Forlaget Klim Krop & Sind

Hvordan opleves verden egentlig, når man er psykotisk? Hvordan forandrer den sig, når psykosen kommer snigende? Og hvad fortæller det om såvel den velfungerende som den patologiske bevidsthed?

Klaus Conrads 'Den begyndende skizofreni' er blandt de bedste bøger, vi har, om det syge menneskesind. Et absolut hovedværk inden for fænomenologisk psykiatri og psykopatologi – på én gang psykiatrisk indføring i skizofreni og en filosofisk-psykologisk afdækning af, hvordan vi kan studere bevidsthedsfænomener på en måde, der tager biologien alvorligt, men samtidig insisterer på, at for den, der oplever, vil verden altid fremstå sammenhængende og meningsfuld. På baggrund af undersøgelser af 117 unge patienter med begyndende skizofreni beskriver Conrad, hvordan skizofrenien begynder, hvordan den forandrer oplevelsen af verden og selv, og hvad det fortæller om psyken.

En enkel og konkret guide til at overvinde stress. Marie Kingston rådgiver hver dag mennesker om, hvordan de forebygger stress og undgår en sygemeldin...

Kan vi mennesker få det bedre af at engagere os i kreative aktiviteter? Kan syge lindres og opleve en forbedret livskvalitet ved at synge sammen, danse eller lære at male i fællesskab med andre? Kan vi udskrive kultur på recept? Samspillet mellem kunst, kultur og sundhed har stået centralt i menneske- og samfundsforståelsen i store dele af historien, og dynamikkerne har optaget moderne klinikere i årtier, men forskningen i krydsfeltet er først nu ved at samle sig som en egentlig indsats.

‘Kultur og sundhed: et mangfoldigt felt. Forskning, teori og praksis’ er den første grundbog og samlede, forskningsbaserede indgang til feltet i en dansk kontekst. Gennem otte hovedkapitler og en perspektiverende epilog undersøges og præsenteres den aktuelle forskning på tværs af indsatser samt en række forskellige teoretiske positioner og praksisser inden for kultur- og sundhedsfeltet.

Fem overordnede domæner fremhæves – de kreative terapier, participatoriske kunst- og kulturaktiviteter, kultur på recept, effekten af æstetiske dimensioner i sundhedsmiljøer, og spørgsmålet om nødvendigheden af uddannelser, der kan understøtte det tværfaglige arbejde.

Depression kan føles som en negativ spiral af tristhed, træthed og apati. ‘Den positive spiral’ tilbyder viden om depression på et neurovidenskabeligt grundlag samt enkle redskaber til, hvordan man trin for trin kan vende den negative spiral til en positiv.Neuroforsker Alex Korb formår på en levende måde at afmystificere, hvad det er der sker i den depressive hjerne. Det er en pointe i bogen, at der ikke er noget quick fix, når det gælder depression, men at bittesmå ændringer i hverdagen helt konkret kan skabe en positiv forandring i hjernen, der kan være med til at vende udviklingen.

Karakterdannelse har fået en renæssance i tidens kulturelle og pædagogiske debatter, og Trivselskommissionen har foreslået, at karakterdannelse igen skal stå i formålsparagrafferne for dagtilbud, skoler og lærer- og pædagoguddannelser.

Men hvad er karakterdannelse? Hvilke karakterdyder kan styrke vores eksistens og fællesskaber? Og hvilken pædagogisk praksis kan integrere karakterdannelse i skolens liv?

Ifølge den tyske filosof Hans-Georg Gadamer (1900-2002) er dannelse “højnelse til humanitet gennem kultur”. Det er familiernes, skolens, foreningslivets og samfundets opgave at højne og kultivere børn til menneskelighed. Gennem kultur- og karakterdannelse vokser børn og borgere til at kunne være i relation: De bliver med-mennesker, med-ansvarlige og med-borgere.

