Forlaget Klim Religion & Filosofi

Bøger om filosofi kan være svære at læse, og filosoffers tanker kan også være svære at forbinde med vores eget hverdagsliv. Men i denne bog får vi en lettilgængelig introduktion til filosofiens hoveddiscipliner og -navne. Via korte og letlæste tekster suppleret med faktabokse om de store filosoffer og en række øvelser åbner Christian Horn filosofien for alle.
I bogens 10 kapitler præsenteres en lang række af de mest kendte filosoffer på en måde, der forbinder filosofien med hverdagens erfaringer. Der stilles i forbindelse hermed også refleksionsspørgsmål, så du med afsæt i filosoffernes tanker selv kan tænke over hverdagens muligheder og udfordringer på nye måder.
Bogen henvender sig til enhver, der ønsker at vide mere om historiens mest kendte filosoffer, og som er nysgerrig på, hvordan man kan bruge filosofien i hverdagen. For filosoffernes tanker kan forbindes med de emner, du fordyber dig i som studerende, praktiske problemstillinger inden for det fag, du arbejder med og med privatlivets forskellige forhold og udfordringer.

Bogen handler både om selvrefleksion og om vores egne tankevaner og måder at se tingene på. Den gør læseren opmærksom på ikke kun andres dumhed, men også på vores egen hang til lette konklusioner, snæversynethed og stædighed.

Og nedenunder ligger der en alvor. For hvad sker der, når vi ikke er i stand til at skelne klare argumenter fra dumhed og idioti? Så mister vi fodfæstet i virkeligheden, og døren åbnes ikke bare til ukloge beslutninger i vores eget liv, men også til politisk dumhed og farlige beslutninger.

Lars Fr. H. Svendsen har gennem sit forfatterskab formidlet filosofi til en bred læserskare. Med bøger som Kedsomhedens filosofi og Ondskabens filosofi nåede han læsere, der ikke troede filosofi var noget for dem. Nu er han tilbage i den populære genre og har skrevet sin hidtil største bestseller.

Bogen er en opdateret udgave med nyt kapitel om Donald Trump! ​

Hvad skal vi dog med endnu en bog om den tyske filosof Friedrich Nietzsche? Man kunne med rette indvende at der allerede er skrevet alt for mange bøger om den herostratisk berømte filosof med det imposante overskæg.

Nietzsches polemiske opgør med kristendommen og hans dunkle lovprisning af et kommende autonomt overmenneske er blevet læst og lovprist verden over i en sådan grad at fortolkerne har glemt den patologiske Nietzsches inhumane og dybt problematiske udsagn og udfald mod den kristne del af menneskeheden.

Bogens forfattere har sat sig for at grave den forsvundne og affirmativt tildækkede Nietzsche frem igen ved at give en kritisk indføring i Nietzsches kultursyn.

I begyndelsen af 1990’erne blev det i alverdens medier bebudet, at religionen nu, til alles overraskelse, var vendt tilbage på verdensscenen som politisk faktor, også selvom kirkerne stod stadig mere tomme. I Tro & viden fra 1995 forsøger den franske filosof Jacques Derrida at redegøre for, hvorfor religionen således bliver ved med at vende tilbage i en angiveligt sekulær, oplyst tidsalder. Dette leder på sporet af en afgrundsdyb tro, som ligger til grund for religion såvel som videnskab:

“Jeg sagde til mig selv, at man gør sig blind for det fænomen, der kaldes religionens genkomst i dag, hvis man fortsætter med så naivt at modstille fornuft og religion. Det ville være nødvendigt, men ikke enkelt, at vise, at religionen og fornuften har samme kilde.”

Dette er dog ingen irrationalisme, for tværtimod påpeger Derrida, at den måske mest udbredte obskurantisme i dag har form af blind tro på en videnskab, der ikke vil vide af forskellen på tro og viden. Enhver overvejelse af religionens plads i et sekulariseret samfund kræver oplysning af dette forhold, hvis ikke debatten uophørligt skal pendulere mellem rationalisme og dennes spejlbillede.

