Forlaget mellemgaard Biografi og memoirs

”Hej, jeg hedder Matthew, selvom du måske kender mig under et andet navn. Mine venner kalder mig Matty. Og jeg burde være død.”
Sådan begynder den medrivende historie om den anerkendte skuespiller Matthew Perry, der tager os med på sin rejse fra barndomsambition til berømmelse, til afhængighed og bedring i kølvandet på en livstruende helbredsforskrækkelse. Før de hyppige hospitalsbesøg og ophold på afvænningsklinikker var der femårige Matthew, der pendlede mellem Montreal til Los Angeles for at besøge sine skilte forældre; fjortenårige Matthew, som var en tennisstjerne, der figurerede på de nationale ranglister i Canada; fireogtyveårige Matthew, der fik en eftertragtet ledende rolle i et meget omtalt pilotafsnit, der dengang hed Friends Like Us … og meget, meget mere.
I en enestående historie, som kun han kunne fortælle – og det på den inderlige, morsomme og velkendt varmt måde, som kun han kunne fortælle den på – blotlægger Matthew Perry den splittede familie, der opfostrede ham (og også overlod ham til sig selv), ønsket om anerkendelse, der drev ham til berømmelse, og tomrummet i ham, som ikke kunne udfyldes, ikke engang når hans største drømme gik i opfyldelse. Men han beskriver også den fred, han har fundet i ædrueligheden, og hvordan han har det med, at Friends er allestedsnærværende, og han deler historier om sine medspillere og andre stjerner, han mødte undervejs. Ærligt, selvbevidst og med sin velkendte humor skildrer Perry levende sin livslange kamp med afhængighed, og hvad der gav næring til den, selvom han tilsyneladende havde det hele.
Venner, elskere og Den Store Forfærdelige Ting er en uforglemmelig erindringsbog, der er både intim og øjenåbnende – såvel som en hånd udstrakt til alle, der kæmper for at blive ædru. Ubestikkeligt ærlig, bevægende og vanvittigt sjov – det er bogen, som fans har ventet på.

En af de få af os, der ikke dyrker kampsport seriøst, men som alligevel er i stand til at slå fra sig.

En beretning om Trines liv med senfølger efter et barndomstraume, da hun var syv år. Hun fortæller om, hvordan hun oplevede politi og retssystemet.
Senere ungdomstiden, hvor angsten og forhøjet alarmberedskab blev en fast del af hendes personlighed.
Som 21-årig blev Trine gift med en fysisk og psykisk voldelig mand. Efter utallige forsøg på at blive skilt lykkedes det endelig efter 40 års ægteskab.
Efterfølgende følger vi hendes begyndende bearbejdning af traumerne.

Uddrag af bogen
Trine var bange for Eks’ reaktion, når hun meddelte ham, at hun ville skilles, så hun lagde ud med at spørge om, hvordan han syntes, deres ægteskab gik. Han syntes, at det gik rigtigt godt, det blev hun noget overrasket over, for hun følte sig kørt ned til sokkeholderne, det eneste, der holdt hende oppe, var bevidstheden om, at hun snart ville flytte fra ham og hans evindelige kritik af næsten alt, hun gjorde.
Trine meddelte blot, hun ville skilles, uden begrundelse. Hun åbnede ikke den mindste sprække for en diskussion, fordi hun vidste, at hun ville få skylden i sidste ende, det havde hun oplevet så tit. Han sad lidt, og så begyndte han at fordele deres fælles indbo. Hun så godt en triumf, en stille glæde, i hans øjne, da hun sagde, hun ville skilles. Hun tænkte, det var, fordi han ikke længere behøvede at finde på let gennemskuelige undskyldninger for at være sammen med Lea, som han længe havde haft et forhold til.

Elgen er skovens konge, siger man. De, der siger det, har tydeligvis ikke mødt mig: Douglas Hammar. Beslægtet med Karl XII og tidligere leder af Skovligaen, en af ​​verdens hårdeste fodboldhooliganligaer. I min selvbiografi kan du følge med mig rundt i Europas skove, hvor vi som krigere erobrer land og byer. Høre om, hvordan en ny kultur blev udviklet, der indebar fra kampe i arenaer til planlagte ulovlige skovkampe. Hvordan var vores livsstil og tankegang? Hvordan tænkte vi? Her er min historie.

