Forlaget Klim Religion & Filosofi - side 2

I en tid med stor interesse for stoiske tanker formidlet af moderne tænkere (fx Martha Nussbaum og på dansk grund Svend Brinkmann) bør stoikernes autentiske stemmer også høres.

Den romerske stoiker Senecas trøsteskrift til sin mor Helvia er en tekst med et dobbelt livsfilosofisk indhold, der behandler både, hvordan individet selv ved filosofiens hjælp kan håndtere sin egen ulykke, og hvordan den pårørende, der sørger over ens ulykke eller død, kan bearbejde sorgen. Teksten er skrevet fra Senecas ufrivillige eksil på Korsika, men omhandler eksil i bredere eksistentiel forstand: udlændighed, fattigdom, foragt eller lignende kriser mennesket kommer ud for, idet det tumler gennem tilværelsen, underlagt tilfældets kræfter og kosmossets love.

Filosofiens og videnskabens frihed har altid været truet af både religiøse og politiske agendaer. Og dette er netop emnet i Schopenhauers berømte kampskrift Imod Universitetsfilosofien fra 1851, hvori datidens herskende filosofi, hegelianismen, udsættes for en sønderlemmende kritik. Schopenhauer skelner mellem ægte og falsk filosofi og udstiller med morsom og bidende sarkasme, hvordan den klassiske filosofiske tradition fra Platon og Kant på tragisk vis er blevet afløst af ”det absolutte vrøvls filosofi” og af ”en nydelig generation uden ånd, uden kærlighed til sandheden, uden redelighed, uden smag, uden evne til at kunne svinge sig op til noget som helst ædelt eller til et eller andet, der rækker ud over de blot materielle interesser, hvorunder de politiske interesser også hører”. Schopenhauer tager nok udgangspunkt i sin samtid, men hans kritik er tidløs og almengyldig.