Forlaget mellemgaard Kunst & Kultur

Mere end 40 år efter de blev dannet og 125 millioner solgte albums senere er Metallica lige så vedkommende, som de altid har været. Der er skrevet meget om bandet, men Meningen med Metallica er den første bog, der udelukkende fokuserer på deres tekster. Deres storslåede guitarriffs og sublime trommer er legendariske, men Metallicas ord matcher intensiteten i deres musik. Forsangeren James Hetfield skriver rockdigte, der beskæftiger sig med død, krig, afhængighed, fremmedgørelse, korruption, frihed, religion og andre tunge temaer. Hetfield beskriver på subtil vis hele følelsesspektret, og hans tekster fortjener at blive nærlæst. Metalicca er mesterlige historiefortællere og kan få deres publikum til at fatte interesse for en lang række karakterer, lige fra en hævngerrig Gud til en selvmordstruet teenager og en mand i midtvejskrise. Meningen med Metallica er som en fængslende samtale med en nær ven. Denne tematiske tour de force, der sporer Hetfields lyriske udvikling gennem årtierne, undersøger alt fra dybe numre som ”Confusion” til megahits som ”Enter Sandman”. Meningen med Metallica rummer nærlæsninger af de rige og komplekse tekster, der utvivlsomt vil kunne give anledning til diskussion.

”Selvom det henvender sig til dem, der er bekendte med Metallica, er her meget at tænke over, selv for dem, der ikke er metalheads. De spirituelle, filosofiske og psykologiske overvejelser vil skabe debat, og seriøse læsere vil blive belønnet.”
– Library Journal

”Irwin demonstrerer et indgående kendskab til de sange, han analyserer. Han er også rigtig i sit es, når han demonstrerer, hvordan Hetfields tekster trækker tråde til andre kunstneriske områder. Bogen er rig på kulturelle, litterære og filosofiske referencer.” – Philosophy in Review

Uddrag af bogen
Når vi har med fortællere at gøre, behandler vi Metallica-sange som den poesi, de er. Denne bog vil ikke beskæftige sig med rimstrukturer og poetisk metrik – eller noget af det, der måske fik dig til at hade digte i i skolen. I stedet kigger vi på ordleg og ideer, måden Hetfield bruger billedsprog og metaforer til at vække vores nysgerrighed og fortælle sine historier. Rockpoesi fungerer kun godt, når du kender musikken. Sangteksterne er skrevet til at blive hørt sammen med musikken – ikke læst alene. Så jeg håber, at når jeg citerer Hetfield, hører du hans stemme i dit hoved, mens den trænger igennem musikken. Denne bog er skrevet til fans, men ikke-fans burde også kunne følge med – selv hvis de ikke hører musikken for deres indre øre.

Her er Leo Tandrups bind 3 i det kæmpeprojekt på fire bind, hvor han forsøger at anskue og nytænke et langt kreativt livs refleksioner over det liv, vi mennesker imellem stadig lever og forsøger at forstå. Bogen her spinder sig ind i Blakes, Delacroix’ og Manets værk. Hvor er vi mellem trøsteløshed og forhåbning? Leo har en række tænkere ved sin side som Hegel og Goethe. Man kommer langt ud og op i perspektiverne, men også langt ind i billedernes sanselige nærvær, ind i det bankende blod som i Delacroix’ frihedsgudinde, ”hans idols frodige, unge og ligefrem lysende nøgne strutbryster, der nysgerrigt kikker med”. Der er tætte iagttagelser og dybe overvejelser. Frihedsgudindens fane er også Leos fane. Det gælder kamp for frihed, lighed og broderskab. Det gælder kunst som handling. Det gælder en ustøvet historieskrivning med sammenvævet socialsfære og intimsfære. Leo skrev med sorg i sindet og med en klingende latter.
Om det tidligere storværk Det oprejste menneske lød det: Han gennemgår ”kunstens kultur- og socialhistorie med de store klassiske pejlemærker som drivtømmer op gennem civilisationens bølgedale”. Det er ”som en californisk kæmpefyr i en dansk bøgeskov” (Martin Kloster i NU, Fyens Stiftstidende 2012); ”Leo Tandrup er et af disse utrættelige mennesker, der bestandigt diskuterer og søger veje for kunstens humanistiske forpligtelse” (Bjørn Nørgaard i en anbefaling af samme værk).

