Forlaget mellemgaard Religion & Filosofi

Frygt og Bæven er en helt enestående detaljeret gennemgang fra Kierkegaards side af det religiøse stadie, og der skal ikke herske tvivl om, at på det stadie har et menneske den mest meningsfyldte eksistens. I lovtalen skal jeg lige love for, at der kommer lovord og lovprisninger over Abraham, og i dag ville man nok sige, at det er svært at få armene ned, fordi han får så megen ros med på vejen. Talen indledes med, at komme ind på begrebet en evig bevidsthed, og det er første gang i forfatterskabet, at det tema inddrages. Roden til begrebet er for Kierkegaard selvbevidstheden, hvilket er bevidstheden om, at man som den enkelte er et selv lige over for Gud.

I Afsluttende uvidenskabelig Efterskrift sættes der fokus på kristendommen, og hvordan man bliver og er kristen, hvor det bliver klart, at der kun er to, som i fællesskab kan få troen til at finde vej ind i eksistensen. Det er Gud og hin enkelte, og der findes ingen facitlister eller søgemaskiner, som kan give det rigtige resultat, hvad angår trospraksis og kristenliv, fordi det altid er et subjektivt forhold og lidenskabeligt engagement, der er grundlaget for kristendommen. Kierkegaard appellerer som altid til det enkelte menneske, og det bliver betonet, at inderlighed og subjektivitet hænger nøje sammen, idet man må prioritere at vælge sig selv og ingen anden. Med subjektivitet forstås, at man tager sig selv alvorligt, tager sit liv på sig og er nærværende i forhold til det, man gør, og dem man har med at gøre, og det bliver klart, at subjektiviteten er at betragte som sandheden.

Uddrag af bogen
Det patetiske ligger i eksisterende at udtrykke sin tro i sin eksistens, hvilket betyder, at ens eksistens ganske enkelt er et vidnesbyrd om ens tro, og det vil altid være lidenskaben, der sætter skub i nævnte eksistens. Det gælder på alle måder om at vove alt, absolut sætte alt ind, men igen uden at det virker, som om man gør sig fortjent til ros eller anerkendelse, for så er det ikke kristendom længere, men alene udvortes handlinger, og selvom man lever i endeligheden, så behøver ens liv ikke at være der, men altså i stedet i inderligheden og kristendommen.

I en verden, hvor moderne virksomheder skal balancere ESG-principper, økonomiske målsætninger og menneskelige relationer, tilbyder Compassionfokuseret ledelsesfilosofi en nytænkende tilgang til ledelse.
Michael Andersen trækker på sin mangeårige erfaring som leder og erhvervspsykologisk rådgiver for at præsentere en filosofi, der kombinerer medfølelse, etisk ansvar og strategisk tænkning. Bogen udfordrer den traditionelle opfattelse af ledelse som blot et middel til vækst og effektivitet og fremhæver i stedet betydningen af relationer, autenticitet og menneskelig trivsel i organisatorisk succes.
Med praktiske eksempler og filosofiske refleksioner inspirerer bogen ledere til at omfavne kompleksiteten i moderne ledelse. Den viser, hvordan en balance mellem forretningsmål, bæredygtighed og menneskelighed ikke blot er mulig, men nødvendig for at navigere i det moderne erhvervsliv.
Dette er en bog for ledere, der ønsker at gøre en forskel – både for deres organisation, dem selv og for de mennesker, de leder.

Uddrag af bogen
I en tid præget af kompleksitet og store krav til ledelse udfordrer Compassionfokuseret ledelsesfilosofi de traditionelle metoder og peger på en vej, hvor medfølelse, nysgerrighed og refleksion står centralt. Filosofien handler ikke blot om at balancere forretningsmål, bæredygtighed og ESG, men også om at forstå og værdsætte de relationer, der driver organisationen fremad.
Ledelse er ikke kun en teknisk disciplin, men en menneskelig kunst, der kræver nærvær, mod og evnen til at skabe autentiske forbindelser. Compassionfokuseret ledelsesfilosofi inviterer dig til at se ledelse som en dynamisk proces, der bygger på et fundament af menneskelighed, og som skaber værdi for både organisationen og de mennesker, der er en del af den.

