Biografi og memoirs - side 14

Da Peter Øvig gravede sig ned i en research om seksuelle overgreb mod børn på danske børnehjem, viste der sig et uhyggeligt billede: Overgrebene var omfattende, velorganiserede og stod ofte på over flere årtier. Samtidig viste det sig, at både børn og ansatte på børnehjemmene havde forsøgt at råbe ledelse og myndigheder op, alt sammen forgæves. Gennem otte års arbejde mødte Peter Øvig en række tidligere børnehjemsbørn, som fortalte om organiserede seksuelle overgreb, de havde oplevet på børnehjem rundt i landet, især i 1960’erne og -70’erne. Trods stor modvilje imod at bevæge sig ind i mørket med dem, tænkte han, at det var helt nødvendigt at lade deres stemmer og fortællinger blive hørt. De tidligere børnehjemsbørns åbenhed er et lyspunkt sammen med historien om den nu 88-årige psykolog Oskar Plougmand, der i 1970 blev ansat i Børneforsorgen som tilsynsførende med omkring hundrede danske skole- og børnehjem. Som den første nogensinde begyndte han at tale med børnene, når han tog på inspektionsbesøg. Dermed opdagede han nogle af de massive overgreb, eksempelvis de tragiske forhold på det i dag mest kendte af børnehjemmene, Godhavn

Et nuanceret, begavet og bevægende opgør med et ekstremt og karismatisk kristent ungdomsmiljø.

Koden på den 15-årige Kristines hævekort er 6220. Tallene repræsenterer vers 20 i Galaterbrevets andet kapitel i Det Nye Testamente. “Jeg er korsfæstet med Kristus. Jeg lever ikke mere selv, men Kristus lever i mig,” står der hos apostlen Paulus. Det er en formulering, hun tager helt bogstaveligt med alt, hvad det indebærer af frygt, tvivl, angst, ensomhed, frihed og entusiasme.

Tyve år senere står journalisten og musikeren Kristine Hovda på stranden ved Ogna, hvor hun blev døbt som teenager, og spekulerer på, om hun overhovedet kan bruge noget af det, hun engang lærte om Gud. Eller om hun er nødt til at lære at leve for sig selv.

Jeg lever ikke mere selv er et nuanceret, bevægende og begavet opgør med ekstreme karismatiske kristne ungdomsmiljøer i den norske pinsebevægelse.

En huskebog til de store årgange fra 1940'erne – hvor du kan læse og huske frem og tilbage, mens du taler med familie og jævnaldrende venner om barndom, ungdom, voksentid, alderdom og drømme. Både de drømme, der er blevet opfyldt, og dem, der stadig venter længere fremme.

I 1946 blev der født 96.111 danskere, den største årgang nogensinde. Mere end 58.000 er stadig i live i 2026.

Der var ikke mange forventninger til fremtiden for børn født i 1940’erne. Man talte ligefrem om en forestående ungdomskrise, men det kom heldigvis til at gå helt anderledes.

Generationen, født ind i et fattigt samfund i skyggen af 2. Verdenskrig og atombomben, satte sig nye mål, og verden ændrede sig hurtigt. Kolonier blev selvstændige stater, velfærd kom på dagsordenen, flere fik en uddannelse, og kvinder myldrede ud på arbejdsmarkedet og krævede ligestilling.

I 1909 rejser Laurits K. Larsen fra Danmark til Manchuriet. Med sig har han sin hustru, Olia, en nyligt erhvervet uddannelse som læge og en opgave, der lyder på at omvende kineserne til kristendommen.

Laurits voksede op på det fattige Nørrebro i slutningen af 1800-tallet. Den stærkt troende plejemor gav ham en uddannelse mod at lade sig udsende som missionær.
I 15 år boede han og Olia i Manchuriet, som var præget af epidemier og politisk uro. Undervejs fik de otte børn, hvoraf det første døde godt et år gammel.