Uddrag af bogen
Delacroix: Portræt af George Sand, klædt som mand, 1834-35. ”Epifanien stråler fra hendes ansigt. Der er ingen svinkeærinder, ingen væren, der begrænser hans frihed … George lyser ham op. Hun gør ham ivrig. Hun vækker hans godhed. Og mere end det, hans kærlighed, som det snart skulle vise sig… Sammen med den bestemte mund gør de erfarne øjne med deres vemod det klart, at hun før har måttet sætte sig imod besiddertrang og magt fra sin omverden. Hendes ansigt åbner sig kun for et forhold til den Anden, hvis denne ikke er ude på at udøve magt, om så i form bare af nydelse eller erkendelse… Den uendelighed, som George ser i den guddommelige kærlighed, lyser næsten uovervindeligt i hendes øjne, selv over for tidens mange voldelige mænd … Med sin nøgenheds absolutte åbning mod Gud eller det Transcendente får hun hjælp til at gøre en modstand, der ikke gør modstand, nemlig den etiske modstand.”

Der er bred enighed om, at vi er nået til et punkt i historien, hvor vi nærmest har sat os i Guds sted, og hvor verden til gengæld reagerer ved at vende os ryggen. De fyrre kunstnerportrætter i denne bog taler ind i den situation. De har form af lyrisk meddigtende dialoger mellem forfatteren og kunstnerne. Derved udfoldes og synliggøres det, at kunstnerne hver på deres måde – og fra alle tider og verdenshjørner – har visioner om verden, som den er i sin egen ret bagom alle vore nyttestyrede og profitorienterede billeder af den. Det er dét lyriske blik, der som et første skridt skal afløse det kyniske, hvis visionerne fremover skal være andet og mere end længsler.

Johnny Madsen er ikke blot kendt og elsket for sin musik, men også for sin finurlige, magiske og til tider surrealistiske pen. Teksterne emmer ikke bare af jordnære betragtninger med afsæt i jysk vestkystkultur, men tegner også kosmisk-mytologiske stemninger af en anden verden. Gennem et rigt billedsprog af høj poetisk værdi er Madsen inde at røre ved alle de områder, der hører menneskelivet til på godt og ondt.
Det lyriske digt taler uden om, ved siden af og ud over dagligdagens konkrete sprog. Det åbner op ind til nye universer, hvis sprog og beskaffenhed vi måske er knap så fortrolige med – også i rocklyrikkens verden. Al god kunst udfordrer det selvindlysende og kalder således på at blive afkodet. Med indgående analyser, tolkninger og kommentarer tager denne bog dig med hele vejen rundt i Madsens underfundige tekstunivers – med plads til både begejstring, inspiration, undren og måske ovenikøbet overrumplende ahaoplevelser undervejs.

Formålet med bogen er at definere, hvad en bog er, og hvornår bøgerne begyndte at udkomme, hvorefter der var en biskop, som gjorde meget for, at vores Danmarkshistorie udkom som bog. Men ingen bøger uden et bibliotek eller endnu bedre en bogbus, som kører helt ud til lånerne, som iler op ad trappen for at finde gode bøger. En bogby er naturligvis også et gode, for så behøver man blot at gå omkring i byen og se på boghandlerne, inden man bestemmer sig for, hvad man vil læse, men man kan også være så heldig, at man bor tæt på et sted, hvor bøgerne ligger gratis til folk, og sådan en bogbørs har vi på Stevns. Etik er et væsentligt emne i enhver filosofisk sammenhæng, hvilket tillige er et fundamentalt grundlag i bøgernes univers, men ellers er læsning og bogglæden det, der får bøgerne ned fra hylden til læsning og fordybelse.