Jacques Derrida (1930-2004) er en af det 20. århundredes største filosoffer, hvis navn forbliver tæt knyttet til “dekonstruktionen”.

Tro & viden er oversat og forsynet med et introducerende forord og forklarende noter af Kristian Olesen Toft og Bjarke Mørkøre Stigel Hansen.

Forlag: Klim, Forfatter, Hans-Jørgen Schanz, Indbinding: Hæftet, Sprog: Dansk, 120 sider
Professor i idehistorie Hans-Jørgen Schanz skriver i sin nye bog ’Menneskene og alt andet’ om præcis alt det … fra antikken til i dag! Hvordan står mennesket i verden – i sit forhold til naturen, i forholdet til de andre og i forhold til sig selv. Der er tre momenter: 1) Mennesket som artsvæsen, 2) menneskenes individuering og så 3) det hele spændt ud mellem natur og historie. Schanz behandler de store temaer på en eksistentielt vedkommende måde og i et sprog, der kan tilgås af andre end blot fagfilosoffer.

Tekstsamlingen dækker de sidste 20 år af hans liv fra 1963 til hans død den 25. juni 1984 og giver et forfriskende ærligt indblik i hans tænkning. Bogens emner spænder fra kulturkritik af personer som Marquis de Sade, Georges Bataille og Pier Paolo Pasolini, over ærlige interview om homokulturens frigørende brug af sex og vigtigheden af mandligt venskab, til den berygtede debat om den seksuelle lavalder, og hvordan fri seksuel identitet bliver set som en trussel i alle sociale relationer, der styres af diskursernes videns- og magtmæssige dominans.

I bogen bliver Foucaults særegne tænkning og etik taget ud af hans skrevne værkers uimodsagte enetale og undersøgt gennem dialog og diskussion, så indre modsætninger får lov at stå frem. Mikkel Thorup udfolder i sin grundige efterskrift konteksten for de diskussioner, bogens tekster må forstås som en del af.

Richard Rorty var blandt de mest fremtrædende og indflydelsesrige amerikanske filosoffer i det 20. århundrede. Han fremstår i dag som den vigtigste repræsentant for den såkaldte neopragmatisme, der fra 1980’erne revitaliserede den traditionelle pragmatisme fra begyndelsen af århundredet ved at kombinere den med indsigter fra blandt andet hermeneutik, postmodernisme og dekonstruktion

Hvordan beskriver vi bedst et menneskeligt møde? Hvad er forskellen på det meningsfulde og det sjælfulde arbejde? Eller forskellen på at tale om et hus og et hjem? Hvad er i grunden det gode fællesskab – hvordan opleves og beskrives det? Og hvad betyder det f.eks. for ens arbejde som sygeplejerske eller pædagog eller skolelærer, at der findes gode og dårlige stemninger samt eksistentielle tilstande som ensomhed og forbundethed?

Fænomenologien er et forsøg på at møde og beskrive verden, som den fremstår – som vi konkret og specifikt, fysisk og eksistentielt oplever den. Det er på én gang en filosofisk retning, der blev udviklet i begyndelsen af det 20. århundrede (med inspiration fra Kierkegaard og af navne som Sartre, Heidegger, Arendt og K.E. Løgstrup), men også en praksis, en særlig måde at gå til situationer, verden og væren på, der forsøger at holde oplevelsen åben og undersøgende. At fastholde en interesseret undren.

På dansk har vi imidlertid kun introduktioner til og grundbøger i fænomenologi, der beskriver den som filosofisk retning og som teori. Vi har ikke en praksisorienteret grundbog, der beskriver, hvordan man kan implementere den fænomenologiske forståelse og metodiske undren i sit møde med verden.