Uddrag af bogen
Vores første officielle slagsmål skulle være mod Hamborg, der havde et venskab med vores blodfjende: Danmark, som jeg og min kongefamilie havde kæmpet imod i oldtiden. Og ikke kun Danmark, det var København. Dem, som vi i min yngre generation havde tabt til for ikke så længe siden: Matildus og fyrene. Af erfaring vidste jeg, at de var skarpe. Så vi skulle altså møde en af de bedre ligaer i Tyskland, som desuden havde et venskab med danskerne, der havde en grusom klike af fyre. To topligaer i én, ganske enkelt. Og det var det, vi skulle gøre nu efter alle nederlagene.

Hvordan er det at være politimand i Danmark? Som dreng oplevede jeg stor respekt for politiet, og for mange var det et kald at blive politimand. For mig var det en barndomsdrøm, der blev opfyldt, da jeg blev ansat. Desværre er respekten for en politimand ikke den samme i dag. Jeg har haft 42 spændende år i politiet med talrige spændende oplevelser, heraf flere på den mørke side af Retsplejeloven. I min historie vil jeg forsøge at give læserne et indblik i de mange forskellige og spændende sager, en politimand kan komme til at arbejde med. Jeg har arbejdet med stort set alt lige fra færdselsloven til kvindehandel og drab. Jeg har arbejdet undercover på Vesterbro. Jeg har været kriminalpolitiets kontaktmand til Christiania. Jeg har gennem ni år været kontaktmand til prostitutionsmiljøet. Jeg har været livvagt for kongehuset og adskillige sikkerhedstruede personer.

Den viden, vi har om at være gammel, stammer ofte fra pårørende eller fra forskellige fagfolk. Det er sjældent, at de gamle selv kommer til orde.
I Afvikling gør Hanne Hostrup op med den tendens ved at fortælle, hvordan det er for hende selv at være gammel og at leve livet med de personlige og kulturelle forandringer, der er sket undervejs på godt og ondt.
Hun fortæller med lidt vranten humor og uden omsvøb om dilemmaet mellem lysten til at leve og aldringens fremadskridende forfald, og hun konstaterer, at det kræver en mental og fysisk kraftanstrengelse at komme igennem den sidste tid med værdigheden i behold.

Uddrag af bogen
Vi, der er over 70 år, er gamle. Selvfølgelig ældes vi forskelligt, men vi har det til fælles, at vi har levet længe og er blevet slidt af livet. Et slid der kan mærkes af os selv og af andre. Og medmindre vi er ualmindeligt gode til at lyve for os selv, ved vi også, at vores udløbsdato nærmer sig. Derfor lægger vi ikke de helt vilde langtidsplaner. Ja, faktisk er vi ved at indstille os på at overlade scenen til andre. Samtidig er vi nødt til at leve, som om vi har atter en dag i morgen, i overmorgen, næste uge – måske næste år. Det er en dobbeltbevidsthed, som er svær at håndtere både for os selv og vores pårørende.

Om forfatteren
Hanne Hostrup er født 1935 og har arbejdet som kunsthåndværker i 17 år (Kunsthåndværkerskolen 1958). Er psykolog (Kbh. Uni. 1978), uddannet som gestaltterapeut (i USA 1982) og arbejder som privatpraktiserende psykolog. Hun har skrevet en række bøger og faglige artikler og deltaget i tv-udsendelser som bl.a. Kærlighed i krise og Den sorte boks.

Revolutionen udeblev også i 70’erne. Til gengæld skete der meget i mit liv.
Helt tilfældigt var det ikke, jeg valgte lærergerningen.
Som en af min kones gymnasielærere sagde: ”Kan du ikke blive andet, kan du altid blive skolelærer.”
I dette andet bind om mit liv 1975-79 er Tønder og Tønder Statsseminarium i fokus.
En lille by og et studium, der udviklede sig som en art modningsproces frem mod voksenlivet. Mine læreår.
Fire år er ikke mange set over et helt liv. Men min verden blev større, mit folk ændrede sig. Og min sag blev til flere.
I Tønder skulle jeg for første gang stå på egne ben. Så længe det nu varede. Fristelser var der mange af.
Byen var lidt af et kulturelt centrum langt ude i marskegnen med seminariet som et omdrejningspunkt sammen med den nystartede Tønder Festival, der nok var/er årets højdepunkt.

