Litteraturens præster (1900-2025) - Kunst & Kultur - Hæftet

Alle taler om tro. Efter en længere periode i 1970’erne og 1980’erne, hvor al tale om troen var sat i skammekrogen, og det var karriereødelæggende for en forfatter at skrive om præster og tro, er dette nu blevet mainstream.
Litteraturens præster (1900-2025) gennemgår 125 litterære værker fra de sidste 125 år, hvor præsteskikkelsen har en vigtig rolle. Der afdækkes nogle mønstre og anes en forståelsesramme for litteraturens syn på præsten.
Hvor præsten før Anden Verdenskrig i nogen grad repræsenterede evangeliet og var bærere af det metafysiske og det hellige, er præsten i dag mere en person, der præger evangeliet. Han/hun er kommet ned i øjenhøjde med læserne. Teksterne i dette udvalg fortæller ikke så lidt om danskernes trosrejse de sidste 125 år.

Uddrag af bogen
Her er det nok forfatteren, der lægger sine egne overvejelser i præstens mund. Kirken skal jo ikke forsøge at følge med tiden, den skal blot forkynde evangeliet, i tidens sprog ganske vist, men uden at tilpasse budskabet til det, tidsånden kræver eller forventer. Kirken skal tale ind i tiden, ikke være et halehæng til tiden. Vedgå sit rodfæste, herunder sine historiske rødder. Tiden er, som den lidt mismodige præst siger, løbet fra kirken, og det vil tiden vel altid forsøge at gøre, for den er ikke på samme måde bundet af historien og traditionen. Det kan virke, som om tiden oversvømmer kirken, men holder kirken fast ved evangeliets gamle og evigt unge budskab, vil den i den grad være mere livsduelig end tiden. Afgørende i denne sammenhæng er, at vi har at gøre med en etableret ikkekristen forfatter, der er optaget af såvel præsten som kirkens rolle i tiden, bekymrer sig om begge og ønsker, at de ikke opsluges af tidsånden, men vedbliver med at være en stemme i tiden. (Om Thomas Bobergs Insula).