'At tænke med hjertet – En grundbog i eksistentiel praksisfænomenologi' er den første bog på dansk, der henvender sig til studerende både på universiteter og på professionsuddannelser, og ikke mindst også til professionelle praktikere, der ønsker at se, hvordan en eksistentiel og fænomenologisk tænkning kan kvalificere deres praksis og forståelse heraf. Bogen er skrevet af Finn Thorbjørn Hansen og Ann Charlotte Thorsted, der begge har ekstensiv erfaring med at undervise og efteruddanne i denne praksis.

Wolfram Eilenberger har sat nye standarder for formidling af filosofi med denne nye bog, som sammenfletter fire fascinerende biografier, en solid port...

Det tyvende århundredet har været karakteriseret af nye og endeløse krige mod mere og mere abstrakte fjender, en pandemi, finanskriser og en nærmest altoverskyggende klimakrise. Vi lever i en mørk tid, som – kunne man fristes til at sige – efterlader begrænset plads til håbet. Men lever vi virkelig i en håbløs tid? De fleste af os står op om morgenen og gør, hvad vi kan for, ja, hvad gør vi egentlig og hvorfor? Hvad er det, som driver vores daglige aktiviteter? Er et minimalt håb en forudsætning for, at vi kan handle? Og hvad vil det egentlig sige, at være håbefuld? Håber vi på det ene, det andet, eller handler håbet primært om at holde mulighedshorisonten åben for, at noget godt kan ske, på trods af at vi på nuværende tidspunkt mangler forestillingsevne og handlingskraft?

Er det ikke i realiteten en slags betingelse for at håbe på noget bedre, at tingene ikke går særlig godt nu og her? Det er bare nogle af de grundlæggende spørgsmål, som denne antologi er optaget af og vil dykke ned i.

I en tid med stor interesse for stoiske tanker formidlet af moderne tænkere (fx Martha Nussbaum og på dansk grund Svend Brinkmann) bør stoikernes autentiske stemmer også høres.

Den romerske stoiker Senecas trøsteskrift til sin mor Helvia er en tekst med et dobbelt livsfilosofisk indhold, der behandler både, hvordan individet selv ved filosofiens hjælp kan håndtere sin egen ulykke, og hvordan den pårørende, der sørger over ens ulykke eller død, kan bearbejde sorgen. Teksten er skrevet fra Senecas ufrivillige eksil på Korsika, men omhandler eksil i bredere eksistentiel forstand: udlændighed, fattigdom, foragt eller lignende kriser mennesket kommer ud for, idet det tumler gennem tilværelsen, underlagt tilfældets kræfter og kosmossets love.

Fra et globalt ikon får vi her en modig og nødvendig beretning om hvordan frygten for køn (gender) giver næring til reaktionære politiske bevægelser rundt om i verden.
Den banebrydende tænker Judith Butler, hvis ikoniske bog Kønsballade redefinerede vores måde at tænke på køn og seksualitet, konfronterer i sin nye bog de voldsomme angreb på “køn”, der er blevet en mærkesag for mange højrefløjs-bevægelser i dag. Globale netværk har dannet ’anti-gender’ ideologiske bevægelser, der er dedikerede til at sprede en fantasi om at køn er en farlig, ja nærmest diabolsk, trussel mod familien, lokale kulturer, civilisationen – endda selve menneskets eksistens. Antændt af offentlige personers retorik har bevægelsen forsøgt at ophæve reproduktiv retfærdighed, undergrave beskyttelsesordninger for seksuel og kønsmæssig vold og fratage trans- og queerpersoner retten til et liv uden frygt for vold.
Formålet med Hvem er bange for køn? er ikke at fremsætte en ny teori om køn, men derimod at undersøge hvordan “køn” er blevet som en illusion for nye autoritære regimer, fascistiske formationer og transeksluderende feminister. I deres afgørende og modige nye bog belyser Butler de konkrete måder hvorpå denne illusion om “køn” indsamler og forskyder angsten og frygten for ødelæggelse. I samspil med vildledende beretninger om “kritisk raceteori” og xenofobisk panik omkring migration dæmoniserer“anti-gender”-bevægelsen kampen for ligestilling, giver næring til aggressiv nationalisme og efterlader millioner af mennesker sårbare for undertrykkelse.
Som en afgørende intervention i et af vor tids mest anspændte spørgsmål, Hvem er bange for køn? er bogen her et frygtløst opråb i fornægtelsen af alliancer med autoritære bevægelser for i stedet at skabe en bred sammenslutning med alle dem, hvis kamp for ligestilling er forbundet med kampen mod uretfærdighed. Ved at forestille sig nye muligheder for både frihed og solidaritet tilbyder Butler os et håbefuldt værk med sociale og politiske analyser, der både er aktuelle og tidløse.