Uddrag af bogen
Det er ikke ualmindeligt, at man forbinder bøger og læsning med ferie og fridage, og man har jo også decideret læseferie på diverse uddannelser, men det er forbundet med ret megen læsning og forberedelse, hvilket er at betragte som alt andet end ferie. Det, mange mennesker imidlertid bruger noget af deres fritid i ferien og fridagene på, og som forbindes med reel afslapning, er at læse, hvilket på mange måder står i kontrast til dagligdagen, hvor der ikke bliver læst så meget mere. Læsning er slet ikke længere så naturligt som før i tiden, hvor man altid havde en bog med sig i toget, læste, før man skulle sove, og i det hele taget brugte bøgerne i diverse sammenhænge.

Bogen er fjerde bind af Leos store værk. Det omhandler tiden fra 1890’erne til i dag med Edvard Munch, Rudolf Rud-Petersen, Otto Dix, Svend Wiig Hansen og Peter Brandes i hovedsporet fulgt af perspektiver med digtere og filosoffer som Franz Kafka, Paul Celan, Rainar Maria Rilke, Albert Camus, Habermas, Hannah Arendt og flere. Hårde dilemmaer kridtes op, og samtidig søges ind i kunstnernes stræben efter håb. Hvorfor har kærlighed og omsorg så svært ved at udfolde sig? Over for Munchs Livets dans må Leo indleve sig i mistroens toner.
Leo Tandrup var ”en mesterlig billedanalytiker”, skrev Asger Brandt om bogværket Det oprejste menneske (2012) i Kristeligt Dagblad. Ole Fogh Kirkeby skrev dengang i Politiken: ”Behovet for en kulturhistorie må søges i et overblik, der er så stærkt og sammenfattende, at det tilskynder os til at vurdere den tid, vi lever i, endnu en gang, Jeg synes, at det lykkes Tandrup at udfordre os med sit overblik”. Firebindsværket her fortsætter det arbejde.
Lisbeth Smedegaard Andersen skrev i Weekendavisen 2019 om Korset og himmelstigen omkring Leos samtaler med Arne Haugen Sørensen: ”Tandrup næsten tvinger kunstneren til at gennemtænke og begrunde sine valg, og man får mange spændende og smukke – betragtninger undervejs”. Det gælder også læseren. Meget bliver vendt og drejet.

Uddrag af bogen
Om Svend Wiig Hansens tegninger i bogen Græsk inspiration (1957/1960). ”Skønhed er mange ting. Men også bare én ting: livet når det funkler. Lad os nyde det sammen og se på hinanden.” ”Menneskene dyrker ivrigt boldspil, morer sig sammen, holder i hånd, hilser venligt, kommer svansende, siger: kom og dans med mig. Se bare hvordan To mænd øver sig … Nogle sidder ene, men ikke ensomme. De ordner hår. De gør nar af sig selv: kan I stikke mig? Se bare, jeg har mere end nok både for og bag. Men nyd mig alligevel… Wiig selv må i bogens 8. tegning helt forpustet klø sig i håret over disse forunderligt intakte mennesker, som han har kastet ned på papiret. De repræsenterede, som der er sagt (af Gynther Hansen i Cras), den platoniske Eros, som skaber ”fred blandt menneskers flok”, den Eros, som filosoffen i Symposion higede efter”.

I Danmark i 1930’erne er der lige så meget fart på udviklingen som det nye lyntog, der passerer den nybyggede Lillebæltsbro. I filmbranchen sker der også store forandringer, hvor stumfilmen nu for alvor forstummer til fordel for tonefilmen. 30’ernes film kendetegnes ved den muntre genre fyldt med komik, romantik og musik. Marguerite Viby og Hans W. Petersen titter til hinanden, Christian Arhoff ’Okke-ja’er og ’Okke-nejer’, imens Ib Schønberg snart for alvor skal blive hele Danmarks Ibbermand. Hvor der i den virkelige verden ikke var meget at grine ad i de voldsomme krisetider, så stod smil og latter i kø i de mørke biografsale. Det var dog ikke lystspil hele vejen igennem, for faktisk starter tonefilmen med kendte dramatiske værker af både Blicher og Drachmann. Danskerne kunne også stifte bekendtskab med skattefrie historiske film og de første danske musicals. Velkommen til en fantastisk tidsrejse igennem filmens første tonefilmsårti – 1930’erne.

