Editorial Aurora Boreal Skønlitteratur & Fiktion

Ude på landet et sted i Frankrig kæmper en kvinde en indædt kamp mod sine indre dæmoner. Hun omfavner sin status som den evigt fremmede, men længes efter at høre til; hun higer efter friheden uden at vide, hvad den indebærer; hun ønsker familielivet, men har lyst til at brænde sit hjem ned. Hun føler sig kvalt og undertrykt af den rutine, rollen som mor, hustru og husmor indebærer, og de mentale kvaler, hun oplever ved at være fanget i sit eget liv, leder hende ud i en stadig mere utilregnelig og destruktiv adfærd. Kvinden udviser en rasende ligegyldighed over for sine omgivelser, hun begiver sig ud i hæmningsløs utroskab, og hun synes selv at anspore et tiltagende vanvid, der fungerer som en smertelig befrielsesakt. Og gang på gang flygter hun ud i skoven for at opsøge et krondyrs godtgørende blik.

Moderskabet, femininiteten, kærlighedens absurde banalitet – Ariana Harwicz vender vrangen ud på alt dette med en hudløs og ubarmhjertig intensitet. I kraft af en hektisk, drømmeagtig og opbrudt prosa trækkes læseren ind i en fortælling, hvor hovedpersonens ønsker og behov hele tiden obstrueres af, hvad andre kræver af hende eller får hende til at føle, at hun bør gøre og være. Men hvem er i virkeligheden de vanvittige? Dem, der affinder sig med et konformt og intetsigende liv, eller dem, som gør oprør for at genvinde en mere autentisk – en mere oprigtig og frisat – udgave af sig selv?

Dette værk er blevet filmatiseret under sin originale engelske titel, Die, My Love, og havde premiere i det officielle konkurrenceprogram ved filmfestivalen i Cannes i 2025. Filmen er produceret af Martin Scorsese, instrueret af Lynne Ramsay og har Jennifer Lawrence og Robert Pattinson i hovedrollerne.

Denne roman, som bringer mindelser om Thomas Bernhards univers, minder os om, at kun i sproget kan vi finde friheden.

Nøglen til huset er en autofiction, der fletter emner som eksil, sorg og identitet sammen gennem en både indre og geografisk rejse mellem Brasilien, Tyrkiet og Portugal. Hovedpersonen, en brasiliansk kvinde født i Lissabon og efterkommer af sefardiske jøder, har af sin bedstefar modtaget nøglen til hans gamle hus i Izmir (Tyrkiet). Med denne nøgle drager hun ud på en rejse og en søgen efter sine rødder og sin egen identitet.

Døden og det smertefulde tab af fortællerens mor, som har været politisk aktivist, farver historiens underliggende tone. Midt i sin indre pilgrimsrejse har hovedpersonen desuden et stormfuldt og komplekst forhold til en voldelig og dominerende elsker, hvilket afspejler hendes egen følelsesmæssige lammelse.

Romanen udvisker grænserne mellem virkelighed og fiktion. Forfatteren bruger episoder fra sin egen og familiens historie, men bearbejder dem litterært for at udforske hukommelse og traumer fra tidligere generationer. Det er et introspektivt og fragmenteret værk, der består af korte kapitler i en vekslen mellem forskellige stemmer og minder.

Tatiana Salem Levy modtog litteraturprisen Prêmio São Paulo de Literatura for Nøglen til huset.