I denne antologi stiller en række af Danmarks og Nordens førende pædagogiske tænkere skarpt på karakterdannelse; fra dydsetik og livsoplysning over demokratisk dannelse og til den digitale samtid

I arbejdet med børn og unges læring og trivsel kommer man som lærer naturligt i kontakt med mange forskellige behov, ønsker og interesser. Skoleverdenen er et univers, hvor mange mennesker omgås hinanden med samme overordnede målsætning om at danne og uddanne børn til at kunne færdes og leve i et demokratisk samfund. Skolen handler om samarbejde på mange planer, herunder mellem mange forskellige aldersgrupper, roller, fagligheder og eksterne samarbejdspartnere. Skolen er med andre ord den store scene for samarbejde i bredden og i dybden.

Med denne bog vil Stine Clasen og Christina Hostrup overføre den klassiske mediation til den pædagogiske verden. Den klassiske mediation er den velbeskrevne og forskningsbaserede tilgang til at arbejde med konflikter mellem to eller flere parter. Vi oplever et stigende konfliktniveau – ikke kun i skolesammenhæng men i samfundet generelt – og vi er mere individorienterede end nogensinde. Eget behov er for mange i centrum, hvilket medfører, at fællesskabet og modet til at indgå i et fællesskab er under pres – vel vidende, at skolen er vores største samfundsmæssige fællesskab.

Børn mistrives, unge mistrives, og vi har angiveligt en ‘trivselskrise’. Undersøgelser viser, at det løbende går tilbage med trivslen, og alligevel er danskerne blandt verdens lykkeligste folk. Hvad er der dog sket? Hvordan hænger det sammen?

Trivsel tur-retur nuancerer (mis)trivselsdebatten. De tre velskrivende og veloplagte forfattere ønsker at undgå en kollektiv kortslutning af vigtige spørgsmål om børn og unges liv, om uddannelse og dannelse og om undervisning og skoler som følge af mistrivselsdebattens indtog. De benægter ikke, at der findes børn og unge i mistrivsel med psykiske lidelser, som har brug for hjælp og udredning. De vil ikke lukke øjnene for, at alt for mange børn og unge ikke har det godt. Men de ønsker at sætte fokus på, at samfundet virker som forhekset af en bestemt opfattelse af trivsel og mistrivsel som et individuelt psykisk anliggende, der skal måles, dokumenteres og optimeres. Dét udfordrer forfatterne ved at sætte fokus på fællesskabets betydning og ved at undersøge konsekvenserne af den måde, vi taler om (mis)trivsel på.

En af pædagogikkens største tænkere har skrevet en smuk, lille bog om kunst i uddannelse og om uddannelse til kunst. Kunstens og pædagogikkens veje krydses, og hér kan verden og tilværelsen komme til syne.

I en stadig tiltagende instrumentalisering af uddannelse er spørgsmålet: Hvordan kan børn og unge igen få ro og rum til at modtage en opmuntrende undervisning, uden konstant at være under overvågning og kontrol? Gert Biesta viser, at kunsten og pædagogikken kan hjælpe med at genfinde denne menneskelige dimension. Men man må stille de rette spørgsmål: Hvad er det, børn og unge skal blive dygtige til? Og med hvilket formål?

Ud fra disse spørgsmål viser Lad kunsten undervise, hvordan kunstens og pædagogikkens veje kan krydse hinanden og være med til at besvare eksistentielle spørgsmål: Hvad vil det egentlig sige at eksistere som menneske? Hvorledes kan livsfylde, dømmekraft og indsigtsfuldhed opnås for den enkelte? Hvordan styrker vi demokrati, ligeværd og åndsfrihed i fællesskabet?

Demenskor og fællessang – en manual er skrevet til dig, der leder et kor eller fællessang for demensramte – og også til dig, der vil vide mere om sang og demens.

