Editorial Aurora Boreal Skønlitteratur & Fiktion

Bogen her er en biografi i romanform og en hyldest til María Moliner (1900-1981), som på egen hånd skabte det enorme værk, der sandsynligvis er den vigtigste ordbog over det spanske sprog nogensinde. Men det er også historien om en besættelse og et skjult oprør fra måske en af Spaniens første feministiske aktivister.

Moliner levede et fascinerende liv fyldt med begivenheder og udfordringer, der sammenfatter Spaniens historie før, under og efter borgerkrigen samt under Francos diktatur. Hun var en progressiv aktivist og optaget af klasseforhold, en feminist med avancerede ideer for sin tid og en vision om udbredelsen af biblioteker til selv de mindste byer. Dette banebrydende initiativ bidrog til at afhjælpe analfabetismen blandt Spaniens fattigste befolkningsgrupper.

Hendes far havde forladt sin hustru og sine tre børn til fordel for et nyt liv i Buenos Aires. María måtte dermed begynde at arbejde som tolvårig for at bidrage til familiens økonomi, samtidig med at hun fortsat gik i skole. Hun blev en af de første kvindelige universitetsstuderende i Spanien og også den første kvindelige underviser ved universitetet i Murcia. Efter at have opnået fast ansættelse i den spanske stat, hvilket ikke var mindre usædvanligt på den tid, begyndte hun fra bunden som arkivar og arbejdede sig op til at blive øverste ansvarlige for de landlige biblioteker, der blev oprettet i Valencia og mod slutningen af borgerkrigen i hele det republikanske område.

María og hendes mand, Fernando, blev udsat for repressalier fra det spanske diktatur. María blev degraderet i det administrative hierarki og tvunget til at starte sin karriere forfra. Indtil sin pensionering arbejdede hun derfor på et beskedent bibliotek. Det var først i en moden alder og efter at have fået fire børn, at hun over en periode på mere end femten år og praktisk talt alene udførte den uhyrlige bedrift at udarbejde den mest forbløffende moderne ordbog over det spanske sprog. Denne kraftpræstation gav hende anerkendelse i form af en nominering som medlem af Den Spanske Kongelige Akademi, der aldrig før havde optaget en kvinde i sine rækker, og hendes optagelse blev da også afvist ved en afstemning i 1972.

I sin alderdom mistede María både hukommelsen og evnen til at tale. På det tidspunkt var Spanien med Francos død netop overgået til demokrati.

Rodrigo Rey Rosa er modtager af Miguel Ángel Asturias National Prize in Literature fra Guatemala i 2004 og José Donoso Prize fra Chile i 2015.

På et museum i Athen finder ægteparret Armando og Teodora Quirós en antik statue som ligner deres lille dreng og hans hund på en prik. Men de forsvandt i Guatemala By i halvfemserne, så hvordan kan det hænge sammen? Vil det lykkes Teodora at stjæle skulpturen og på den måde få sin søn med hjem?

Flere gådefulde møder som synes at trodse tid og rum, finder sted i løbet af bogen, og vi følger fortælleren og hans alter ego til en flygtningelejr på øen Leros og på en rejse til Kurdistan i et forsøg på at blive klog på wazarismen, en fiktiv religion der har sjælevandring som et centralt dogme.

I en fortælling, der er opbygget som et system af kinesiske æsker, stilles spørgs­ målet: Hvad betyder det for os mennesker og vores sameksistens på Jorden hvis sjælevandring faktisk findes?

Ude på landet et sted i Frankrig kæmper en kvinde en indædt kamp mod sine indre dæmoner. Hun omfavner sin status som den evigt fremmede, men længes efter at høre til; hun higer efter friheden uden at vide, hvad den indebærer; hun ønsker familielivet, men har lyst til at brænde sit hjem ned. Hun føler sig kvalt og undertrykt af den rutine, rollen som mor, hustru og husmor indebærer, og de mentale kvaler, hun oplever ved at være fanget i sit eget liv, leder hende ud i en stadig mere utilregnelig og destruktiv adfærd. Kvinden udviser en rasende ligegyldighed over for sine omgivelser, hun begiver sig ud i hæmningsløs utroskab, og hun synes selv at anspore et tiltagende vanvid, der fungerer som en smertelig befrielsesakt. Og gang på gang flygter hun ud i skoven for at opsøge et krondyrs godtgørende blik.