Hvor er det sært jeg hedder Federico er en smuk og rørende fortælling om identitetsfølelse, frustration, smerte og alle de dybe følelser, der er i spil hos mor og søn, adoptant og adoptivbarn. På den ene side en kvinde, der midt i en succesfuld karriere mod forventning pludselig føler det biologiske ur tikke. For at få opfyldt sit altoverskyggende ønske om at blive mor må hun igennem smertefulde, mislykkede fertilitetsbehandlinger og et ødelagt parforhold. Og selv da den længe ventede nyhed omsider kommer, svarer intet til de forestillinger, hun har gjort sig. Og så gør de måske alligevel ... På den anden side en ung fotograf med behovet for at søge efter de rødder, han ikke har nogen erindring om. Som femårig forlod han Colombia og fløj med sin nye mor over Atlanten mod sit nye hjem og en helt anden verden. Et stipendium og et kunstprojekt bliver nu Federicos undskyldning til at vende tilbage og genopdage sin barndomsby og sin colombianske identitet, en opgave, der på ingen måde bliver let.

Den 18. januar 2021 modtog Pol Guasch litteraturprisen Premi Llibres Anagrama de Novel∙la for Napalm al cor.

Uden for nogen klart defineret tid og i et tvetydigt geografisk område under militær kontrol kæmper to unge mænd mod omgivelsernes manglende accept af deres forhold. Deres familier og hele samfundet er ramt af splittelse, ulykke og rodløshed, og manglen på fremtidsudsigter præger alt.

Efter ekstreme og traumatiske hændelser er det eneste alternativ for dem at flygte fra de usikre levevilkår, men fortidens byrde er svær at lægge bag sig, og der er en fin skillelinje mellem offer og bøddel.

Skrevet som en mosaik i et præcist, smukt sprog er Napalm i hjertet en intim, poetisk rejse gennem en voldelig verden i håbet om at finde et bedre sted at udleve kærligheden og befri sig for undertrykkelse.

Ifølge u’wa-folkets tradition må børn født med misdannelser dø. Berichá blev født uden ben, men hendes forældre, som i forvejen havde mistet fem børn, besluttede at beholde hende. Nogle år efter kom pigen på en katolsk kostskole, for hendes far var død, og moren var ude af stand til at forsørge hende. Esperanza Aguablanca, som hun blev kaldt på skolen, viste sig at have en stærk karisma og være meget intelligent.

I Jeg har mine fødder i hovedet fortæller Berichá, hvordan hendes barndom forløb blandt præster og nonner, og hvordan hun senere vendte tilbage til sine bedsteforældres land i Sierra Nevada del Cucuy, hvor hun genoptog ældgamle skikke og visdom. Med forsvaret af de oprindelige folks kultur og territorium for øje gjorde hun sig til en af de første indfødte kvindelige lederskikkelser i Colombia.

På disse sider hjælper Berichá os også til at opdage u’wa-universet: deres myter, ritualer omkring fødsler, såning og jagt, de åndelige lederes rolle som formidlere mellem mennesket og Jordens ånder såvel som en sammenhængende måde at tænke på og en adfærd, hvor velstand og helbred afhænger af, at man lever i pagt med naturen.

Kampen mod min stedfar handler om det giftige forhold i en familie med verbal og fysisk vold udøvet af en opfarende stedfar fuld af selvmodsigelser og med en mor, der er underlagt et dysfunktionelt kærlighedsforhold.

Svømmerne fra Urubamba er en roman, der dykker ned i historien om Matias, en frustreret forfatter, far og ægtemand i krise, og hans mor, Isabel, der lider af Alzheimers og ligger for døden på et hospital.

Genforeningen af de to efter mange års adskillelse og opdagelsen af en gammel dagbog bringer Matias i kontakt med de glemte hemmeligheder fra hans ung­dom og afslører for læserne historien om en tidlig og hemmelig kærligheds­ affære mellem en ung teenager og en moden kvinde.

I en selvbiografisk litterær mosaik væver Mauricio Rosencof sine erindringer fra årene i isolationsfængsel som politisk fange sammen med sin fars erindringer, flashbacks til barndommen og en søgen efter spor af familiemedlemmer, der blev ofre for Holocaust. Skrevet i et vidunderligt klart sprog, der er kogt ned til sin allervæsentligste essens, skaber forfatteren en dybt bevægende ordkunst, hvori hans egen verden udfolder sig som et kalejdoskop.