Manualen er letlæselig og kan bruges som opslagsbog. Den giver indblik i sang og demens, og hvorfor det giver så god mening at synge sammen med mennesker som lever med demens, uanset om det er i en tidlig eller sen fase af sygdommen.Manualen er skrevet af musikterapeuter, som har lang erfaring i at stå for kor og fællessang med mennesker med demens, og som har undervist og forsket i sang og demens. De uddyber, hvor vigtigt det er at skabe en tryg ramme, at skabe fælles opmærksomhed og et givende samvær. Den tredeling i forståelsen af sang og demens går igen i kapitlerne om Ramme, Regulering og Relation og i tilrettelæggelsen af sangaktiviteten. Bogens indblik i forskning og teori knyttes til praksis med forslag, ideer og små fortællinger. Forfatterne introducerer desuden til nogle få udvalgte musikterapeutiske fagbegreber for at øge en fælles viden om, hvordan kor og fællessang tilrettelægges.

Med forord af Lasse Skovgaard, programleder i Sangens Hus, og Mette Raun Fjordside, direktør i Alzheimerforeningen

“Opdragelsen er efter sit begreb kun mulig gennem ydre indvirkning fra opdragernes side. Men dens mål er – stadig ifølge opdragelsens begreb – at den, som skal opdrages, skal bringes til at bestemme sig uafhængig af ydre indvirkninger. Vi står altså tilsyneladende over for en modsigelse: hvordan kan man gennem ydre indvirkning bringe et menneske til ikke at lade sig bestemme af ydre indvirkninger?!
Sådan sammenfatter filosoffen Leonard Nelson den moderne pædagogiks paradoksale udfordring. I det moderne træder mennesket ud af sin “selvforskyldte umyndighed” og må lære frit at bestemme over sit eget liv og være medbestemmende i en fælles tilværelse. Men hvordan lærer barnet om frihedens mulighed, når vejen går gennem opdragelsens afhængighed. Ud fra dette spørgsmål konstitueres to principper for “den moderne barndom”, nemlig principperne om mennesket Bildsamket og opfordring til selvvirksomhed. Enhver pædagogisk virksomhed må forudsætte, at barnet kan indgå i dannelsesprocesser, at det vil og kan læse, og at det sættes i gang af den voksnes fornuftige opfordring til barnets selvvirksomhed.
Bogen undersøger det pædagogiske paradoks fra dets erkendelse hos J.-J. Rousseau og I. Kant til de første forsøg på at formulere en teoretisk pædagogik hos F. Schleiermacher og J.F. Herbart. Dernæst påvises, at paradokset også ligger til grund for K. Grue-Sørensens pædagogiske forfatterskab, og til sidst introduceres D. Venners formulering af en almen pædagogik, der netop tager udgangspunkt i Bildsamkeit og opfordring til selvvirksomhed.
Gennem dette grundstudie er det bogens intention at vise, at det pædagogiske paradoks stadig udgør en radikal udfordring for den pædagogiske teori og praksis.
Dette er en revideret udgave med et ekstra kapitel, der omhandler det pædagogiske paradoks i forbindelse med skolen.

Det er vigtigt, at man har en kollaborativ kultur i sin organisation, og de tre vigtigste komponenter er psykologisk tryghed er udtryk for, at an har et trygt og lydhørt miljø i sin organisation, så man som frontpersonale føler sig tryg og sikker nok til at dele ud af sine erfaringer og forslag til ændringer. Det fordrer, at ledere, pædagoger og ressourcepersoner på tværs af faggrænser og forskelle arbejder tæt sammen (teaming), så man sammen kan løse komplekse problemstillinger i hverdagen, hvilket i sidste ende munder ud i organisationens kollektive mestring; den fælles tro på, at vi som kollektiv kan gøre en forskel.

Bogen henvender sig i særlig grad til medarbejder- og ledelsesteams på skoler, i dagtilbud og i kommuner, hvis fokus er på samarbejde og en øget medindflydelse til frontpersonalet. Den kan også benyttes til lærernes, pædagogernes og ledernes grund- og efteruddannelse. Bogen skal ikke alene læses, den kan også bruges som et praktisk hjælpemiddel, da den gennem teori, eksempler og konkrete øvelser introducerer og vejleder til, hvordan man bedst skaber en kollaborativ kultur. Denne nye reviderede udgave er gennemskrevet, og der er tilføjet tre kapitler, som fremskriver vigtigheden af koblingen mellem psykologisk tryghed, kollektiv mestring og teaming.