Man kan komme langt væk og ud til fjerne egne, hvor der er meget at se og opleve, men man kan også koncentrere sig lidt om det nære og de nærmeste seværdigheder, og det kan være lige midt i Danmark på en ø, hvilket er Fyn, der er fyldt med diverse interessante lokaliteter. Her er sten, som minder en om personer og begivenheder, steder, som man kan besøge og i kølvandet herpå få sat tankerne i gang, og det hele samles til diverse stemninger i ens hoved, som man aldrig glemmer igen. Det er bogens formål at komme omkring mange af disse sten, steder og stemninger på Fyn, og det sker i kronologisk orden og altså med blik for de historiske, filosofiske, geografiske og naturligvis eventyrlige forhold og tilgange. Fyn er et enestående koncentrat af tænksomme personligheder, smukke seværdigheder og naturens mangfoldigheder.

Uddrag af bogen
Læsningen tog således sin begyndelse på Rytterskolerne for de små rytterbørn, som snildt kunne udvikle sig til store læseheste, og der findes som bekendt mange former for læsning, for der er højtlæsning, lektielæsning, eksamenslæsning, frilæsning og pligtlæsning, men enslydende for dem alle er, at man lader sig fylde af et univers, der snart kan fylde en op med nye tanker, hvorfor man tanker op og typisk får fornyet energi. Man kan vinde prinsessen og det halve kongerige, men bedre er det at finde den hele kongstanke, mens man læser om prinsessen på ærten, og den ædle dannelsestanke levner ikke plads til princip- eller paragrafryttere, men man behøver ikke at ride samme dag, som man sadler.

Alle taler om tro. Efter en længere periode i 1970’erne og 1980’erne, hvor al tale om troen var sat i skammekrogen, og det var karriereødelæggende for en forfatter at skrive om præster og tro, er dette nu blevet mainstream.
Litteraturens præster (1900-2025) gennemgår 125 litterære værker fra de sidste 125 år, hvor præsteskikkelsen har en vigtig rolle. Der afdækkes nogle mønstre og anes en forståelsesramme for litteraturens syn på præsten.
Hvor præsten før Anden Verdenskrig i nogen grad repræsenterede evangeliet og var bærere af det metafysiske og det hellige, er præsten i dag mere en person, der præger evangeliet. Han/hun er kommet ned i øjenhøjde med læserne. Teksterne i dette udvalg fortæller ikke så lidt om danskernes trosrejse de sidste 125 år.

Uddrag af bogen
Her er det nok forfatteren, der lægger sine egne overvejelser i præstens mund. Kirken skal jo ikke forsøge at følge med tiden, den skal blot forkynde evangeliet, i tidens sprog ganske vist, men uden at tilpasse budskabet til det, tidsånden kræver eller forventer. Kirken skal tale ind i tiden, ikke være et halehæng til tiden. Vedgå sit rodfæste, herunder sine historiske rødder. Tiden er, som den lidt mismodige præst siger, løbet fra kirken, og det vil tiden vel altid forsøge at gøre, for den er ikke på samme måde bundet af historien og traditionen. Det kan virke, som om tiden oversvømmer kirken, men holder kirken fast ved evangeliets gamle og evigt unge budskab, vil den i den grad være mere livsduelig end tiden. Afgørende i denne sammenhæng er, at vi har at gøre med en etableret ikkekristen forfatter, der er optaget af såvel præsten som kirkens rolle i tiden, bekymrer sig om begge og ønsker, at de ikke opsluges af tidsånden, men vedbliver med at være en stemme i tiden. (Om Thomas Bobergs Insula).