To mennesker havde en drøm. De ville bo i Provence. De fandt et nedslidt hus på en bakke i det sydfranske bagland og gik i gang med at indrette stedet. På et tidspunkt fik de bygget en swimmingpool. Det blev det store trækplaster, når familie og venner kom på besøg. Senere byggede de et gæstehus forklædt som garage for at kunne huse de besøgende. I ti år forsøgte de at falde til i det sydfranske. Denne bog fortæller om de mange glæder og vanskeligheder, der dukkede op gennem de ti år, de nåede at få dernede. Blandt andet i forbindelse med etablering af sygeforsikring, sprogkontakt og andre generelle vanskeligheder. Det blev dog en herlig tid med mange oplevelser. Er du selv interesseret i at slå dig ned i Provence for at bo der fast, er der her mange gode tips.

Ingen i min familie deler de oplevelser, jeg har haft med aliens.
Bogen handler om episoder i mit liv, hvor jeg har haft nærkontakt med aliens. Jeg har haft nærkontakt af 1. grad til 5. grad. Jeg begyndte at skrive i 2020. Samme år spurgte jeg gennem telepati, om jeg måtte udgive bogen. Der blev sagt ”ti” med morsekode gennem kameraet på computeren.
Alle de aliens, jeg har mødt, betragter jeg som mine venner … Jeg fik tilladelse 14. august 2025 til at udgive mine nedfældede notater. En mandsstemme gentog mange gange: ”Udgiv bogen.” Jeg fik beskeden via telepati. Jeg havde et par dage i forvejen spurgt, om jeg måtte udgive bogen.

Uddrag af bogen
Det var lidt mere end tusmørke der i året 1966 ude på Amager. Årstiden kan jeg ikke længere huske, men det var efter, at vi havde spist aftensmad. Jeg var seks år gammel. Jeg stod indendørs og kiggede ud i vores baghave gennem vinduet i vores havedør. Hvorfor jeg gjorde det, ved jeg ikke, for jeg var hunderæd for mørket. Men derude bagerst i haven, ca. en meter fra tjørnehækken, stod en lille grågrøn mand. Han var meget slank, med lidt længere arme i forhold til kroppen. Højden var lidt mere end min. Men hvor høj var jeg som seksårig? Jeg anede det ikke. Hans hoved var en smule større til kropsbygningen. Manden så umiddelbart nøgen ud, som han stod der og kiggede op på huset og på mig …

Dronning Elizabeth II og prins Philip havde et helt specielt forhold, der gjorde, at deres ægteskab kunne holde i 70 år. I denne bog giver kongehuseksperten Lady Colin Campbell en enestående skildring af dette ægteskab. Hun fortæller om de mange udfordringer, de mødte gennem årene, og om hvordan verden ændrede sig omkring dem. Lady Colin Campbell trækker på sine tætte forbindelser til det engelske kongehus, som sætter hende i stand til at tegne et intimt portræt af parret og de mennesker, der stod dem nær.

Med udsigt til Isefjorden voksede Birgit op i en tid, hvor man kørte i hestevogn, og man skulle over en pontonbro, når man skulle helt til Frederikssund. Det var et liv i tryghed, omgivet af sin familie og et stort opbud af gæster, der gerne slog sig ned på Strandgården i nogle dage.
I 1943 kommer Birgit ud at tjene og mærker krigens alvor. Da hun kommer hjem til Strandgården i november 1944, er der kommet andre gæster på gården, og meget er forandret, og Birgit får travlt med at hjælpe sin mor med husholdningen.
Pludselig står hun på et ”mekanisk værksted” i Jægerspris, med mand og barn og ikke mindst en gæld, som de ikke kan flygte fra.