Faren rejser med tog ind i landet til en militærkaserne i Paso de los Toros. Her sidder sønnen indespærret under militærdiktaturet i Uruguay. Rejsetid: seks timer. Besøgstid: ti minutter. Vinduesglasset i togvognen forvandles til en skærm, hvorpå fortiden i Polen passerer forbi: skrædderværkstedet i Lublin, kærlighedserklæringen til Rosa under blommetræet, tiden som soldat under første verdenskrig. Og derefter udvandringen til det fjerne land i Sydamerika og den ældste søns død.

Tina er en erfaren tv-korrespondent, som dækker Mellemøsten fra sin udstationering i Beirut. Efter næsten tyve års arbejde i udlandet beslutter hun at vende hjem til Barcelona. Hun har brug for at lægge afstand til de evige krige og barske oplevelser, til en form for journalistik, som ikke længere overbeviser hende, og til en ung italiensk kvindelig journalist, som har fået hende til at sætte spørgsmålstegn ved sin egen seksualitet.

Hjemme venter en altid fjern mor, en søster, der er perfektionist og kritiserer hende for altid at have været så langt væk, en far med begyndende tegn på demens, og den mand, hun engang elskede.

Virkeligheden er, at de mange år i udlandet har ændret hendes syn på den del af verden, hun kommer fra, en kultur og livsstil, som hun nu skal finde ind i igen og få til at føles som hjem. Hun forsøger at få styr på sine tanker, forsone sig med fortiden, men også se fremad og beslutte, om hun ønsker permanent at genoptage sit liv i Barcelona, eller hun vil rejse ud igen.

Marta Orriols viser endnu en gang sin evne til at skabe nogle uforglemmelige og komplekse karakterer. Hendes syn på den moderne verden er også denne gang rammende og varm, på én gang hverdagsagtig og ekstraordinær.

Det utilsigtede drab på den smukke sorte kvinde Ruperta – forårsaget af en hvid kolonist – sætter gang i en række hændelser, som truer den sociale balance i Cajambre. Kun ved at få kontrol over de kræfter, der langsomt får tag i befolkningen, kan roen atter genoprettes i regionen. Romanen byder på et væld af kulturelle møder og modsætninger, der danner den virkelighed, som Cajambres indbyggere lever i. Området tæller både efterkommere af afrikanske slaver og hvide kolonister med drømme om guld og udnyttelse af træressourcer. Cajambre er en roman, der bevæger sig mellem det sjove og det tragiske i skildringen af Rupertas chokerende død, samfundets begravelsesritualer og deres gådefulde udredelse af morder og motiv. Men Ruperta er ikke kun væsentlig i sin fysiske, døde tilstand: Som sit samfunds leder minder hun os om, hvilken stor byrde der hviler på de afrocolombianske kvinders skuldre som forsørgere af hele den colombianske Stillehavsverden.

Langt inde i de colombianske bjerge ligger gården La Oculta. Pilar, Eva og Antonio Ángel er de sidste arvinger til den gamle slægtsgård, som familien gennem generationer har kæmpet for at beholde. Det er stedet for de tre søskendes lykkeligste minder, men det er også der, de har mødt vold, frygt, rastløshed og flugt.Héctor Abad Faciolince slår sig fast som en af de største latinamerikanske forfattere i vores tid med romanen Det fortabte paradis, hvor han kaster lys over de konsekvenser, som forandring medfører i en familie eller et samfund. Historien fortælles gennem de tre søskende, når de mindes kærlighed, angst og håb knyttet til det smukke landskab, hvor deres families paradis ligger.

Begravelsesudstyr er en hyldest til gyserlitteraturen og mikrofortællingen, fordi det lykkes Fernando Iwasaki at koncentrere genrens kuldegys, kvalme og angst på ti eller tolv linjer. Er det muligt, at genfærdene, mareridtene, ritualerne og overtroen kan blive ved med at skræmme os i det 21. århundrede? Hvis De har børn, lider af søvnløshed eller har gæld, er det bedst ikke at læse Begravelsesudstyr.