Pest, tyfus og hedenskab er en fortælling om rejsen til det fjerne og fremmedartede Kina og om at stå i gæld til kristendommen og kæmpe mod sygdom, død og intriger for den umulige opgave at omvende kineserne. En bevægende og dramatisk historie om den pris, missionærerne betalte for et mislykket missionsarbejde i Kina, fortalt på baggrund af dagbøger, breve og artikler af læge Laurits K. Larsen og illustreret med fotos fra tiden.

14 DAGE er en rå, ærlig og intens fortælling om livet som contractor i Irak. Gennem dag-for-dag beretninger inviteres læseren ind i en verden præget af død, kaos og konstante trusler – men også af broderskab, overlevelsesinstinkt og personlig udvikling. Forfatteren, en tidligere elitesoldat og livvagt, deler sine oplevelser fra nogle af de farligste områder i verden, hvor hver beslutning kan være den sidste. Bogen er både en kampberetning og et indblik i en mand, der forsøger at finde mening i meningsløse omgivelser. En livshistorie, der viser, hvordan man kan bevare sin menneskelighed midt i krigens mørke – og hvordan selv de hårdeste krigere kæmper deres indre kampe.

Uddrag af bogen
‘Vi rykker ud.’ Motorerne brummede til live, og vi satte kursen mod det nordlige Irak, velvidende at enhver kilometer kunne blive den sidste. Jeg kunne mærke spændingen i luften – fra frygt til en slags beslutsomhed. Alle vidste, at dette ville blive farligt. Alle vidste, at vi kunne miste folk undervejs. Men vi havde ingen valg. Vi var her for at fuldføre en mission, og intet skulle få os til at vakle. Ikke nu, ikke endnu.

Hvad tænker man, når man som 29-årig får at vide, at man er uhelbredeligt syg? Hvordan forholder man sig, når det hele kan slutte hvert øjeblik? Glenn Vindfeldt har et måske overraskende svar på de spørgsmål. Man smiler. Man glædes. Man vender ansigtet mod lyset og siger tak.

Glenn har levet et vildt liv, til tider svært, ofte fantastisk, altid i fuld fart. Da han bliver diagnosticeret med uhelbredelig kræft, rammer det selvfølgelig hårdt. Alligevel lykkes det ham at se lyst på livet – det, der har været, og det, der trods alt er tilbage. Og Glenn, som aldrig har læst en bog færdig, beslutter at skrive en selv. Resultatet er her: Min sidste tak.

I bogen fortæller Glenn hudløst ærligt om sit liv før, under og efter kræftdiagnosen. Om en hård barndom med en psykopatisk far og med udiagnosticeret ADHD, om et hæsblæsende ungdomsliv og om den stormende forelskelse i Cecilie, som han mødte for rullende kameraer i realityprogrammet ’Stranded on Honeymoon Island’. Han fortæller om kemobehandlingerne, familiens sorg og alt det svære – men igennem det hele lyser en fuldstændig ukuelig livsglæde og taknemmelighed.

EN RÅ, HUMORISTISK OG LIVSBEKRÆFTENDE FORTÆLLING OM AT MISTE KÆRLIGHEDEN – OG FINDE SIG SELV IGEN.

Hvad gør man, når livet falder fra hinanden? Når man siger ordene: ”Jeg vil skilles” – og pludselig står midt i orkanens øje med et blødende hjerte, børn i 7/7-ordning og en Tinderprofil, man ikke aner, hvordan man bruger?

I De siger, det tager 2 år – men hvem tæller inviterer Danica Chloe læseren helt tæt på sin rejse før, under og efter en skilsmisse. Det er en hudløs ærlig fortælling om de umulige samtaler, de ensomme aftener, de vanvittige dates og de små sejre, der føles som milepæle.

Det her er ikke en selvhjælpsbog. Det er en genkendelig, varm og modig beretning, som både trøster, underholder og inspirerer. For alle, der har elsket, mistet eller bare har brug for at vide, at de ikke står alene.

Gennem mere end et årti har Betina Johnbeck skildret virkeligheden og livet – også de når viser sig fra deres ondeste sider. Som rejsende fotograf for DR Nyheder har hun med sit kamera dokumenteret de ubegribelige lidelser og materielle ødelægger, der altid er resultatet, når mennesker i strid med al fornuft fører krig mod hinanden. I Når verden er i krig tager hun os med gennem krigszoner, naturkatastrofer og de personlige omkostninger.

