Kirkens apostolske embede - Religion & Filosofi - Hæftet

På en eller anden måde er Jesus altså selv ”indholdet af det, han forkynder”. Det gudsrige, hans forkyndelse drejer sig om, eksisterer ikke uafhængigt af ham, men bliver på sin vis til i det øjeblik, han forkynder det. Det betyder, at man ikke uden at forandre meningen kan løsgøre Jesu forkyndelse fra ham selv og hans livsskæbne, fra ham som person, og gøre forkyndelsen til blot ord eller tanker, til en eller anden form for logosteologi. Det er dette gensidige forhold mellem person og forkyndelse, der adskiller kristendommen fra f.eks. muhamedanisme og buddhisme. Det kommer så til at betyde, at det vigtigste i den kristne forkyndelse ikke er, hvad der forkyndes, men hvem der forkynder det. Er det en ideolog, eller er det verdens frelser/hans stedfortræder? Stedfortrædertanken indebærer kun en (juridisk) fuldmagt (ἐξουσίᾳ) til at repræsentere Jesus. - Hvorfor overser lutherske teologer dette vigtige fænomen, ja, noget af det allervigtigste i hele NT? Uden den fuldmagt fra Jesus bliver kristendommen blot til religiøse ord uden egentlig mening. Se bare på den teologiske debat!