Theodor W. Adorno (1903-1969) var en af de vigtigste tænkere i efterkrigstidens Europa, og sammen med blandt andre Max Horkheimer, Herbert Marcuse og Walter Benjamin udfoldede han sin kritiske tænkning i ly af Frankfurterskolen.

Mere end halvdelen af Adornos samlede værker er studier af kunst, musik og litteratur, og kulminationen på hans æstetiske refleksioner findes i nærværende posthumt udgivne hovedværk, Æstetisk teori, der udkom i 1970, året efter hans død.

Det monstrøse værk samler og videreudvikler hans tænkning om den moderne kunst i en dobbelt dialektisk rekonstruktion. På den ene side undersøger og rekonstruerer Adorno den moderne kunst ud fra den filosofiske æstetik, på den anden side rekonstruerer han den filosofiske æstetik (Kant, Hegel) ud fra den moderne kunst. Og fra begge sider forsøger Adorno da at afdække, om kunsten overhovedet kan overleve i det senkapitalistiske samfund – og hvilken betydning og dyb evne til social og eksistentiel forandring den eventuelt bærer i sig.

Judith Butler er en af de mest indflydelsesrige filosoffer i vores samtid. Med ‘Ord der sårer’ begynder Klim en udgivelse af nogle af hendes vigtigste...

Hvad er lykken? En afgørende del af at være menneske? Noget, vi bør jage? Bygge samfund på? Noget, vi har ret til? Ja, findes den overhovedet? Begrebe...

I Skyldspørgsmålet fra 1946 behandler den tyske filosof Karl Jaspers det for tyskere så følelsesladede og betændte spørgsmål om skyld efter nazisternes nederlag. Teksten bærer præg af, hvor tæt spørgsmålet er på virkeligheden (et år efter krigen!).

Jaspers mener, at en vedkendelse af national skyld er en afgørende betingelse for Tysklands moralske og politiske genfødsel i efterkrigstiden. Skyldige i moralsk forstand mener han, at alle de tyskere er, der har deltaget aktivt i krigsforbrydelser; skyldige alene i politisk forstand kalder han alle de mennesker, som blot passivt tolererede grusomhederne, fordi de var bange for selv at blive ofre for nazisternes forbrydelser.

Karl Jaspers var Hannah Arendts læremester i det politisk-filosofiske. Bogens efterskrift er begået af Moritz Schramm, som blev kendt, da han for få år siden i en dokumentarudsendelse på DR blotlagde sin historie om at vokse op som barnebarn af nazisten Albert Speer.

Det akademiske essay udgør en særegen hybrid mellem afhandlingen, analysen, kommentaren og causeriet. Ikke for ingenting betegnede Georg Brandes, der selv var en flittig essayist, genren som ”denne videnskabeligt-kunstneriske Afart”.

Måske mere end noget andet universitetsfag egner teologien sig med sine uhåndgribelige materier til essayets uortodokse karakter. Gennem årene har ikke mindst systematiske teologer da også ofte benyttet sig af formen – fra Johannes Sløk til Anna Marie Aagaard, for nu at nævne to højst forskelligartede repræsentanter.

I David Bugges efterhånden mangeårige beskæftigelse dels med K.E. Løgstrups forfatterskab, hvori essayet indtager en central rolle, dels med forskningsfeltet litteratur & teologi, der næsten per definition inviterer til essayistik, har jeg fået lyst til selv at tage livtag med genren og at udnytte det potentiale, der ligger i dens associativt prøvende og ofte tværfaglige karakter.