Hun har med sit kamera vist os, hvad der sker, når bombefly smider deres dødbringende last over uskyldige børn. Og hun har været tv-seernes vidne, når jordskælv og andre naturkatastrofer har ramt verdens fattigste. Når vi hjemme i stuerne satte os foran tv-skærmene, var det i mange år Betinas billeder af nød, død og ødelæggelse, vi fik ind i stuerne. Ofte optaget under ekstreme forhold, hvor Betina med sit kamera i hånden måtte løbe for livet for at sikre de billeder, vi aldrig glemmer.

Betina har personligt betalt en høj pris for sit arbejde. Men hun har også fundet modsætningen til sorg og håbløshed: lykke og kærlighed.

“Det begynder med en opringning.
Og så dør din mor.”

NU SKRIGER JEG I STILHED er en vred og håbefuld fortælling. Om at føle sig socialt marginaliseret. Om fodbold, slåskampe og skolegang. Om at være forældreløs og få en ny familie. Om sorg, der bliver gemt væk bag en smilende facade. Om alt det, man ikke selv er skyld i, men som man ikke kan slippe for.

Og et anerkendende nik til alle andre, der også har følt sig udenfor.

Arnarulúnguaq (1896-1933) var Knud Rasmussens kvindelige grønlandske rejseledsager på 5. Thule-ekspedition, også kendt som Den Store Slæderejse, der 1921-24 gik fra Grønland til Stillehavet.

Hvor Knud Rasmussens bedrift er blevet beskrevet og hyldet i 100 år, er opmærksomheden i stigende grad også blevet Arnarulúnguaq, ’det lille kvindemenneske’, til del. I de overleverede rejsebeskrivelser hører man sjældent hendes egen stemme, men man fornemmer ofte hendes tilstedeværelse som en helt afgørende skikkelse, uden hvem ekspeditionen næppe var lykkedes.

Denne bog er et portræt af Arnarulúnguaq, som blev født i en tid og under vilkår man knap fatter i dag; fx var hendes mor i desperation over en faderløs børneflok og udsigten til sult og lidelse ved at tage livet af hende, da hun var 7. Men det er også et mere omfattende portræt af en tid og et folk, som boede på den kyst, som stadig omfatter den nordligste, oprindeligt beboede strækning i verden.

Hun øvede sig hjemme, på legepladsen, i supermarkedet. Hun så fjernsyn og gentog alt, hvad de sagde. Efter blot en uge begyndte hun at oversætte for sine forældre – til deres store overraskelse.

Erkan Özden ser tilbage på sin farfars, sin fars og sin egen historie.

Kasper Andersson er i en ung alder gået på jagt efter både den store og den lille mening.

I november 1999 begyndte Joan Didion at se en psykiater, fordi hendes familie havde haft "et par hårde år." Hun beskrev sessionerne i en logbog, som hun stilede til sin mand, John Gregory Dunne.

I flere måneder nedfældede Didion samtalerne med psykiateren. De første sessioner fokuserede på alkoholisme, adoption, depression, angst, skyld og de hjerteskærende udfordringer i relationen til hendes datter, Quintana. Emnerne udviklede sig til også at omfatte hendes skrivning, som hun havde svært ved at koncentrere sig om igennem længere perioder. Der var samtaler om hendes egen barndom — misforståelser og manglende kommunikation med hendes mor og far, hendes tidlige tendens til katastrofetænkning — og spørgsmålet om eftermæle, eller som hun sagde, "hvad det har været værd."

“Det er sensommeren 1987. Jeg går på en grusvej, langt ude på landet, himlen er lysegrå, og jeg er lige fyldt 20 år. Jeg ved, at jeg skal dø, ikke lige nu, men snart. Manden, der har slået mig ihjel, står på en gårdsplads for enden af vejen. Han har tændt et bål, og han er hvid i ansigtet af frygt, mens han ser mig komme nærmere. I min erindring er vi frosset der, jeg kan ikke huske ordene, kun at verden føltes helt tom, at der på hele kloden kun fandtes ham og mig, gårdspladsen og bålet.”