Denne bog henvender sig til dem, der søger svar på spørgsmål som:
Har jeg en sjæl?
Hvad er livets formål?
Hvad er bevidsthed, og hvordan udvikler jeg den?
Hvordan kan jeg koble naturvidenskab med begreberne sjæl og bevidsthed?
For at svare på ovenstående spørgsmål er det vigtigt at gøre op med den materialistiske verdensopfattelse, som dominerer på universiteterne i dag. Bogen starter derfor med et filosofisk opgør med materialismen for derefter at vise, at bestemte fænomener inden for biologi og kvantefysik ikke kan forklares uden at inddrage bevidsthed. Alternativet til den materialistiske verdensanskuelse er en teori om, hvordan verden kan forstås som opstået af en fundamental bevidsthed, og hvordan vores bevidsthed (sjæl) er en facet af denne.
Bogen beskæftiger sig bl.a. med emner som:
Spørgsmålet om fri vilje
De psykiske kræfter Verden som en virtuel virkelighed
Sjælen som en celle i den fundamentale bevidsthed.

Som observatorier og eksistentielle spejlingsmedier tager Jan Venzel Nielsen sine høns i hånden (vingen) på en metafysisk vandring bagud i livets evolutionshistorie og hinsides denne, hvorunder de med redskaber fra filosofiens, biologiens og fysikkens verden indkredser bevidsthedens essens, som ikke etableres i René Descartes betragtning ”Jeg tænker, altså er jeg”, men i stedet viser sin grundlæggende manifestation i betragtningen ”Der er noget andet, altså er jeg”. Med denne betragtning i hånden (vingen) vandrer de fremad igen for at åbne døren til gåden om livets opståen og udvikling ud fra et bevidsthedsmæssigt perspektiv. En vandring, som i sidste ende fører frem til mennesket som jordens første skabning, der i fuldt omfang har mulighed for at erkende ”det andet” som værende ”den anden” og herved etablere sin bevidsthedsdannelse som en dialektisk proces i det duale perspektiv mellem eksistens og etik og at lade den inddrage jordens ikke-menneskelige skabninger.

Stadier paa Livets Vei er et af de værker, som Søren Kierkegaard arbejdede meget intenst med, og som går tæt på hans egen livshistorie, hvorfor den kan ses som en slags grundbog for ham. Man får i bogen en glimrende tilgang til, hvad et liv, en eksistens og en menneskelig udvikling er. Efter Kierkegaards opfattelse gennemgår man typisk nogle stadier eller eksistenssfærer, der også har noget med modenhed at gøre. De fleste er æstetikere og livsnydere fra barnsben af, mens de fleste med tiden også bliver mere etiske og ansvarlige. Om man tager springet til det afgørende stadium i form af religiøsiteten, er ikke nogen selvfølge, men ifølge Søren Kierkegaard er det givet, at man kun får det godt med sig selv, såfremt man får et liv med Gud.

Uddrag af bogen
Da de fem herrer går fra selskabet, er det blevet morgen, og mens hestene spændes for vognene, som Constantin har stillet til deres rådighed, spadserer gæsterne en tur. De går ad en lille sti over en mark og kommer til en indhegnet have. Her ser de et lysthus, og man må ikke glemme påvirkningen af al vinen. Det får dem til at blive meget nysgerrige og også lidt dristige, for de skjuler sig i krattet, mens de titter ind ad vinduerne. De får øje på to mennesker, som Victor straks genkender, og han udbryder: ”Det er jo assessor Vilhelm og hans Frue.” På sådan en finurlig måde etablerer Kierkegaard en overgang fra æstetikkens råderum til etikkens virkefelt, for som i Enten – Eller er det den vej, vi alle (formentlig) skal, og assessoren har forstand på etik.