Pigeonde er en roman fortalt fra pigen Isas perspektiv. Isa oplever smerten ved en fars svigt og et liv i stilstand i en colombiansk landsby, som ikke engang findes på landkortet.

Historien udspiller sig på et nedslidt hotel, hvor Isa frister en ensom tilværelse med en far, der – på trods af at han er hotellets ejer – kommer og går som en anden gæst. Isa oplever en tiltagende smerte i både sjæl og krop forårsaget af farens manglende fysiske og følelsesmæssige tilstedeværelse. Den moderløse piges konstante higen efter at blive set og elsket af den eneste omsorgsperson, hun har, fremstår hjerteskærende i en kulisse i form af et hensygnende lilleputsamfund med kun to rækker huse, ”som skæve tænder i en tosses mund”, hvor der absolut intet sker.

Romanen udforsker et barns tidlige modning, konsekvenserne af omsorgssvigt og statens fravær i en gemt og glemt afhrog af et stort land.

Med et rørende og poetisk sprog fuldt af narrative tavsheder opnår forfatteren i en særegen, lavmælt tone at fortælle en historie om forladthed og trøstesløshed og om en lille pige med ondt i livet.

En mand spiller pizzabud og tager sin kæreste og dennes elsker på fersk gerning i sengen på et motelværelse. Han anklages herefter for ikke at have slået parret ihjel, hvilket han forblændet af vrede og smerte ellers havde været i sin fulde ret til i den pinagtige situation.

Tre betjente forestår den absurde anholdelse, og herefter følger en retssag som et komisk teater med et pittoresk persongalleri bestående af dommer, anklager, forsvarsadvokat, jury og vidner og endda tilhørere og international presse. Hovedpersonen sidder i mellemtiden fængslet, hvor han må begå sig blandt de øvrige indsatte og modtager besøg af nogle af sagens parter.

Den absurde sag mod Torres Villaquirán berettes med en forrygende humor, og bogen er en satire rettet mod magtens instanser og et samfund, hvor værdierne er vendt helt på hovedet.

Sepúlveda får plads til mere end tre årtiers chilensk historie i denne enkle, galgenhumoristiske roman.35 år efter Pinochets militærkup mødes tre tidligere landflygtige, Cacho, Lolo og Lucho, igen i deres hjemland, Chile: tykmavede, halvskaldede og gråskæggede. De genforenes i et faldefærdigt skur, men i det mindste har de vin og grillkyllinger. De tre mænds plan er, at de omsider vil fremdrage en skat, som det aldrig er lykkedes politiet at opspore, nemlig udbyttet af det berygtede bankrøveri der fandt sted 16. juli 1925, og hvis årsdag hastigt nærmer sig. Medens de venter på et barnebarn af Pedro Nasco Arratia, som var direkte impliceret i selve kuppet, svælger de i minder om deres dage i en af Allendes eliteenheder og beretter for hinanden om, hvordan det er gået dem siden dengang og hvordan de har kæmpet sig gennem livet. Men de har ikke mistet deres humoristiske sans, og der er nok at grine ad. Kærlig, morsom og med et kraftigt stænk selvironi – Sepúlvedas roman beretter om samfundets tabere, som aldrig mistede troen på humor og kærlighed – og netop derfor vinder de i den sidste ende.