Vi ser i disse år en masseuddøen af begreber, som vi tidligere har brugt til at tale om værdier og meningsfulde fænomener. Et af de allervigtigste er dannelse. I udgangspunktet er dannelse en betegnelse for den proces, hvor et menneske myndiggøres ved at vokse ind i et fællesskab underkastet normer og traditioner, som det siden kan bidrage til at vedligeholde og forny. Dannelse er altså ikke kun at kende til etikette og romanklassikere, men en større proces. Dannelse handler nemlig om at blive opmærksom på den verden, vi er en del af, uden at spørge, ‘om det kan betale sig’.

Desværre ser det ud til at være sidste chance, hvis vi fortsat skal kunne tale om dannelse på denne måde, for ordet er truet af en omsiggribende instrumentalisering, hvor det skal effektmåles og styres, så stat og kommuner får ‘mest mulig dannelse for pengene’. Den stående risiko er, at dannelsen – som er et mål i sig selv – reduceres til en slags kompetence eller målstyret ‘synlig læring’.

På den baggrund ønsker Svend Brinkmann, Thomas Aastrup Rømer og Lene Tanggaard med bogen her at inspirere til en kamp for dannelse. De har inviteret en bred kreds af folk, der alle kommer med bud på, hvordan vi kan forstå dannelse i dag, og hvorfor det er vigtigt, at vi ikke lader begrebet i sin oprindelige betydning uddø.

Trods kriser, opstande, pandemier og klimaforandringer er kapitalismen stærkere end nogensinde før. Hvordan er det muligt, at et så ustabilt og livsfj...

Der er samfundspolitisk sprængkraft i Kierkegaards tænkning, men i dansk forskning har Kierkegaards samfundskamp indtil nu været nærmest overset – den har koncentreret sig om det eksistensfilosofiske og teologiske. Det har idehistoriker Ole Morsing sat sig for at råde bod på med denne bog.

I fem kapitler om livssyn, livsidealer, livsrammer, livssyn og livsudfordringer diskuteres, hvad Kierkegaard kan bidrage med til en kritisk og opbyggelig forståelse af dagens og fremtidens samfund. Undervejs bringes en række tænkere, som er inspireret af Kierkegaard, ind i kampen - fx Gert Biesta i et afsnit om pædagogik.

“Der er overalt i verden ikke meget at hente: Nød og smerte fylder den, og for dem, der undslipper disse, lurer om alle hjørner kedsomheden. Dertil hersker som regel sletheden i verden, og dårskaben fører ordet. Skæbnen er grusom, og menneskene gemene.”- fra bogen

Arthur Schopenhauers senværk Parerga & Paralipomena (biværker og tiloversblevet) er en samling tekster, der føjer sig ind i hele Schopenhauers filosofiske system. Værket fra 1851 blev gennembruddet, der gjorde Schopenhauer vidt berømt som pessimismens filosof og som litterær stilist, der klart og insisterende formulerer en dybt original tænkning. De fire bind er skrevet, så de er tilgængelige for enhver og kan læses uafhængigt af hinanden.

I Aforismer om livsvisdom stiller Schopenhauer spørgsmålet om muligheden af et godt eller lykkeligt liv og formulerer efter klassisk forbillede en samling refleksioner og leveregler, der ganske vist ikke kan gøre os lykkelige, men dog vise os vejen til et nogenlunde behageligt og tåleligt liv. Schopenhauer fremhæver særligt ethvert menneskes individuelle karakter, og heraf ethvert menneskes individuelle behov, som grundbetingelse for lykken.