Religionsteologi er den gren af den kristne teologi, der omhandler forholdet til andre religioner. Fra første færd har den udgjort et vigtigt kapitel i den kristne teologi. Ny Testamente er til overflod fyldt med religionsteologiske udsagn. Et klassisk eksempel er Paulus’ Areopagostale (Apg.17,22-34). For oldkirkens teologer var den religionsteologiske refleksion helt nødvendig, og også hos reformatorerne har den en fremtrædende plads. Men der har også været perioder i kirkens historie, hvor den religionsteologiske refleksion har været helt fraværende. I 19., 20. og 21. årh. dukker den imidlertid igen op i de dogmatiske fremstillinger.

Søren Kierkegaard sætter i værket Philosophiske Smuler fingeren på nogle ømme steder og gør os alle bevidste om, at der er noget, vi skal tænke over, træffe valg omkring og finde løsninger på. Hans relevans for det moderne menneske skyldes dels, at hans pointer er almenmenneskelige, hvorfor det naturligvis må gælde til alle tider og for alle mennesker, og dels at de menneskelige vilkår, som han behandler, er blevet endnu mere relevante, end de faktisk var på hans egen tid. Det er eksistentielle vilkår, der presser sig på, efterhånden som vi modnes og får behov for at blive ansvarlige i vort eget liv. Kierkegaard understreger, at et menneske har muligheder og frihed til at vælge veje i livet, men at det medfører nogle følgetilstande, der er af den mindre behagelige art. Det er dog en kendsgerning, at vil man være sig selv, så må man stå ved den, man er.

Uddrag af bogen
Hvor det moderne menneske kan risikere misdannelse på sjæl og krop i sine bestræbelser på den evige efterabelse og gøren andre mennesker tilpas, kan det kristne menneske opdrage, opelske og opbygge sig selv og hinanden i tiltro og tillid til, at næstekærlighed er det essentielle i eksistensen og basere sin dannelse herpå. Det bliver forsoneligt og overkommeligt, at indse, at man godt må nøjes med at være menneske, og den sandhed, tilværelse og Gud, som man selv ellers må konstruere, være og bære, hvis man ikke grunder i Kristus, den bliver i stedet til et solidt livsfundament, som man står sikkert og afbalanceret på. Der er givet frie hænder, når man står på de guddommelige egenskaber.

Naturvidenskaben udforsker alt det, der findes i den fysiske verden, lige fra det svimlende store univers til stoffets mindste bestanddele – galakser, kloder, ting, mennesker, dyr, celler, molekyler, atomer, elementarpartikler. Men hvordan forholder naturvidenskaben sig til troen på en skabende Gud – troen på, at der bag den fysiske verden findes en ikke-fysisk Gud, som har skabt den fysiske verden? Er der slet ingen forbindelse mellem naturvidenskaben og gudstroen? Udelukker den moderne naturvidenskab troen på Gud? Eller er der tværtimod noget i naturvidenskaben, som peger hen på Gud som skaberen af den fysiske verden? Har f.eks. forskningen i nærdødsoplevelser noget afgørende at sige her? Disse spørgsmål bliver i bogen debatteret af en fysiker og en filosof. Fysikeren repræsenterer ateismen, og filosoffen repræsenterer gudstroen. De to fremfører deres bedste argumenter for hver deres opfattelse. Samtidig mødes to filosofiske opfattelser: materialisme (fysikeren) og idealisme (filosoffen).
Bogen er holdt i et sprog, der så vidt muligt undgår vanskelige videnskabelige begreber. Formålet hermed er, at så mange som muligt kan læse med. Bogen er blandt andet skrevet for at delagtiggøre en bred læserskare i de mange spændende opdagelser, som den moderne naturvidenskab har gjort.