Da forfatteren Liz Jensen i 2020 helt uventet mistede sin unge søn, vildtbiologen og klimaaktivisten Raphäel Coleman, gik hun i stykker, og i lang tid var der ikke andet end mørke, sorg og fortvivlelse over hans meningsløse død. Men med tiden erfarede hun, at den eneste måde, hun kunne leve videre på, var ved at engagere sig i noget, der var større end hende selv, nemlig den kamp for klimaet og den vilde natur, som havde fyldt sønnens tilværelse. Dit vilde og dyrebare liv er en stærk og bevægende skildring af en sorg- og helingsproces.

Forlag: Gyldendal, Forfatter: Tom Buk-Swienty, Indbinding: Indbundet, Sprog: Dansk, 756 sider
I Afrika kaldte de hende "The Lioness". Hun ankom i januar 1914 med store drømme om et nyt og frit liv, og forlod kontinentet ribbet for alt i 1931.

Under månen skildrer et overraskende kærlighedseventyr, hvor Michael Falch kæmper for at gense sin asiatiske kæreste, der er udvist af Danmark. Det er eventyret om det genopståede MALURT og deres sidste, rørende turné. Det er beretningen om tungsind og livsglæde, fortidens spøgelser, truende alderdom, dyb passion til rockmusik og fodbold - alt skildret med den selvironiske åbenhed, man kender Michael Falch på.

På hvert opslag skjuler sig et eller flere dyr af en bestemt art. Man får nogle hints til at gætte dyret og kan så tælle hvor mange der er.

De smukke illustrationer ligner Peggy Nilles normale fantasifulde og farverige universer, men gåder og findeopgaver er lettere.

MØ og Fryd har kendt hinanden længe. Nogen gange som kollegaer, nogen gange som roommates, altid som livsvidner. RACING – Circles of doubt, Squares of light er et nyt blik på MØ, set både på de store scener og med de private følelser. Det er et blik ind i en verden af kunst, musik, berømmelse, rejse, kvindelighed og venskab. Dagbogsbidder fra et liv på vejen, fra de højeste tinder og de dybeste dale. Kapitlerne i bogen er opkaldt efter tekstbidder fra MØs diskografi, og hver af dem behandler et tema, som har været vigtigt for de seneste ti år af MØs karriere. Det er ærligt, poetisk og rørende – med Fryds ikoniske fotografier som visuelle fortolkninger.

Hvad skal man bruge sin formue og sit privilegium på?

Johannes Hage (1842-1923) var en socialt engageret filantrop, der i en menneskealder var med til at forme Nordsjælland med velgørenhed.

Som barn af en af Københavns mest prominente familier havde Johannes Hage rigeligt af både formue og privilegier. Familien Hage var ikke bare stenrig og politisk engageret, men også dybt involveret i samtidskunsten i midten af 1800-tallet, og hele kultureliten kom i deres hjem.

Johannes Hage blev formet af sin families dannelsesidealer og den fælles tro på, at verden kan forandres, i et miljø som meget direkte stod bag Grundloven og enden på enevælden. Men modsatforældrene holdt han sig ude af det pulserende liv i eliten og trak sig tilbage til Nivaagaard og et liv med landbrug og lokal filantropi. Og med tiden: en udsøgt malerisamling.

Ud fra private breve, erindringer og rejsedagbøger tegner bogen et billede af en enigmatisk mand, som formede en hel lille verden i Nivå og donerede sin kunstsamling til offentligheden.

Heidi Laura, født 1966, er ph.d., kulturjournalist og forfatter til en række bøger om kunst og kulturhistorie. Har bl.a. skrevet den anmelderroste bog En bid af paradis. Bjørn Wiinblad og hans tid (2018) og har været hovedforfatter på jubilæumsbogen Arken. De første 25 år (2021).

Ludvig Holberg (1684-1754) var en rebel, der provokerede både universitet, centralmagt og præsteskab, og nok gik han, satiriker som han var, helt ud til kanten i sin udforskning af menneskenes galskab og verdens absurditet, men samtidig besindede han sig. Middelvejen forpligtede ham, han vidste, hvor truet den er.