Potsdam i kunsten – Kunsten i Potsdam. En kulturhistorisk guide
Den første guidebog på dansk om byen med UNESCO verdensarv-prædikat og de mange slotte fra barokken, rokokoen og historicismen
Det hollandske, franske, russiske, norske, mauriske og kinesiske Potsdam
Den dramatiske historie fra preussisk garnisonsby, værtsby for konferencen i 1945 om Tysklands deling, delstatshovedstad i DDR med Stasi-militærby, grænsebro med spionsudvekslinger og genopbygninger efter krigen
Turforslag med QR-koder til byvandringer, slotsparker, naturområder, sejl-. og sporvognsture Museer, gallerier, gadekunst og kunst i parkerne. Historiske ”vidner”, regenternes kulturelle indflydelse, stilbegreber og mytologiske forklaringer
Farveillustrationer med kunstværker fra byens museer og områder.
Uddrag af bogen
Man kunne begynde ved den flade sten på den østlige forside af slottet Sanssouci. Her er en imponerende udsigt over slotsparken med fontænen i forgrunden og Potsdam længere bagved. Sandsynligvis ligger der mindst én kartoffel på stenen, og op ad dagen kommer der gerne flere. Under stenen ligger Frederik d. Store begravet, og da det var ham, der anerkendte kartoflens betydning i Preussen for at undgå hungersnød under krige, skal han tiltænkes en af sine kære afgrøder. Under de 11 andre stenplader er kongens hunde begravet.
Fra sit slot kunne Frederik d. Store skue ud over sin park langt fra det kolde slot i Berlin og en skiden by med besværlige ministre og generaler. Husk selv at medbringe en kartoffel, læg den sammen med de andre kartofler, og nyd udsigten med ham.

To folketingsmedlemmer, cirka 15 viceborgmestre, Danmarks største popstjerne, Miss Danmark, Danmarks bedste fotograf, kendt tv-vært, dommer i landsretten og prisnominerede skuespillere. Indvandrere og efterkommer fra provinsen Konya i Tyrkiet har succeser på stribe i Danmark. Det er en befolkningsgruppe, der siden deres ankomst som gæstearbejdere i 1960’erne har ydet og vedbliver at yde et stort bidrag til det danske samfund. I en tid med en stærk indvandringskritisk atmosfære minder denne bog om, at indvandring meget ofte er en vellykket affære, og at landets nye borgere har overordentligt meget at tilbyde. Der er reelle problemer med integration herhjemme, som ikke kan benægtes eller negligeres. Men der er også mange gode ting og succeser – og de historier skal også fortælles.

Uddrag af bogen
Hvad er årsagen til de mange succeser? Forfatteren Halil Küçükyıldız kom herop alene som 24-årig i 1976 (...) En af årsagerne til den hurtige integration skyldes, at Konya-borgerne allerede havde et fundament, fordi de kunne flere sprog i forvejen, mener Halil Küçükyıldız (...) ”Derudover er samfundet mere åbent og ikke så konservativt, at de eksempelvis forbød kvinder at få sig en uddannelse. Vi gav plads til, at pigerne kunne læse,” siger han. I 2015 skrev Jyllands-Posten: ”Indvandrerpiger overhaler danske drenge i skolen” (...) Han bakkes op af Doğan Durukan, SF-politikeren fra Høje-Taastrup med rødder i Şerefli: ”Vi har nærmest en autokontrol over for hinanden. Hvis hans søn har studeret, så kan vi også. Der var muligheder for uddannelse i Danmark, så det ville være dumt ikke at gøre brug af dem.”

Myterne har givet mennesket en forståelse af dets samhørighed med naturen på en anden vis end filosofien og senere videnskaben har kunnet.

De har altid set så forbitret på ham, at han er endt med ligeved at få dem kær.

Bogen Ni historiske have- og byvandringer er en underholdende og oplysende øjenåbner til udvalgte områder af Frederiksbergs og Københavns have-...

H.C. Andersens livskunst inviterer dig til at digte dit liv, som H.C. Andersen gjorde det. Det vil sige at gøre dit liv til et eventyr ved at samle in...