I Panseren & tøsen fortæller begge deres historie. Erik Hauervig, der også er forfatter til fem kriminalromaner, beretter om sin karriere som politimand med speciale i prostitution, og så giver han sin skarpe mening til kende om, hvorfor købesex bør forbydes i Danmark, og fortæller om sit virke i NGO-organisationen NEWLIVES, der arbejder for at hjælpe kvinder til at starte en ny tilværelse. Marlene Simoni fortæller gribende og stærkt om, hvordan hun – og mange kvinder som hende – er endt i prostitution, og hvad man oplever i en verden, som de færreste af os kender til. Marlene beskriver desuden sin vej ud af prostitution til et almindeligt liv, hvor al mad ikke længere har en bismag af latex.
Panseren & tøsen er en bog, der gerne må skabe debat og dialog. Erik Hauervig og Marlene Simoni tager selv hul på debatten i bogens tredje del, hvor de diskuterer lystigt med hinanden. De er ikke enige om, hvad der er vigtigst: et forbud mod købesex eller en styrket indsats med handleplaner og forebyggende indsatser for de enkelte kvinder. Eller hvordan de to ting skal kombineres. Men de er enige om, at noget må der gøres.

Som 15-årig traf Eddie van Lüthje et valg, der kom til at ændre alt. Han efterlod ikke bare et hjem præget af svigt, vold og ligegyldighed, men også den version af sig selv, han var blevet påtvunget. Den pjevsede ”Kæmpe” skiftede navn, løsnede båndene til en hård opvækst på det sorte Nørrebro og trådte ud i verden med et åbent sind. Hvor misbrug og mørke før fyldte hele hans verden, fandt han en uventet redningsplanke i bøgerne, digtene og musikken. Det blev her – i sprogets og rytmens verden – at han genfandt livet. Mødet med store ånder som Halfdan Rasmussen, Johannes Møllehave, Kate Fleron, Ivan Malinowski, Jens Jørgen Thorsen, Carl Scharnberg, Otto Leisner og Poul Reichhardt blev mere end blot bekendtskaber; det blev de varme pejlemærker, der gav ham modet til at tegne en helt ny kurs for sin tilværelse. En forårsdag i 1960 blev de første frø sået til det nye, det blomstrende liv, der ventede forude. Dette er en fortælling om en livsrejse, der fører læseren gennem alverdens lande, hjørner og gøremål. Det er en hyldest til kærligheden, musikken og viljen til at leve livet fuldt ud – uanset hvor man kommer fra. En autentisk beretning skrevet med egne barske og dybe erfaringer som eneste pen.

Uddrag af bogen
– Hold så jeres kæft, og skrub ind til jer selv! Min lillebror Stig og jeg lå på gulvtæppet i stuen og legede med vores lille trælokomotiv. Vi hviskede kun til hinanden, vidste kun alt for godt, at når han var i det humør, så var der ikke langt fra bandeord til bank. Lokomotivets hjul var helt lydløse på gulvtæppet. Vores tøf-tøf blev bare hvisket. Toget var på vej til Svebølle, til Bedstefar, til et sted, hvor man ikke blev råbt ad og hele tiden og skulle være parat til at dukke sig for en stor arbejdernæve.
– Skrub så ind, sagde jeg! Hr. Hansen rejste sig halvvejs op fra lænestolen, men inden han var helt oppe, var vi smuttet ind på vores værelse og lukkede lydløst døren bag os.

Denne bog er et usentimentalt portræt af en levende legende, der har brugt en stor del af sit liv på at opbygge storklubben i håndbold, GOG.
Poul Syberg Pedersen er navnet.
Manden bag et usædvanligt håndboldeventyr opbygget i et lille lokalsamfund på Sydøstfyn. Usædvanlig er skikkelsen bag også. Han er ikke, og har aldrig været, en strømlinet lederskikkelse, der ligner alle de andre, så det her er historien om en anarkistisk, moralsk tonedøv og til tider usympatisk person, hvis oprigtige engagement i GOG ingen dog kan betvivle, og som med karisma og sans for at skabe fællesskaber har frembragt noget unikt.

Carin Idman er en autentisk, spændende og underholdende biografi. Bogens personer med sted- og tidsangivelser såvel som handlingen i Finland, Danmark og Sverige er således virkelige og som de fremtræder gennem en 125-års tidsperiode skildret af min farmor, ”Fimi”.

Slægtskrøniken er opdelt i tre dele:
”Skyggebilleder” (1856-1923)
Historien tager sin begyndelse med zar Alexander den II’s besøg i Tammerfors. Familien Idmans nære venskab med zaren, herregårdslivet, hungersnøden, svensk-finske relationer, tiden fra de første industrielle tiltag over Første Verdenskrig og den finske Frihedskrig frem til promotionsfestlighederne i Helsingfors 1923.