Holberg tilhørte oplysningstiden, hvis skribenter ville sprede befriende lys, men det, der også i dag gør dem vedkommende, er deres nagende tvivl om selve fornuftens styrke. Holberg viste i sine komedier, sine essays, sine biografier, sine historiske værker osv., at fornuften ikke kan styre følelserne, når det kommer til stykket. Holberg bragte menneskesindets ”sælsomme kaos” frem i lyset, han var en eminent psykolog.

Adskillige af de komedier, Holberg digtede, er verdenslitteratur. Og som tænker kæmpede han for tolerance mellem religionerne, for udstrakt ytringsfrihed og for kvinders ligeret. For at bevare hans banebrydende livsværk som en levende realitet må det udforskes og beskrives, og det er netop, hvad dr.phil. Ole Thomsen gør i Besindig rebel, hvor han åbner for et nyt syn på Holbergs fængslende tankeverden. Til det formål er Holbergs selvbiografi, nyoversat fra latin af Ole Thomsen, en uudtømmelig kilde, og det er første gang, den spiller så fremskudt en rolle i et værk om Holberg.

Den grønne by er fortællingen om Elementbyen – om børnelivet i 1950'erne og 1960'erne ude i de naturfyldte omgivelser, om de sociale lag beboerne imellem og om de betydninger, som opvæksten har haft for byens børn.

25 børn fortæller om, hvordan det var at vokse op i bofællesskabet i Hjortekær, og deres barndomshistorier danner en smuk mosaik af de mange forskellig elementer, vi bærer med os videre gennem livet fra vores opvækst. Det er et tilbageblik på en anden tid, der sætter alt fra børneopdragelse og frihed til grønne områder og arkitektur i perspektiv.

Blandt nogle af Elementbyens tidligere beboere er bl.a. Louisiana-arkitekten Jørgen Bo, der også tegnede byens huse, forlæggere og Gyldendal-direktører Otto Lindhardt og Mogens Knudsen, grafikeren Claus Achton Friis og enfamiliehusets fader arkitekt Bertel Udsen. Tennisspilleren Torben Ulrich, der medvirker i bogen, var også en del af byens intellektuelle kreds.

Det var, da kunstneren Maria Torp malede en afghansk kvinde neddyppet i blæk som symbol på kvinders ret til at stemme, at hun for første gang mærkede det meningsfulde i at bruge sin kunst til at italesætte en sag. Emnet kvinders liv og rettigheder gav genklang, og det blev starten på projektet Shaping a Pattern, en samling portrætter af mennesker, som dagligt lægger deres sjæl i kampen for at forbedre ligestilling mellem kønnene – og for hvem det lykkes. I bogen beskriver Maria Torp sit enestående arbejde med at researche og udvælge ildsjælene, om rejserne og møderne i hele verden og om de meget forskellige processer frem til de færdige værker. Trods de alvorlige emner, der behandles – blandt andet vold mod kvinder, omskæring, barnebrude og retten til fri abort – er projektet en livsbekræftende fortælling om håb og mennesker, der gør en forskel.

Bogen rummer et væld af positive og kærlige beskrivelser af forfatterens oplevelser de seneste 4-5 år, blandt andet under coronapandemien. Som mange andre nåede han ligeledes at komme ind i en ensomhedskrise, som han straks forsøgte at skrive sig ud af. Han bor meget afsides og tager hver dag en tur til fods rundt i skovene og naturen omkring sig. Når han vender hjem, forsøger han at nedskrive sine oplevelser i små indlæg. Med en positiv fantasi bliver disse notater ofte til små eventyr og korte naturbeskrivelser. Han gør både planter og dyr til små levende væsner, som han kan kommunikere med. Han har ligeledes inkluderet en beskrivelse af et ophold dybt under jorden i en kalkmine i Jylland. Sammen med en kammerat var han næsten begravet med begrænset mulighed for overlevelse. Han leverer ligeledes en masse noter fra sine rejser rundt om i verden, som han ligeledes bearbejder på sin positive måde.