Bogen er et originalt og værdifuldt bidrag til debatten om folkeskolen og til skoleforskningen. Den er en vigtig analyse af de store forandringer, som er sket med fundamentet under vores demokrati: vores fælles folkeskole.

Thomas Aastrup Rømer blotlægger det tætte samspil mellem folkeskolens formålsparagraf og skolepolitikken, historisk og i dag. Han viser, at der har udviklet sig en splittelse mellem den pædagogiske tradition, som formålsparagraffen udspringer af, og den skolepolitiske anvendelse af selvsamme paragraf. Denne splittelse skal vi være på vagt over for, hvis vi vil bevare det helt unikke, der kendetegner den danske folkeskole og dens rolle i vores samfund.

Hvorfor dialoger helbreder er Jaakko Seikkulas hidtil mest klare og tilgængelige bog. I et åbent og konkret sprog inviterer den verdensberømte psykolog, familieterapeut og forsker fra Finland ind i den forskning, der ligger bag stiftelsen og udviklingen af den terapeutiske tilgangsmetode Åben Dialog.

Her forklarer han ikke bare, hvordan dialogerne helbreder, men endnu vigtigere med rod i den ekstensive forskning i feltet, hvorfor de gør det.

Vores liv defineres og fungerer gennem de dialoger, vi fører med menneskerne omkring os. Vi kommunikerer med sproget, kroppen, sanserne og følelserne. Vi ånder dialog, og hvis vi ikke formår at føre den hensigtsmæssigt, så risikerer vi at falde fra hinanden.

Hvordan kan skønlitterære skrivegrupper bidrage til psykiatrisk behandling? Hvad er forholdet mellem kunst og mental sundhed, og hvordan kan denne viden udbredes i psykiatrien? Denne bog opsummerer otte års erfaringer med at lede og deltage i skrivegruppe-projektet REWRITALIZE, der er sat i verden for at besvare disse spørgsmål ved at lade praktisk erfaring mødes med teoretisk diskussion.

Bogen tilbyder en skrivegruppemanual med anvisninger til, hvordan REWRITALIZE-skrivegrupperne skal ledes, så de kan bidrage til både personlig og klinisk recovery i psykiatrien, hvilket kræver både skønlitterær og sundhedsfaglig kyndighed. Til manualen hører et stort katalog af skriveøvelser, som er samlet, opfundet og anvendt af projektets forfattere gennem årene.

Rundt omkring manual og skriveøvelseskatalog samles i bogens første del en prisme af erfaringer fra brugere, forfattere, sundhedsfaglige og litterater. I bogens anden del findes de akademiske kapitler, der tegner den teoretiske ramme for projektet. De kredser om kunstens relationelle aspekter og de særlige erfaringer og betydningsdannelser, der kan opstå, når de kunstneriske og her især det skønlitterære rum bliver resonansrum, hvor forhandling og revitalisering kan foregå. Udgangspunktet er, at kunst hænger sammen med liv, som en attitude – en måde at være i verden på – og at det derfor i sig selv kan være en kunst at komme sig.

Bogen henvender sig til praktikere og forskere i feltet kultur og sundhed, men vil også kunne læses af studerende, undervisere, sundhedsfaglige og andre interesserede i feltet.

”Ungdomskilden ligger ikke i et fjernt land eller i en magisk trylledrik. Ungdomskilden ligger i dig selv, i enkle valg, værdier og sundhedsvaner. Ungdomskilden ligger i relationer, i disciplin, kærlighed og medfølelse. Nogle af denne bogs pointer og konklusioner er velkendte, andre vil måske overraske og måske provokere.”

Ordene tilhører lægen Audun Myskja. Hans budskab er, at vi kan gøre meget selv for at holde os unge og raske – uanset om vi er 30 eller 90. Det er nemlig aldrig for sent. Ved at bruge den viden, du får i denne bog, kan du tage de rigtige valg nu og sørge for, at årene, der kommer, bliver gode.