Uddrag af bogen
Religionen tilbyder svar på spørgsmål som: Hvordan skal jeg leve mit liv? Hvordan skal jeg håndtere en tragedie, for eksempel et familiemedlems død? Hvordan skal jeg overvinde min dødsangst? Er der retfærdighed i tilværelsen? Vil kærligheden sejre til sidst? Er der et særligt formål med mit liv? Det er store og vigtige spørgsmål, som ethvert menneske bliver nødt til at tage stilling til på et tidspunkt i sit liv. Og her kan naturvidenskaben ikke hjælpe.
Naturvidenskaben udtaler sig om det, der er, men den har intet at sige om det, der bør være. Den siger intet om, hvordan man bør leve sit liv. Den udtaler sig ikke om, hvorvidt der er et formål eller en mening med det, der sker. Sagt på en anden måde: Naturvidenskaben svarer på spørgsmålet ”Hvordan?”, mens religionen svarer på spørgsmålet ”Hvorfor?”.
(Replik af filosoffen)

Vi lever jo ikke på apostlenes tid, lyder et hyppigt argument for forandring. JA, tider og skikke ændres. Det gør Guds ord derimod ikke. Guds løfter, men også hans bud og ordninger for menneskelivet gælder til evig tid (Es 40,8; Matt 24,35). Det må vi som kristne indrette vort liv efter – ikke efter tidens skiftende normer …

Søren Kierkegaard kredsede i hele sit forfatterskab om den udefinerlige størrelse selvet, og det selv kan siges at være centrum i femkanten, der udgøres af fem eksistentielle grundvilkår, eller at være centrum for fem for vores eksistens afgørende forhold. Selvet bliver kun sig selv, hvis forholdene er positive forhold, og det vil sige er i balance med fem vilkår, der er angst, fortvivlelse, selvforhold, at nøjes med at være menneske og at finde sin idé. Hvis et forhold ikke er ligevægtigt eller i harmoni, er det gået over i sin modsætning og blevet et misforhold, hvorfor Kierkegaards eksistentielle forhold til stadighed er et spørgsmål om at træffe nødvendige valg og beslutninger, der kan munde ud i resultater i form af balancerede forhold. Det indebærer, at man er sig selv nærværende og har fundet sig selv, hvilket vil sige, at man tager de fem vilkår seriøst og bestandigt tager hensyn til dem.

Uddrag af bogen
Når man vælger sig selv, vælger man at træde i karakter som den man er, søger sandheden, tilstræber det gode og modtager de etiske fordringer i tilværelsen. Man bliver ikke en helt anden, men den man er på godt og ondt. Man stiger i bevidsthed, og man bliver sig selv gennemsigtig, sådan at forstå at man er gennemskuelig for sig selv og Gud. I modsætning til, når man ikke vil se virkeligheden i øjnene eller går og putter noget i sit inderste, som man ikke ønsker at tage stilling til eller gøre noget ved. Man har sine idealer, men man erkender i gennemsigtigheden, at man ikke altid når dem, og at kende sig selv er en livslang proces. (1. kapitel).

Talerne i forskellig ånd er både poetiske og kristne med et budskab, der gælder menneskes vandring igennem livet, idet det til stadighed er under et stadigt forsyn af det guddommelige, hvor det understreges, at det hele skal foregå i stilhed, for kun i stilhed kan hellige handlinger komme til udførelse. Det, der konsekvent bliver fremdraget i talerne, er, at hvis et menneske kun vil et, da må det nødvendigvis være det gode, men man må ikke misforstå det med at ville et i den forstand, at det handler om det verdslige, for det gør det aldrig i den religiøse sammenhæng, for her er det verdslige at betragte som noget uvæsentligt. Når man vil et, er det altid det gode, og man kan også på en spadseretur finde ind i det guddommelige univers, for der er liljer på marken og fugle på himlen, der nøjes med at være, hvad de er.

