans formodede magnum opus, den såkaldte tyrkiske publikation, som blev udgivet i 1626, mere end tredive år efter hans død. Bind 4 fokuserer på et andet af hans mest berømte værker: det tolv meter lange Konstantinopel-udsyn.

Dette femte bind afslutter den omfattende oversigt over Lorcks arbejde og dækker alt ud over disse to store værker, fra hans tidligste til hans seneste produktion, herunder luthersk propaganda, projekter til kostumebøger, design til kejserlige processioner, portrætter af sultaner og lærde, emblematiske billeder og kartografi. Det fremvoksende billede er lige så rigt, som det er fascinerende.

Demokrati fremstår i dag som den eneste legitime regeringsform, og folket udgør den eneste legitime kilde til politisk autoritet. Sådan har det imidlertid ikke altid været. Demokrati var længe associeret med pøbelvælde. Folk var hovedsageligt en undersåtsbetegnelse eller synonym for en irrationel masse uden evne til eller krav på at regere. Den moderne forestilling om folket som en politisk aktør med krav på politisk indflydelse begyndte først at slå igennem i løbet af det attende og nittende århundredes politiske kampe. Allerede inden forskellige former for folkestyre var blevet etableret, startede kampene om, hvem der var en del af folket. Kampe som fortsætter den dag i dag og stiller spørgsmålstegn ved det liberale demokratis form og indhold.

De seneste 20 år har disse kampe i stigende grad haft populisme som omdrejningspunkt. Populisme identificeres typisk som politiske projekter, der udfordrer eliten på vegne af folket. Kritikere advarer mod, at sådanne populistiske forestillinger om folket i ental udfordrer både pluralisme og minoritetsbeskyttelse og kan ende med at true demokratiet. Populismens fortalere hævder derimod, at den folkelige kamp mod eliter ikke står i modsætning til demokrati, men snarere understøtter og fremmer det, og at den samtidige populismekritik afspejler eliternes mistro til folket. Dette temanummer om “Folk, folkestyre og populisme” indeholder en introduktion, ti artikler og en enquete, som undersøger disse tre nært forbundne politiske kategorier, deres historiske udvikling og indbyrdes forhold.

Kalkmalerier udgør en enestående kulturhistorisk kilde til vores viden om den tid, de blev skabt i, og kunsthistorikeren Ulla Haastrup (1933-2021) var en af vores fremmeste eksperter inden for feltet.

Set udefra er det store okkergule hus på Slotsholmen et af Københavns mest markante bygningsværker. Det indtryk forstærkes, når man træder ind i de rigt dekorerede og farvestrålende udstillingsrum. I hvert eneste rum har samtlige flader en unik udsmykning. Gulvene er dækket af geometriske mønstre, murene er malet i en helt særlig jordfarveskala, og de 4000 m2 bemalede lofter er som hentet ud af oldtidens og renæssancens billedverden. Skulptursokler, bogskabe og en væsentlig del af montrerne og møblerne er originale og 1:1 med Bindesbølls tegninger. Bygningens midte er et åbent gårdrum med himlen som loft, magisk skønt og stille. Her ligger Thorvaldsen begravet, i et gravkammer og et gårdrum, der er dekoreret, som befandt vi os i et af det antikke Pompejis store villakomplekser. Betragtet under ét udgør syntesen mellem museumsbygningen og den af Bindesbøll orkestrerede opstilling af Thorvaldsens gips- og marmorskulpturer et gesamtkunstwerk.

Grotesk betyder almindeligvis noget bizart eller monstrøst. Da ordet opstod omkring 1500 i Italien, var det imidlertid som betegnelse for ornamentalt vægmaleri med særligt opfindsomme, mærkværdige, sjove og monstrøse motiver. Dette groteskemaleri blev særdeles populært som udsmykning af fornemme palæer i perioden. Grotesker er en kunsthistorisk introduktion og rejsefører til 1500-tallets ornamentale freskomaleri.