At begrebet ”værdikriger” ikke er et postmoderne fænomen, står klart for én, når man stifter bekendtskab med Johannes Jørgensens litteratur- og kunstanmeldelser. Til gengæld har nutidens kulturelle værdikrigere svært ved at hamle op med Jørgensens enorme viden og belæsthed, endsige hans elegante og kirurgisk præcise pen.
Johannes Jørgensens europæiske udsyn, kombineret med hans forankring i det danske, gør denne samling anmeldelser til en tour de force i europæisk og dansk kulturhistorie fra 1890’erne og frem til tiden efter anden verdenskrig.
Når man læser Johannes Jørgensens anmeldelser, forstår man, hvorfor han – efter H.C. Andersen – er den mest oversatte danske forfatter.

Uddrag af bogen
Thi for Symbolismen er det Subjektive væsentligt og Virkelighedsgengivelsen uden Værd. For Symbolismen er Virkeligheden kun udtryk for Stemningen, og den symbolistiske Maler omdanner derfor paa sine Billeder Naturens Former og Farver efter sin Stemnings Behov.
Det indses heraf, hvor urimeligt man handler i at forarge sig over et symbolistisk Billedes usandsynlige Farver eller urimelige Konturer. Meningen med et saadant Maleri er jo ikke at efterligne Naturen, at afbilde et Stykke Virkelighed – men i Beskuerens Sjæl at fremkalde en Stemning svarende til den, hvoraf Kunstneren i Frembringelsens Øjeblik har været opfyldt. Da Vincent van Gogh vilde fremstille Kristi Passionshistorie gjorde han det i en Række Landskaber, gennem hvis Melankoli og Majestæt han søgte at udtrykke Guddommens Lidelser.

Bogen søger ind i 14 fortællinger, der har betydet meget i vores kulturelle horisont, og som er blevet skildret igen og igen i 1800-tallets billedkunst. Nogle er fra antikken, andre fra litteraturens verden, andre fra det kristne univers. Det er historierne om Roger og Angelica, Apollon og Daphne, Wilhelm og Mignon, Faust og Gretchen, Jason og Medea, Ferdinand og Miranda, Hamlet og Ophelia, Susanne og de ældre, Paolo og Francesca, Dante og Beatrice, Salome og Johannes Døberen, Tristan og Isolde, Sappho og endelig faunen. Den gode kunst skaber aktive dialoger med myterne. Hvad sker der med kvindeskikkelserne i kunstnernes fortolkninger? Hvordan bringes myterne i spil, så 1800-tallets komplekse virkelighed også anes i billederne? Er der muligheder for at folde sit væsen ud? Hvordan er forholdene mellem realiteter og ideelle forestillinger?

I 1920’erne fulgtes sangere med kurdiske partisaner i et oprør for musikalsk at tilskynde dem til angreb på britiske styrker og ”ødelægge fjendens moral”. Siden har kurdisk musik og politik været uadskilleligt forbundet. Med musik som våben giver læseren et indblik i historien bag kurdisk musik. Samtidig beskriver bogen, hvordan Nasir Rezazî, Şivan Perwer, Aram Tîgran, Hama Jaza, de såkaldte dengbêj osv. bidrog til at bevare et sprog og en kultur, der søgtes udryddet af regimerne i Bagdad, Damaskus, Ankara og Teheran. Bogen er dedikeret til de kurdiske sangere Ahmet Kaya (1958-2000), Erdewan Zaxoyî (1957-1986), Merziye Rezazî (1958-2005), Mihemed Şêxo (1948-1989) og Hama Jaza (1949-2010).

Uddrag af bogen
Sangeren Ahmet Kaya vandt flere priser i Tyrkiet. Under en prisoverrækkelse i februar 1999 udtalte han: ”Jeg skal synge en kurdisk sang i et album, som jeg for tiden arbejder på, og som snart udkommer og jeg vil lave en musikvideo til den. Jeg ved, at der iblandt jer er ærefulde tv-folk, der vil vise denne musikvideo. Vi er nødt til at erkende den kurdiske realitet.” Herefter blev han verbalt angrebet og udsat for en lynchstemning af sangere, heriblandt det tyrkiske nationalistiske popikon Serdar Ortaç og Grup Ayna og mediefolk, som Şenay Düdek.

klar til for alvor at være Jesus til vilje… ’Jeg er af hjertet din, så tag det og brug det’.