Uddrag af bogen
Kierkegaard forklarer, at den tvesindede står ved et vejskel, så vi er atter ude i vandringens univers, og her viser sig tvende eller to syn der, som vi alle ved, karakteriserer et vejskel, men i den religiøse optik er skellet en differentiering mellem det gode og lønnen, så man kan altså gå efter det ene vejskilt som er lønnen eller efter det andet skilt, der viser hen til det gode. Så skal man lige tænke sig lidt om, hvor mange km. er der til de forskellige destinationer, hvor meget tid har man at give af, og er man lige i pengenød, eller også skal man lytte til sin indre stemme, hvilken vej men skal følge, for det er naturligvis skiltet imod det gode.

Den filosofiske skolemand er endnu en bog om de filosoffer, der grundlagde filosofien, som vi bygger på i dag, og selvom Zenon er fra Kition, så måtte det blive i Athen, at hans filosofi udbredes, udfoldes og udvikles. Zenon er grundlæggeren af stoicismen, men han er påvirket af de øvrige retninger i byen. Zenon selv får til huse i Stoa poikile, hvor han underviser i sin filosofi, og det herfra, at navnet stoicismen opstår. Zenon pointerer, at et lykkeligt liv er et liv uden bekymringer og materielle fordringer, hvorfor yderlighed er noget, man bør se bort fra, mens inderlighed er det væsentlige i livet, og kun et etisk liv kan blive et godt liv. Det er heller ikke ligegyldigt, hvordan følelser og fornuft påvirker en, og det er en stoisk kendsgerning, at følelserne ikke må få overtaget, for det er fornuften, der skal herske i og styre det enkelte menneske.

Vi har alle prøvet at stå‭ ‬ved havet og se ud over vandet‭. ‬Her kan vi få‭ ‬en oplevelse af uendelighed‭, ‬hvor der ikke findes andet end denne himmel og dette hav‭. ‬I denne første del af bogen har jeg forsøgt at sammenstille det endelige og det uendelige i en samling skrifter‭, ‬der hovedsageligt er baseret på‭ ‬mit mangeårige arbejde med‭ ‬Østens filosofi og ikke mindst værket Et kursus i mirakler‭

I Nobilitas præsenteres læseren for et politisk alternativ til de liberale frihedsværdier og det liberale demokrati, der i vor tid hyldes som de eneste normer og det eneste gangbare styresystem, som verden kan forlade sig på. Forfatteren dr. Alexander Jacob afslører – stik imod den gængse opfattelse – at Europa over de sidste 25 århundreder har baseret sig på aristokratiske og nationale værdier – og ikke demokratiske og kommunistiske. Det er de aristokratiske og nationale værdier, der har været grunden til den europæiske civilisations sociale og kulturelle fremdrift gennem tiden.
Bogen begynder med en gennemgang af Platon og Aristoteles’ politiske filosofi; dernæst følger en gennemgang af renæssancens og barokkens filosoffer; så følger en gennemgang af de tyske idealister og de engelske og italienske nationalister. Bogen slutter med en gennemgang af den aristokratiske filosofis vilkår i det 19. og 20. århundrede, hvor den forvandles til en form for elitisme baseret på race.
Således indeholder dette studie af den europæiske aristokratiske filosofi en undersøgelse af de filosofiske begrundelser for racisme og antisemitisme. Disse emner har været fuldstændigt ekskluderet fra al akademisk og politisk debat siden afslutningen af 2. Verdenskrig.
Dette studie af den europæiske filosofi, som dr. Alexander Jacob her fremlægger, udgør et banebrydende forsøg på at forstå de stadigt skiftende politiske ideologier.

Det er tolerance og rummelighed. Det er ydmyghed, selvrefleksion, selvindsigt og sandfærdighed. Det er at sætte empati og individuel samvittighed højere end loyalitet. Det er at støtte op omkring ideer om menneskeligt ligeværd, ikke på trods af men på grund af alle individuelle forskelle og særegenheder.

Man kan slå op under Æ og blive klogere på æstetikeren og snart blive indsat i Kierkegaards stadieteori, og ligeledes blive opmærksom på, hvem der er æstetikerens modsætning eller videreudvikling, hvilket er etikeren. Som altid, når man skriver om de store tænkere, er man nødt til at bekende sig til begrænsningens kunst, for ellers ville man aldrig kunne blive færdig med formidlingen og da slet ikke i et sådant opslagsværk.