Bogen viser eksempler fra Rom, Firenze og en lang række steder i det nordlige Italien og giver et nyt blik på den visuelle kultur i en tid, hvor kunsten på én gang var forankret i en antik-middelalderlig verdensopfattelse og undervejs mod det moderne

Ikke al kunst er skabt til eftertiden – noget er skabt til at gå tabt. Sådan var det med den kunst, der i enevældens tid skulle markere fester i kongehuset. Gigantiske æresporte og søjlehaller skød pludselig op på byens pladser, udsmykket med skulpturer og lysende malerier. Bygninger blev pakket ind i silke, dækket med blomster eller forklædt som templer. Men det, der lignede marmor, var i virkeligheden træ, lærred, gips og papmaché. Alle de eventyrlige billeder og bygninger forsvandt igen som dug for solen.

KUML 2025 præsenterer seks nye, markante bidrag fra den arkæologiske forskning, der tilsammen kaster nyt lys over Danmark og Nordens historie.

Årbogen byder på artikler om sejlets indtog i yngre jernalder og dets betydning for magtens iscenesættelse, Blenstrup-skatten – et spektakulært fund af et kohorn med over 250 mønter fra 1000-tallet – et unikt okseanlæg i middelalderens Skive samt udgravningen af en helt særlig tvillingjættestue i Midtjylland. Hertil kommer studier af kristne våbengrave, skandinavisk træteknologi og anmeldelser af aktuelle arkæologiske værker.

KUML 2025 giver et dybdegående og levende indblik i Nordens historie – fra stenalderens monumenter til middelalderens magtstrukturer – og henvender sig til alle med interesse for arkæologi, historie og kulturarv.

Danskerne er et syngende folk. Det er en udbredt fortælling, at den danske befolkning i løbet af 1800-tallet sang sig til sammenhold og national identitet, og at vi siden da har sunget sammen for at afværge kriser, for at fejre og bare fordi. Men er danskerne faktisk et syngende folk, og er der plads til os alle i det nationale kor? Skaber fællessangen sammenhold, eller kan den også udsondre og isolere?

Der foreligger kun sparsom forskning i udbredelsen af og synet på fællessang. Så syng da, Danmark undersøger fællessangens glæder og forbandelser. Med resultaterne fra en spørgeskemaundersøgelse giver bogen et overblik over, hvor, hvor hyppigt og hvorfor vi synger sammen med andre.

Forfatterne til bogen er alle tilknyttet Enhed for Sangforskning på Aarhus Universitet.

Guldkniplinger, zobelfoer og silkestoffer. Christian 4., Frederik 3. og Christian 5. havde sans for at klæde sig elegant og mode­rigtigt. I Ti konges tøj åbner forfatter og tekstilkonservator Katia Johansen døren til Rosenborg Slots enestående dragtsamling og deres store katalog over kongedragter – fra Christian 4. til og med Frederik 7., fra ca. 1600 til 1863. Bogen giver ikke alene et indblik i kongernes smukke klædekam­re, men også i deres dagligdag, både offentligt og privat. Igennem klædedragterne hører læseren om personen, der bar tøj-et, og får detaljer om hoffets liv – om skræddere, perlestikkere, kammertjenere, slotsforvaltere og vaskekoner. Datidens udenlandske ambassadører supplerer med beretninger om, hvordan det danske hof klædte sig anderledes end ved deres hjemlige hof, ligesom bogen beskriver, hvordan de kongelige klædte sig på deres rejser.

Ole Borch (1626-1690) var et fascinerende renæssancemenneske, der med en ufattelig alsidighed var aktiv som både kemiker, filolog, botaniker, digter, hoflæge, højesteretsdommer og universitetsrektor. Hans virksomhed fandt sted ved overgangen til den moderne videnskab – i vadestedet mellem alkymi og kemi, mellem hekseprocesser og oplysningstid. En bog om Ole Borch er derfor ikke blot en biografi, men snarere et prisme på dansk lærdomskultur og videnskabshistorie.

Borchs latinske selvbiografi er her for første gang oversat til dansk, og bogens øvrige kapitler belyser polyhistorens bidrag til en række vidt forskellige fagfelter, der i hans egen forståelse var absolut forbundne i en forestilling om videnskabernes enhed.