”Lysglimt” (1923-1948)
Første ægteskab, som blandt andet fører os til Italien og Danmark. Dansk–finske relationer og Fimis andet ægteskab gennem vinterkrigen og fortsættelseskrigen med evakueringen til Sverige under Anden Verdenskrig.

”En plads i solen” (1948-1981)
Efterkrigstiden der igen knytter forbindelse til Danmark og Sverige, og Fimis tredje og fjerde ægteskab. Venskabet med forfatterinde Brigitta Gadolin og deres rejser til blandt andet Ibiza. Sidst den tiltagende alderdom, hvor fortid og nutidens historier forenes.

Carin Idman var en finlandssvensk personlighed. Hun havde et lyst sind og en ufattelig god hukommelse. Hendes livshistorie, som hun selv fortæller den, er under de mest dramatiske begivenheder beskrevet med en lethed og underfundig humor, som var så kendetegnende for hendes person. Fimis væremåde og optimisme skinner igennem som en lille sol, netop fordi hun bestræbte sig på at gøre sin livshistorie så spændende, levende og frem for alt så underholdende som muligt. Formen er som en samtale mellem fortæller og læseren, og bogen findes oversat til svensk og finsk.

Velkommen ombord på? ?fragtskibet?, ?der bringer dig Jorden rundt med mange oplevelser forude?. ?Du oplever det hårde liv ombord og arbejdet i et mask...

Så gik turen til København, hvor vi gemte os i ”miljøet” og levede det ”søde” hippie- og junkieliv i nogle uger eller måneder.

Alle i Stockholm kendte Charlie Hammar. Charlie blev født i en privilegeret familie i et af Sveriges rigeste områder og voksede op med privatskoler, elitefamilier og kongelige forbindelser. Så ændrede alt sig. En pludselig flytning betød, at han befandt sig i et af Sveriges mest kriminelle kvarterer, hvor vold, loyalitet og kampen for overlevelse var dagens orden.
Fra gadekriminalitet
→ til de øverste lag i Stockholms bikerunderverden
→ til en kriminel løbebane, der førte ham gennem Europas fængsler.
Dette er historien om en mand, de levede på begge sider af samfundet, og om omkostningerne af de valg, han traf.

Uddrag af bogen
Vi havde planlagt et kup mod et stort globalt firma. Jeg mødte den øverste sikkerhedschef fra banken hjemme hos ham under meget diskrete forhold i hans fede villa lige uden for byen. Vi sad og planlagde et af de tungeste kup, som vi skulle lave sammen med eliten. Vi havde talt om det i et stykke tid, og jeg var kommet op med et firma, vi kunne snyde. Det var Alfa Laval. Jeg havde fundet ud af, hvem der underskrev bankkontiene i firmaet. Jeg havde fundet ud af alle detaljerne om alting. Hvor mange penge de havde på kontiene, og hvilke kontonumre de havde. Jeg havde også fundet ud af alt om en pige, der arbejdede i kassen i den samme bankfilial, hvor min kontaktperson var sikkerhedschefen.

Et liv på grænsen er en varm, kærlig og selvironisk fortælling om et liv, som det er blevet givet mig fra undfangelsen til livets afslutning fortalt direkte gennem ærlige anekdoter fra et helt liv. En odysse fremstillet råt og upoleret i et vidne om, at livet kan leves i resonans på grænsen mellem det kontrollerbare og det ukontrollerbare. Hvis du er observant, lader dig kalde på og kan slippe noget af kontrollen. Fortællingen understøttes af metaforer fra kvantemekanikkens verden, hvor du vil møde udtryk og fænomener som ”kvantespring”, ”superpositioner”, ”Schrödingers kat” og ”partikler, der bliver forstyrrede, så deres superposition kollapser”. En rejse gennem en verden, vi kun forstår gennem vores vekselvirkning med den – resten er gætterier.
Fortællingen refererer ud over Niels Bohr til store tænkere som K.E. Løgstrup, Immanuel Kant og Hannah Arendt med fokus på resonans som beskrevet af Hartmut Rosa, hvor livet kan mærkes som resonans mellem det kontrollerbare og det ukontrollerbare i vores moderne samfund.