Er der behov for en teologisk uddannelse uden for universitetets rammer? Gennem det 20. århundrede er det spørgsmål blevet rejst igen og igen i både grundtvigske og indremissionske kredse. Målet ville være en alternativ teologisk uddannelse, fri af statslig styring og med rod i en klassisk luthersk tradition. I Askov lykkedes det grundtvigianerne at etablere en præsteuddannelse rettet mod danskere i USA, mens Indre Mission holdt sig tilbage trods en markant modstand mod tidens bibelkritik. Men i Aarhus skete der noget. Det begyndte beskedent i 1928 med privat hebraiskundervisning, men det voksede støt – båret af ildsjæle og lokale kræfter. Efterhånden fik den private undervisning en officiel status, og i 1942 blev Det Teologiske Fakultet ved Aarhus Universitet en realitet. Men ellers strandede ønsket om en privat teologisk uddannelse gang på gang. Alligevel blev der i 1967 stiftet en sammenslutning med ét mål: oprettelse af et menighedsfakultet i Danmark.

Uddrag af bogen
Filosoffen Rasmus Nielsen lancerer i 1871 sine tanker om en ny præsteskole. Han opstiller en skarp modsætning mellem den kristne tro og den gængse akademiske teologi: ’Eet af To: enten maa Menigheden stille sig paa Theologiens Standpunkt, og da ophører den at være Menighed, eller Kandidaten maa stille sig paa Menighedens Standpunkt, og sige Farvel til Teologien’. Det teologiske Fakultet er ude af stand til at afhjælpe konflikten mellem troen og teologien, og han forudsiger Det teologiske Fakultets snarlige undergang. Den nye præsteskole vil ifølge Rasmus Nielsen derimod ikke udelukke videnskaben, men videnskaben og menigheden skal vel at mærke have samme grundlag. Kun således kan de studerende blive uddannet til en gerning som præst i den kristne menighed.

Romantikkens tidsalder var en kontrastfyldt tid. Det gamle idylliske feudale samfund gik i opløsning og afløstes af det moderne industrialiserede klassesamfund. De romantiske filosoffer var på én gang natursværmere og naturvidenskabelige realister. Med genial intuition anede de den ny tids udfordringer. Hardy Bach præsenterer i kortform følgende romantiske tænkere: Fichte, Grundtvig, Hegel, Marx, Novalis, Schelling, Schopenhauer, Steffens og Ørsted.

Uddrag af bogen
”Hvem løser tilværelsens evige gåde?” spurgte Steffens. Schelling forsøgte sig med et svar. Hans svar var naturfilosofien: ”Naturen er den ubevidste vordende ånd og ånden den til bevidsthed kommende natur. I stenen sover ånden, i planten drømmer den, i dyret vågner den, i mennesket bliver den sig bevidst, og i digteren når den sit højeste trin.” Naturen er et digt, mente Schelling, og dermed var han godt på vej til at fjerne skellet mellem natur og kultur. Naturen er også kultur, og kulturen er også natur. Vi mennesker med al vor kultur forbliver alligevel naturfænomener. Ude i naturen hersker fællesviljen, men i kulturen hersker egenviljen eller egoismen. Dét er problemet.