Dette temanummer af Passage handler om litterære landskaber. Men det fokuserer ikke på værker, der fremstiller landskabet som noget idyllisk eller noget storslået og uberørt, som kulturens anden. Fokus er i stedet på jorden og territoriet – og de planter og dyr, der lever i det – som noget, vi mennesker lever sammen med og former. Temanummeret er optaget af øjeblikke i den litterære tradition, hvor landskabet ikke fremstår som anledning til sublime refleksioner eller æstetisk nydelse, men snarere som et livsgrundlag, som rammerne om et dagligt slid, og også som noget, der bliver formet, bearbejdet, fremdyrket og måske ødelagt af mennesker – og som også former de mennesker, der lever midt i det. Det brugte landskab, har vi valgt at kalde det, for at insistere på afstanden til romantikkens sejlivede drøm om den ensomme vandrers kontemplation af en uberørt natur.

De ni bidrag i nummeret slår ned på udvalgte værker fra dansk og europæisk litteratur fra de sidste 200 år – fra Steen Steensen Blicher over Thomas Hardy og Joris-Karl Huysmans til W.G. Sebald, Malte Tellerup og Ditte Holm Bro. De undersøger litterære fremstillinger af forskellige landskabstyper: den norske skov, den engelske hede, den svenske eng og den danske kyst; bjerglandskabets råstofudvinding i starten af det 20. århundrede og den bløde mulds håndtering i landbruget fra et aktuelt perspektiv. Tilsammen belyser de ikke bare enkelte forfatterskaber og værker, de udfordrer også det lighedstegn, der alt for ofte er blevet sat mellem byen, det moderne og den litterære udvikling. Præcis hvad nutidens økologiske kriser kunne betyde for læsningen af både ældre og helt ny litteratur er et åbent spørgsmål i litteraturvidenskaben. Med artiklerne i dette nummer ønsker vi at udvide feltet af mulige svar.

Mange lokal- og egnsmuseer har store samlinger af redskaber og værktøj fra lokale håndværkere, indsamlet i museernes ungdom i første del af 1900-tallet. Genstandene i disse håndværkssamlinger er fra årtusindskiftet og frem jævnligt blevet ofre for udskillelse af de statsanerkendte museer. Begrundelsen har været, at hånd værksredskaberne fyldte for meget og ikke passede ind i museernes fremtidige strategier.

Men er genstande indsamlet fra lokale håndværkere virkelig ting uden værdi? Er de blot levn fra en tid, hvor marxisme og socialhistorie fik museumsinspektørerne til at indsamle fra hverdagslivet før industrialiseringen? I VAERK - Museumssamlinger, politik og opbygning argumenterer en række museumskyndige for at hånd værkssamlingerne faktisk indeholder fortællinger, som nu eller i fremtiden kan bringe værdi til kulturhistorien og kaste lys over mennesket før maskinerne for alvor overtog håndværkets arbejde.

Uanset om man skal se opera for første eller 117. gang i sit liv, har man glæde af at sætte sig ind i, hvad operaen handler om. Handlingen kan i mange operaer nemlig være mildest talt indviklet, og selvom man nyder musikken, stemmepragten og scenografien, bliver oplevelsen først fuldendt, når man kan følge med i, hvad der foregår – scene for scene, akt for akt.

Opera. 90 værker akt for akt gennemgår i detaljer handlingen i de hyppigst opførte og mest populære operaer. Udvalgt fra 400 års farverig operahistorie. Ledsaget af nutidige og historiske illustrationer fra opførelser i ind- og udland.

I løbet af de sidste 20 år er "det planetære" blevet en fagterm inden for litteratur- og kulturstudierne. Her udgør planeten horisonten for en fornyet interesse i de mange uforudsigelige, komplekse og transnationale forviklinger, der binder mennesket, dyrene, teknologien, materialiteten, kulturer og kapitalismen sammen. Det er fra dette vibrerende ståsted, at Passage 90 udspringer.

Mellem 1750 og 1850 genopdagede danske forfattere den nordiske middelalder, dens historie, kultur og litteratur, og de genfortolkede den i en ny tids ånd. Med inspiration fra Saxos Danmarkskrønike, den norrøne digtning og folkeviserne skabte digtere som Ewald, Oehlenschläger og Ingemann værker, der kom til at definere romantikken i Danmark.