Uddrag af bogen
Når livet lykkes i et sammenspil mellem det kontrollerbare og det ukontrollerbare med en følelse af resonans.
Signaturpunkter er oplagt lettere at få øje på, at bide mærke i, for efterfølgende senere at kunne hente dem frem af ens erindringer – hvornår – og hvordan blev jeg far, min første koncert og specielle højtider med mine nærmeste. Men hvis vi tillader os også at være observante hver dag, hvert øjeblik, og kan lade tankerne flyde mere frit, bliver signaturpunkterne først til rigtige stepstene i en samtidig bevidsthed om de mange små øjeblikke – og det mere ukontrollerbare i ens liv – livet givet i sin helhed i stort og småt.
Min kone og jeg påskønner virkelig hver dag og hvert øjeblik med glæde.

En udvandrerdrengs skæbne er en tidstypisk skildring om en ung dansk mand, der, ligesom så mange andre danskere udvandrede til USA i begyndelsen af 1900-tallet. Udover at beskrive opvæksten i en fattig del af Vendsyssel omfatter skildringen også rejsen til og årene i USA og ikke mindst indkaldelsen til den amerikanske hær, rejsen tilbage til Europa samt deltagelsen i Meuse-Argonne-offensiven og den tragiske skæbne på slagmarken i krigens sidste dage.

Uddrag af bogen
Selv om Markus kun var lettere såret i låret, beordrede kaptajn McGeachin ham tilbage til behandling på det nærmeste felthospital, hvilket var placeret i Beaumont-en-Argonne (Meuse,) og han blev bragt om bord på en ambulance sammen med otte andre soldater. Ambulancen var formentlig fra 355th Ambulance Company, 314th Sanitary Train, der var tilknyttet 89th Division. Inden han tog af sted, gav kaptajn McGeachin Markus hånden, som hævdede, at hans sår ikke var så slemt, og at han ville være tilbage ved kompagni B inden for de næste par dage.

Bogen er en ærlig fortælling om et familieliv, når far sejler til søs. Han er maskinmester og skal påmønstre tankbåden EMMA MÆRSK og skal arbejde med det, han brænder for.
Der er vanskeligheder i familien, når far skal af sted. Når han vender hjem, er han en fremmed mand for sin lille dreng.
Læseren oplever, hvordan livet leves på en supertanker både nat og dag. Delvis alene i et stort maskinrum med rutiner og udfordringer. Dårligt og smukt vejr med vidt forskellige oplevelser. Medsejlende hustru, som gør sig særlig bemærket ombord. re hustruers specielle rejseoplevelser mellem Kastrup Lufthavn og Kharg Island, Iran.
Læseren er med, når vi er i land: Stigsnæs ved Skælskør, Sydaustralien og Durban, Sydafrika. Læseren oplever et skib, der havde et godt arbejdsmiljø. Med nye folk blev miljøet dårligere.
En bog med spændende, muntre og forførende indslag.

Uddrag af bogen
Uden at fortrække en mine trådte han op på en ledig stol, der stod ved bordet. Herefter videre op på bordet, hvor de tre kvinder sad og fortærede deres kyllinger. Medens han forsøgte at få viften til at virke, spiste pigerne videre. Som en ekstra oplevelse kunne de studere mandens fødder midt på bordet. Da han havde arbejdet med viften i nogen tid, trådte han ned fra bordet og gjorde front mod bordet. Han trak opgivende på skuldrene og slog ud med armene, medens han mumlede et eller andet uforståeligt. Herefter forlod han lokalet, og viften stod fortsat stille.

Min far slog, min mor var tavs, og systemet vendte det blinde øje til. Jeg kom på børnehjem og i plejefamilie, men trygheden fandtes aldrig.

Planen skabte øjeblikkelig harme og vrede blandt os lærere samt forældre og elever på skolen. Borgmesteren blev hasteindkaldt til et møde, hvor bølgerne gik højt.