I 1940 har der været lyd på filmen i godt og vel et årti, og ingen er længere i tvivl om, at det er fremtiden. Men noget rører sig i den danske filmverden: Nordisk Film og Palladium må nu dele rampelyset med nye studier som ASA og Saga, der imponerer med moderne tonefilm.
Publikum elsker stadig lystspil, selvom anmeldere og politikere håber på større kunstnerisk dybde. Krigen lukker de amerikanske film ude og baner vejen for danske biografsucceser, men tyskernes tilstedeværelse gør filmbranchen usikker. Marguerite Viby stråler i årets første danske film, mens en ny generation af talenter overtager scenen. Publikum fanges også af nye filmgenrer som krimi og gys. Dokumentarfilmen kommer til og sætter fokus på samfundsproblematikker.
Efter krigen vender de amerikanske film tilbage, og senere truer fjernsynet dansk filmindustri.
Velkommen til en spændende rejse gennem dansk filmhistorie i 1940’erne, hvor alt kan ske.

Uddrag af bogen
Nye kræfter kommer til i dette nye filmårti – både bag kameraet og foran. Vi er naturligvis blevet dygtigere til at lave film, vi er rent videnskabeligt blevet klogere, og vi strækker halse – helst til USA – for at se, hvad der rører sig af interessante ting, som vi kan bruge hjemme i vores danske filmatelierer. At der er krig i verden – og i Danmark – går ikke ubemærket hen, heller ikke hos filmselskaberne. Det springende punkt er råfilmen, en vigtig præmis for at kunne producere film. Det er tyskerne, der sidder på råfilmen, og det bliver ’noget for noget’.

Rå og uredigerede skitser fra et live med Pen and Paper-rollespil. Når fantasien fik frie tøjler rundt om rollespilsbordet, kom de mest underligste og mystiske skabninger til live på papiret. Dette er ikke en bog med de pæne og færdige illustrationer, men med de rå, grove og ufærdige streger, der måske er begyndelsen på noget mere ...

Bogen beskriver indledningsvis Ruth Webers genetiske bagland med specielt fokus på hendes far, den fandenivoldske Oluf Weber. Som ung levede Ruth Weber på samfundets allerøverste hylde som en del af det københavnske jetset. Senere fandt hun i malerkunsten et blivende ståsted i sit liv, og hun blev gennem hele sit kunstneriske karriereforløb rost til skyerne af en enig anmelderskare. Alligevel måtte hun udkæmpe svære kampe i sit sind, hvor mindreværdsfølelse, angst og tungsind ofte tog livtag med den lyse tilgang til livet, som hun følte var hendes egentlige jeg. I mange år levede Ruth Weber i Ballen på Sydfyn. Her var hun enlig mor for 60-70 katte. Forgældet var hun, men afklaret og frigjort fra et overklasseliv, som hun havde så svært ved at se sig selv i. Bogen er en yderst velresearchet biografi om en fascinerende kvindelig dansk kunstnerpersonlighed, der fortjener en plads i vores erindring.

Uddrag af bogen
Ruth Webers første separatudstilling. København 1933. Social-Demokraten: ”Blandt de mange Separat-Udstillinger, Efteraaret allerede har bragt, lyser Ruth Webers op, fordi der ikke findes et eneste ugideligt eller vanemæssigt Billede. Alene hendes lidenskabelige Malertrang er et Særsyn, og det føles, at den dikteres af et indre menneskeligt Pres mere end af et Ønske om at male smukke Billeder. Hendes Form er meget energisk, og kan være temmelig grov, navnlig i nogle af de store Modelbilleder, men hun faar udtrykt noget med den, og det er man jo ikke forvænt med. Alene det, at hun beskæftiger sig saa levende opfyldt med Menneskefremstillingen beviser, at hun vil noget. Billederne som Rosa, Lille Pige og Konen fra Asylet bekræfter, at hun ogsaa kan noget. De giver mere end det udvendige af de
Mennesker, hun har malet.”