Drømmen om middelalderen blev en fællesnævner for dansk litteratur frem til midten af det 19. århundrede. For nogle var den forestillede middelalder en anledning til at fantasere om eventyr, heltedåd og romantisk kærlighed, mens andre gendigtede den som en storhedstid, der kunne dyrkes som en kilde til national stolthed og til oprejsning af folkeånden.

Bogen er den første samlede fremstilling af middelalderisme – dvs. genfortolkning af middelalderen – i dansk romantisk litteratur. Den viser, hvordan et kosmopolitisk København blev centrum for en ny middelalderfascination, der bredte sig til resten af Europa, og som i vores egen tid giver genlyd i romaner, film og tv-serier om perioden.

Selvom det gamle kloster i Svendborg ikke længere er synligt i bybilledet, fortæller resultaterne fra mange års forskellige udgravninger en rig og spændende historie om franciskanermunkenes liv i byen. Klostret blev indviet i 1236, få år efter at de første tiggermunke var kommet vandrende barfodet til Danmark, på en forholdsvis beskeden grund ud mod kysten, området hvor Svendborg Station ligger i dag. Indvielsen markerede begyndelse på en periode på 300 år frem til reformationen med ud- og ombygninger af klosteret, der vidner om de gunstige forhold, munkene fandt i den driftige middelalderkøbstad.

Få mennesker i Danmark ved så meget om vores middelalderklostre som arkæolog og forfatter Hans Krongaard Kristensen, der nu har skrevet en bog om klostret i Svendborg. Bogen samler de forskellige oplysninger om klostret og inddrager resultaterne fra de mange forskellige udgravninger, der er foretaget på stedet. Et stykke vaskteægte danmarkshistorie.

I middelalderen ser en ny type bygning dagens lys i de danske købstæder – huse opført af teglsten. Stenhusene var en arkitektonisk landvinding, som tidens gejstlige og verdslige begyndte at benytte sig af, til forskel for periodens huse i træ og bindingsværk. Viborgs særlige position blandt middelalderens danske købstæder med landsting, markeder og et rigt kirkeliv kommer til udtryk i opførelsen af usædvanligt mange stenhuse gennem perioden.

Denne bog præsenterer indsigterne fra de efterhånden mange arkæologiske undersøgelser af stenhusene i Viborg, der på trods af flere voldsomme bybrande i 1500-, 1600- og 1700-tallet udgør et unikt materiale til at beskrive middelalderens købstadshuse i Danmark. Samtidigt giver bogen et sjældent indblik i historierne om de mennesker, som beboede stenhusene og det liv, der udspillede sig i middelalderens Viborg.

Tænkepauser er bogserien, hvor topforskere fra Aarhus Universitet formidler deres viden om centrale emner som frihed, netværk og tillid. Idéen er at kanalisere forskningen ud til nye målgrupper og ind i hverdagens pauser - fra sofahjørnet til løbeturen. Hver bog er lækkert designet og udstråler den kæmpemæssige begejstring, som forskerne har for deres emne. Kombineret med lettilgængeligt sprog, en overskuelig længde og en ofte humoristisk tone gør det serien til en intet mindre end fremragende formidling af vigtig viden, som ellers ofte kun skrives af fagfolk for fagfolk.

H.C. Andersen er et verdenskendt kulturelt ikon. Mennesker spejler sig i ham og hans værk og knytter den danske digter til steder, forestillinger og v...

Store Heddinge Kirke er blandt Danmarks mest særprægede middelalderkirker. Med sit høje kor, labyrintiske gange og små, gådefulde rum samt det ottekantede skib adskiller den sig markant fra andre kirker i landet. Bygningen har tydelig inspiration fra kejser Karl den Stores berømte kapel i Aachen – et arkitektonisk valg, der vidner om storhed og kongelig ambition.

Gennem grundige studier af både arkæologiske fund og middelalderlige kilder afdækker bogens forfattere, hvem der stod bag dette monumentale byggeri. Svaret er, at kirken omkring 1150 blev opført som et kongeligt prestigeprojekt under Svend Grathes regeringstid. Bogen giver et nuanceret indblik i kirkens tilblivelse, dens rolle i datidens magtspil og dens betydning for byen Store Heddinge