Kan man bruge livet på at finde sig selv? Gudinde er en hudløst ærlig bog om en mands søgen efter sin egen sandhed i en verden fuld af oplevelser på godt og ondt. Og her er der både tale om et indre oprør og et oprør mod alt det, der truer ens identitet og eksistens. Det er også en bog, hvor forfatteren starter med en temmelig traditionel religiøsitet for så gennem spørgsmålet om sandheden at finde svaret i sin egen seksualitet. Her er ingen lette løsninger. At dyrke Gudinden som opfyldelsen af ens religiøse søgen kommer let på kant med gængse normer og stiller igen og igen spørgsmål vedrørende, hvad der er god moral, og hvad der er rigtigt og forkert.
Uddrag af bogen
På værtshuset fortalte kvinden, at manden tidligere på dagen var klædt i latextøj. Og derfor havde han fået lov til at gå til kvindemøde. Vores veje var allerede ved at skilles. For nu fortalte kvinden om en ubehagelig oplevelse, som hun havde haft med en udlænding. Det kunne jeg godt se var forkert. Men så begyndte kvinden at generalisere. Nu var oplevelsen et tegn på, at der var noget galt med alle udlændinge. Tjeneren på værtshuset var udlænding. Og ud over det var hun den kvinde, som jeg helst ville gå hjem sammen med den nat. Kvinden inviterede mig til morgenmad. Og da jeg sagde ”nej”, prøvede hun at lokke med, at hun også havde inviteret sin nabo, der var taxichauffør. De legede nogle gange sammen. Jeg sagde endnu en gang ”nej” og tog toget tilbage mod Slagelse.

Carin Idman er en autentisk, spændende og underholdende biografi. Bogens personer med sted- og tidsangivelser såvel som handlingen i Finland, Danmark og Sverige er således virkelige, og som de fremtræder gennem en 125-års tidsperiode skildret af min farmor, ”Fimi”.
Slægtskrøniken er opdelt i tre dele:
”Skyggebilleder” (1856-1923) Historien tager sin begyndelse med zar Alexander den II’s besøg i Tammerfors. Familien Idmans nære venskab med zaren, herregårdslivet, hungersnøden, svensk-finske relationer, tiden fra den begyndende industrialisering over Første Verdenskrig og den finske Frihedskrig frem til promotionsfestlighederne i Helsingfors 1923.
”Lysglimt” (1923-1948) Første ægteskab, der blandt andet tager læseren til Italien og Danmark. Dansk–finske relationer og Fimis andet ægteskab gennem Vinterkrigen og Fortsættelseskrigen, med evakueringen til Sverige under Anden Verdenskrig.
”En plads i solen” (1948-1981) Efterkrigstiden, der igen knytter forbindelse til Danmark og Sverige og Fimis tredje og fjerde ægteskab. Venskabet med forfatterinde Brigitta Gadolin og deres rejser til blandt andet Ibiza. Sidst den tiltagende alderdom, hvor fortid og nutidens historier forenes.
Carin Idman var en finlandssvensk personlighed. Hun havde et lyst sind og en ufattelig god hukommelse. Hendes livshistorie, som hun selv fortæller den, er under de mest dramatiske begivenheder beskrevet med en lethed og underfundig humor, der var så kendetegnende for hendes person. Fimis væremåde og optimisme skinner igennem som en lille sol, netop fordi hun bestræbte sig på at gøre sin livshistorie så spændende, levende og frem for alt så underholdende som muligt. Formen er som en samtale mellem fortæller og læser, og bogen findes oversat til svensk og finsk.

Uddrag af bogen
Både inde og udenfor kupeerne var der en råben og larm uden sidestykke. Børn med blot en navneseddel omkring halsen som eneste identifikation blev hjulpet ombord, mens ulykkelige forældre og andre familiemedlemmer stod hjælpeløst tilbage som fortvivlede tilskuere. De frivillige lotter var helt enestående i denne sammenhæng, og kvinderne tog sig både kærligt og venligt af de stakkels børn, som skulle ud på deres måske livs største og mest omvæltende rejse. Med utallige stop undervejs foregik turen som fortalt nordpå til Torneå. Derfra skulle børnene gå over broen til fods og fortsætte ind i det frie, neutrale Sverige – nøjagtig som vi selv havde gjort under vinterkrigen. En del af disse børn skulle aldrig vende tilbage og andre skulle ikke gense sine familier. Marita Wallgren (Jvf. del 1 side 161-163) var en af de mange lotter som fulgte børnene til Sverige, og hun kunne senere fortælle hvor frygteligt og sørgeligt det hele havde været. Men det var ikke desto mindre en bydende nødvendighed for at redde de arme småbørn og sikre deres overlevelse.