Santiago Gamboa er en af Colombias mest spændende nulevende forfattere. Hans stil er kalejdoskopisk, kosmopolitisk noir, som gør hans romaner intense og hans karakterer uforglemmelige. I romanen møder vi Manuela Beltrán, en ung kvinde plaget af en ulykkelig barndom, som hun forsøger at glemme gennem poesi. Den argentinske prædikant Tertullian påstår, at han er pavens søn, og tyr til ekstreme metoder for at skabe et harmonisk samfund. Til persongalleriet hører også Ferdinand Palacios, en colombiansk præst tynget af skyld over sin mørke paramilitære fortid, foruden Rimbaud, den unge, brillante digter, hvis liv var en konstant rejse, og Juana og konsulen, som sammen leder efter et sted at vende tilbage til. Alle disse personer giver liv til Gamboas portræt af en fjendtligsindet, turbulent verden, hvor man kun kan finde ro ved at rejse frem og tilbage for måske at finde hjem.

Tomás González er utvivlsomt en af de vigtigste skikkelser i nutidens colombianske litteratur. Det vanskelige lys er en enkel, men dyb roman. Et pulsslag mellem liv og død. David står over for den største af alle sorger: risikoen for at miste sin unge søn. Jacobos fysiske smerter efter en trafikulykke er så utålelige, at han beslutter at tage til Portland for at få aktiv dødshjælp. Fra New York følger familien hvert minut rejsen uden at vide, om frygt eller fortrydelse vil forpurre sønnens beslutning. Faderen, David, venter i uvished og voldsom, ublandet rædsel over dødens nærhed. Mange år senere, da han har forladt New York og har opgivet maleriet på grund af en øjensygdom, beslutter David at rekonstruere disse år i sit liv for med ord at udtrykke den dybe sorg, som dog ikke forhindrede ham i at bevare sin glødende betagelse af alverdens former, også de mest dystre, som skaber modvægt til skønheden og giver den mening.

Rodrigo Rey Rosa er modtager af Miguel Ángel Asturias National Prize in Literature fra Guatemala i 2004 og José Donoso Prize fra Chile i 2015.

På et museum i Athen finder ægteparret Armando og Teodora Quirós en antik statue som ligner deres lille dreng og hans hund på en prik. Men de forsvandt i Guatemala By i halvfemserne, så hvordan kan det hænge sammen? Vil det lykkes Teodora at stjæle skulpturen og på den måde få sin søn med hjem?

Flere gådefulde møder som synes at trodse tid og rum, finder sted i løbet af bogen, og vi følger fortælleren og hans alter ego til en flygtningelejr på øen Leros og på en rejse til Kurdistan i et forsøg på at blive klog på wazarismen, en fiktiv religion der har sjælevandring som et centralt dogme.

I en fortælling, der er opbygget som et system af kinesiske æsker, stilles spørgs­ målet: Hvad betyder det for os mennesker og vores sameksistens på Jorden hvis sjælevandring faktisk findes?

Mario er pludselig død, og hans kone, Carmen, insisterer på at våge over hans lig om natten. Hun bladrer i en bibel, som hun finder på hans natbord, og ud fra de steder, han har understreget, leverer hun en lang, spontan monolog, som afdækker hendes borgerlige mentalitet og alle de frustrationer, hun har kæmpet med i ægteskabet.

Gradvis afsløres et samliv fuldt af misforståelser, Marios håbløse kamp for social retfærdighed og lighed i samfundet og ikke mindst Carmens egen ureflekterede tillid til familiens og den katolske religions autoritet. I et hurtigt og letflydende sprog overøser hun ham med bebrejdelser og fortæller ham, hvordan han burde have levet sit liv som ægtemand og far til deres fem børn. Det bliver til et dækkende signalement af ideologien i 50’ernes og 60’ernes Spanien under frankismen.

Delibes fortæller selv, at den indre monolog var hans redskab til at omgå tidens censur, for havde han beskrevet den levende Marios tanker og forsvaret dem, ville bogen ikke have fået censurkomitéens godkendelse.

En fortielse og kærligheden til Milena ender med at adskille brødrene i et halvt århundrede.