Vi lever i en tid præget af utæmmet neoliberalisme, hvor vi synes mere og mere fortabt i et ræs af selvautentificering og selvrealisering. Det er kun fantasien og naturlovene, som sætter grænser for de hedonistiske tendenser, vi søger at realisere som samfund og som individer. Og grundlæggende er det, som om vores udgangspunkt for at løse menneskelige problemer helst skal være højteknologiske fix i en stræben efter mere tid, flere materielle goder, mere jeg, mindre kontakt med det vi ikke gider (på godt og ondt).
Den tyske filosof Byung-Chul Han formulerer i denne bog en meget skarp kritik af nogle af de psykologiske og økonomiske mekanismer, som driver os ind i selvudhulende spiraler. Han undersøger som korrektiv ritualernes vigtighed. Ritualer er referencepunkter, der skaber orden og giver ro. Ritualer i den bredeste forstand muliggør, som Han skriver i bogen, ”et fællesskab uden kommunikation, hvorimod kommunikation uden fællesskab er dominerende” karakteristika for vores nutid.
Forfatteren udpeger tabet af fortidens bærende symbolske strukturer som afgørende, men er meget påpasselig med ikke at ende i nostalgisk længsel efter en tabt guldalder. Det lykkes for Byung-Chul Han at formidle særdeles kompleks filosofisk og nutidskritisk tænkning på en både smuk og tilgængelig måde—samt at efterlade læseren med en følelse af at blive taget med på en intellektuel såvel som poetisk rejse, på og mellem linjerne.

Giorgio Agamben er en af de største nulevende filosoffer, og hans hovedværk, Homo Sacer, er for længst oversat til dansk. Dette, hans nyeste værk, er et forsøg på at genbesøge spørgsmålet om, hvad der i den filosofiske tradition må forstås ved begrebet “den første filosofi”.

​Agamben undersøger den metafysiske tradition helt tilbage til Aristoteles og interesserer sig for, hvordan det kunne gå så galt, at metafysikken, som engang var i centrum af vores drøftelser og tjenestepige for teologien, i stedet blev tjenestepige for videnskaben. Men metafysikken bør gentænkes og hives ud af dette jerngreb, mener den italienske stjernefilosof. ​

Kants kritiske skrift om åndeseere fra 1766 er rettet mod hans samtids metafysiske charlateneri og bruger Emanuel Swedenborgs påstande om sine åndelige visioner som centralt eksempel. Det er en kynisk og latterliggørende kritik såvel af Leibniz’ fejlbehæftede epistemologi som af Swedenborgs metafysik, der spillede en afgørende rolle for Kants hovedværker.

Teksten er let tilgængelig og ret humoristisk flere steder. Og dens emner er stadig relevante i dag med fake news og andet, da Kant i skriftet bl.a. skriver om måder at genkende viden på, og hvordan man forholder sig til ekstraordinære påstande om ånder og deslige.

Det lille manuskript ‘Friheden til at være fri’ er først for ganske nyligt blevet offentliggjort på tysk. Teksten læner med sin tematisering af frihedsbegrebet kraftigt op ad Arendts hovedværk ‘Om revolution’ fra 1964.

Som en granitsokkel under alt, Arendt skrev om – hvad enten det var totalitarisme, ondskab, ånd eller menneskenes vilkår – var frihedsproblemet altid til stede og synligt styrende for tankegangen. Men hvad vil det i følge Arendt sige at være fri? Det korte svar er, at dette åbenbarer sig i en revolution, derved at man går sammen og i fællesskab ønsker at skabe noget nyt og vigtigt for fællesskabet. Mennesket har som værende født (dvs. skabt) potentialet til frihed (hvilket intet andet levende har), men det skal udløses og det skal realiseres og sker gennem fælles handling, her viser friheden til at være fri sig. Hun kalder også i teksten fænomenet offentlig frihed. Altså: frihed til at være fri viser sig i form af realiseret offentlig frihed.

Måske ville hun med foredraget gøre op med den bølge af revolutionsromantik, som fra slutningen af 60´erne kom til at præge meget store dele af ungdomsoprøret. Det gætter professor Hans-Jørgen Schanz på i bogens efterskrift, som han nåede at affatte inden sin død i 2022.