Når man taler om taler i Kierkegaards forfatterskab, så er ordet bogstavelig talt Kierkegaards, og det vil sige i modsætning til det pseudonyme forfatterskab, hvor Kierkegaard lægger ordene i en andens mund, selvom man naturligvis aldrig kan afgøre, om Kierkegaard ville have sagt det samme. I talerne befinder vi os i det religiøse forfatterskab, så selvom Kierkegaard er ordfører, så er der ikke langt til, at vi også kan fornemme Guds Ord. Kierkegaards kristne forfatterskab er simpelthen så direkte og ligetil at læse, og det er samtidig en forkyndelse, der når højder, som både gejstlige og lægmænd må beundre. Tager man Tre Taler, som guiden her gennemgår, med undertitlen ved tænkte Leiligheder, så kan det fortælles, at den udkom dagen før Stadier paa Livets Vei, og den var færdig fra Bianco Lunos Bogtrykkeri 25. april 1845. Bogen udkom 29. april, og den kostede 4 mark eller 64 skilling. Den kunne fås hos C.A. Reitzel, og bogen havde et bogtrykt omslag af beige papir. Det er i sit hjem på Nytorv 2, at Søren Kierkegaard indleder en slags anden bølge af sit forfatterskab, og det er, hvad vi betegner som det religiøse forfatterskab, og der er altså ikke tale om egentlig litteratur, men simpelthen om forkyndelse af kristendommen. Det er også her, at ånden for alvor bliver præsenteret, idet den er udødelig i modsætning til sjæl og krop, der begge er dødelige, og ånden er at betragte som det evige.

Med Sokrates kan man sige, at filosofien for alvor får ben at gå på, hvilket også er nøjagtig således, at Sokrates filosoferede, idet han vandrede rundt i Athen og lod sig inspirere, indledte samtaler og grublede over diverse temaer. Han var tillige den første filosof, der indledte en direkte etisk tradition i filosofien, og han er blevet så vigtig en filosof, at man kalder al tænkning og alle filosoffer før hans tid for henholdsvis førsokratisk og førsokratikerne, hvorfor man kan sige, at alt før Sokrates bliver rubriceret og beskrevet i forhold til ham. Sokrates’ dialoger fik snart en politisk betydning, hvilket også førte til hans henrettelse, for der sker det, når man får folk til at tænke og tale, at de også snart kan blive kritiske i forhold til deres samfund og regering, og netop det var en af årsagerne til dødsdommen.

Uddrag af bogen
Det revolutionerende og provokerende ved Sokrates’ måde at tale med folk på, var, at han faktisk lyttede til, hvad de sagde, og ligeledes gik i rette med dem, såfremt argumenterne var uholdbare, og hvis en sandhedsfødsel skal resultere i sunde og levedygtige børn af åndelig karakter, så er det nødvendigt, at man går ind i diskussionen med den sokratiske uvidenhed som forudsætning, hvilket altså indebærer en åbenhed og rummelighed over for diskussionspartnerens forslag. Det er vist de fleste bekendt, at man nødig overgiver sig i en debat, men den sande sokratiker og visdomssøger har ikke som mål at vinde diskussionen, men at finde frem til nye og vise forhold, og den dialogiske metode eller spørgeteknik har ingen vindere og tabere.

På en eller anden måde er Jesus altså selv ”indholdet af det, han forkynder”. Det gudsrige, hans forkyndelse drejer sig om, eksisterer ikke uafhængigt af ham, men bliver på sin vis til i det øjeblik, han forkynder det. Det betyder, at man ikke uden at forandre meningen kan løsgøre Jesu forkyndelse fra ham selv og hans livsskæbne, fra ham som person, og gøre forkyndelsen til blot ord eller tanker, til en eller anden form for logosteologi. Det er dette gensidige forhold mellem person og forkyndelse, der adskiller kristendommen fra f.eks. muhamedanisme og buddhisme. Det kommer så til at betyde, at det vigtigste i den kristne forkyndelse ikke er, hvad der forkyndes, men hvem der forkynder det. Er det en ideolog, eller er det verdens frelser/hans stedfortræder? Stedfortrædertanken indebærer kun en (juridisk) fuldmagt (ἐξουσίᾳ) til at repræsentere Jesus. - Hvorfor overser lutherske teologer dette vigtige fænomen, ja, noget af det allervigtigste i hele NT? Uden den fuldmagt fra Jesus bliver kristendommen blot til religiøse ord uden egentlig mening. Se bare på den teologiske debat!