Livet i et ægteskab er historien om Nicolás Lobato og Jacqueline Cascorros turbulente ægteskab gennem næsten 40 år – fortalt i et rivende tempo som en tragikomisk parodi. De to hovedpersoner skildres fra deres absolut værste side: Nicolas er en opkomling, der kun interesserer sig for penge og udenomsægteskabelige eskapader, Jacqueline er en indbildsk snob. Hvad de har tilfælles, er den mexicanske overklasses prætentiøse stræben og pengeliderlighed, blottet for enhver moral.

Nicolás’ notoriske utroskab driver Jacqueline til vanvid, og hun forsøger halvhjertet at kompensere med litteraturkurser og novelleskrivning – mens hun planlægger at myrde Nicolás sammen med sine skiftende elskere. I en række groteske scener går planerne i vasken hver gang, for Jacqueline er “en kvinde med ikke bare dårlige, men katastrofale idéer”, og elskerne er ikke altid hvad de giver sig ud for.

En forårsdag i 1970 skal den berømte argentinske sanger Sandro som den første latinamerikaner optræde i Madison Square Garden, og Gloria er en af de heldige, der har billet til den legendariske koncert. Hun er tyve år gammel og bevæger sig denne aften sammen med Tigeren og to venner ind i det intense natteliv i centrum af New York, en by, hun er flyttet til fra Colombia, og hvor hun nu tjener til livets ophold ved at arbejde på AGFA’s fotolaboratorium.

Årtier senere træder hendes søn i sin mors fodspor. I et forsøg på at dykke ned i hendes fortid besøger han New York, går ad de samme gader, og skaber hermed en fortælling om eventyrlyst, om nysgerrighed og livsmod, men også om menneskelige relationer og den svære kærlighed, den uendelig leg og balancegang, der altid indebærer faren for at snuble og falde.

Under den spanske borgerkrig bliver den dygtige og vellidte unge læge Daniel Da Barca som så mange ligesindede fængslet af ideologiske årsager i Santiago de Compostela. Romanen er en beretning om borgerkrigens grusomhed, men også om håb og styrke og om Da Barca og Marisa Mallos rørende og stædige kamp for at forsvare deres kærlighed i en tid præget af undertrykkelse.

Alt sammen er fortalt gennem fængselsbetjenten Herbal, som har tilranet sig en tømrerblyant fra en af Da Barcas medfanger, maleren, der får tiden til at gå i fængslet med at tegne sine medfanger, indtil han en nat bliver kørt ud i skoven af en likvideringsgruppe.

Rivas fletter på mesterlig vis forskellige skæbner sammen til et mangesidigt portræt af såvel menneskets mørke sider som dets kreativitet, vedholdenhed og mod og giver dermed et fremragende indblik i det spanske samfund under borgerkrigen med mennesket i fokus.

«Jeg har lært mere om den spanske borgerkrig ved at læse Manuel Rivas’ Tømrerblyanten end i alle historiebøger tilsammen.»
Günter Grass

Modtager af den spanske romanpris Amposta, 2019

En morgen vågner Gina, som nærmer sig voksenlivet med alle dets konsekvenser, med en mærkelig fornemmelse i kroppen. Efter mange lægeundersøgelser får hun stillet en alvorlig og uventet diagnose.

Gina er en sjov, følelsesbetonet og charmerende roman, som i første person fortæller om den modgang, en trediveårig kvinde oplever. Ginas stemme er intelligent, varm og sjov, ukompliceret, direkte og meget autentisk. Hun funderer over kærlighed og sex, over ubrydelige venskaber, sygdom og smerte, over det desperate ønske om at blive mor, de mennesker, hun møder på sin vej, tingenes sammenhæng og meningen med livet.

Det lykkedes Maria Climent at bevæge en hel generation af læsere med Gina, hendes første roman. Historien om en kvinde diagnosticeret med sklerose, der ønsker at blive mor, før det er for sent, bredte sig som en løbeild blandt spanske læsere og nåede også hurtigt frem til bogelskere i Frankrig.