Det er i alderen 12-24 at den menneskelig hjerne udvikler sig allermest. Der kan forekomme pludselige og voldsomme ændringer i barnets opførelse og forhold til andre mennesker - ændringer som mange forældre til teenagebørn sikkert kan nikke genkendende til. Det kan være overvældende som forælder at være vidne til en sådan udvikling, men det kan samtidig opleves som en både ensom og foruroligende oplevelse for teenageren, som gennemgår udviklingen.

Siegel er blandt grundlæggerne af det tværdisciplinære felt ‘interpersonel neurobiologi’, som beskriver hvordan ens sind, hjerne og psykisk velbefindende er gensidigt forbundne og ikke adskillelige. Det er med dette blik på teenagehjernen og dens personlige relationer, at Siegel forsøger at skabe en fælles forståelse mellem forældre og teenager ved helt konkret at gennemgå de videnskabelig udviklinger, der foregår i hjernen - både de kemiske og hormonelle sammensætninger og neurale netværk, der findes i hjernen.

Vi lever i psykoanalysens tidsalder. Millioner af mennesker søger hver dag hjælp til at tackle psykiske og personlige problemer eller blot for at lære mere om sig selv og få balance i krop og sjæl.

I Sjælens arkitekter tager tyske Steve Ayan os med på en rejse til Fin de Siècle-tidens Wien, hvor psykoterapien bliver grundlagt. Visionære hoveder som Freud, Jung og Adler og andre af samtidens fremtrædende, intellektuelle tænkere danner sammen Die Wiener Psychoanalytische Vereinigung (Den Wienske Psykoanalystiske Forening), og skaber dermed en af grundpillerne i vestlig civilisation – løftet om personlig udvikling og helbredelse af psyken gennem en ny og revolutionerende forståelse af sjælen.

Hvad er et menneske? Hvor starter neuroser? Er seksuelt begær virkelig kilden til al tænkning? Hvordan kan traumer, angst og depression løses? Og hvad er egentlig meningen med livet? Det er alt sammen store spørgsmål, men ikke for store til, at denne bogs usædvanlige hovedpersoner ikke turde tage livtag med dem i deres revolutionerende forsøg på at hjælpe mennesket med at forstå sig selv og blive til dem, vi virkelig er.

Sjælens arkitekter er den fascinerende fortælling om psykoterapiens fødsel og hjernerne bag den skelsættende idé om, at det er muligt at heale vores sjæl.

Dannelsesbegrebet er et af de mere omdiskuterede begreber i det idehistoriske felt omkring mennesket, skolen og samfundet. Under dette begreb gemmer sig nemlig nogle af de helt store spørgsmål, vi stiller os selv: Hvad er et menneske? Hvilket samfund ønsker vi at leve i? Hvad er formålet med at drive skole?
Dannelsesbegrebet favner bredt og har tråde ud i alle dele af den samfundsmæssige virkelighed. Det er muligt at identificere mindst tre arenaer, inden for hvilke det diskuteres: den akademiske, politiske og professionsfaglige arena.

Der findes en enorm mængde teknisk information om forskningsmetoder, og man kan nemt miste overblikket over, hvorfor vi udfører uddannelsesforskning, og hvor og hvordan forskning kan bidrage til forbedringen af uddannelse. Uddannelsesforskning – en uortodoks introduktion fører dig gennem de bredere sociale og politiske sammenhænge inden for uddannelsesforskning og fokuserer på de grundlæggende spørgsmål, såsom hvad uddannelse egentlig “er”, og hvad det er til for. Ved at gøre det, stiller bogen spørgsmål, som mere “ortodokse” introduktioner til teori og praksis inden for uddannelsesforskning ofte lader ligge.
Gert Biesta gennemgår en række centrale problemstillinger, der præger ethvert projekt inden for uddannelsesforskning, heriblandt teoriens rolle i forskning, hvad det betyder og kræver at forbedre uddannelse, karakteren af uddannelsespraksis, historien om uddannelsesforskning og videnskab, forbindelsen mellem forskning, professionalitet og demokrati, samt de sociale og politiske dimensioner af akademisk publicering. Hvert kapitel indeholder en række spørgsmål for at opfordre til yderligere diskussion.