Moderskabet, femininiteten, kærlighedens absurde banalitet – Ariana Harwicz vender vrangen ud på alt dette med en hudløs og ubarmhjertig intensitet. I kraft af en hektisk, drømmeagtig og opbrudt prosa trækkes læseren ind i en fortælling, hvor hovedpersonens ønsker og behov hele tiden obstrueres af, hvad andre kræver af hende eller får hende til at føle, at hun bør gøre og være. Men hvem er i virkeligheden de vanvittige? Dem, der affinder sig med et konformt og intetsigende liv, eller dem, som gør oprør for at genvinde en mere autentisk – en mere oprigtig og frisat – udgave af sig selv?

Dette værk er blevet filmatiseret under sin originale engelske titel, Die, My Love, og havde premiere i det officielle konkurrenceprogram ved filmfestivalen i Cannes i 2025. Filmen er produceret af Martin Scorsese, instrueret af Lynne Ramsay og har Jennifer Lawrence og Robert Pattinson i hovedrollerne.

Denne roman, som bringer mindelser om Thomas Bernhards univers, minder os om, at kun i sproget kan vi finde friheden.

Pigeonde er en roman fortalt fra pigen Isas perspektiv. Isa oplever smerten ved en fars svigt og et liv i stilstand i en colombiansk landsby, som ikke engang findes på landkortet.

Historien udspiller sig på et nedslidt hotel, hvor Isa frister en ensom tilværelse med en far, der – på trods af at han er hotellets ejer – kommer og går som en anden gæst. Isa oplever en tiltagende smerte i både sjæl og krop forårsaget af farens manglende fysiske og følelsesmæssige tilstedeværelse. Den moderløse piges konstante higen efter at blive set og elsket af den eneste omsorgsperson, hun har, fremstår hjerteskærende i en kulisse i form af et hensygnende lilleputsamfund med kun to rækker huse, ”som skæve tænder i en tosses mund”, hvor der absolut intet sker.

Romanen udforsker et barns tidlige modning, konsekvenserne af omsorgssvigt og statens fravær i en gemt og glemt afhrog af et stort land.

Med et rørende og poetisk sprog fuldt af narrative tavsheder opnår forfatteren i en særegen, lavmælt tone at fortælle en historie om forladthed og trøstesløshed og om en lille pige med ondt i livet.

Den 18. januar 2021 modtog Pol Guasch litteraturprisen Premi Llibres Anagrama de Novel∙la for Napalm al cor.

Uden for nogen klart defineret tid og i et tvetydigt geografisk område under militær kontrol kæmper to unge mænd mod omgivelsernes manglende accept af deres forhold. Deres familier og hele samfundet er ramt af splittelse, ulykke og rodløshed, og manglen på fremtidsudsigter præger alt.

Efter ekstreme og traumatiske hændelser er det eneste alternativ for dem at flygte fra de usikre levevilkår, men fortidens byrde er svær at lægge bag sig, og der er en fin skillelinje mellem offer og bøddel.

Skrevet som en mosaik i et præcist, smukt sprog er Napalm i hjertet en intim, poetisk rejse gennem en voldelig verden i håbet om at finde et bedre sted at udleve kærligheden og befri sig for undertrykkelse.

Svømmerne fra Urubamba er en roman, der dykker ned i historien om Matias, en frustreret forfatter, far og ægtemand i krise, og hans mor, Isabel, der lider af Alzheimers og ligger for døden på et hospital.

Genforeningen af de to efter mange års adskillelse og opdagelsen af en gammel dagbog bringer Matias i kontakt med de glemte hemmeligheder fra hans ung­dom og afslører for læserne historien om en tidlig og hemmelig kærligheds­ affære mellem en ung teenager og en moden kvinde.

En mand spiller pizzabud og tager sin kæreste og dennes elsker på fersk gerning i sengen på et motelværelse. Han anklages herefter for ikke at have slået parret ihjel, hvilket han forblændet af vrede og smerte ellers havde været i sin fulde ret til i den pinagtige situation.

Tre betjente forestår den absurde anholdelse, og herefter følger en retssag som et komisk teater med et pittoresk persongalleri bestående af dommer, anklager, forsvarsadvokat, jury og vidner og endda tilhørere og international presse. Hovedpersonen sidder i mellemtiden fængslet, hvor han må begå sig blandt de øvrige indsatte og modtager besøg af nogle af sagens parter.

Den absurde sag mod Torres Villaquirán berettes med en forrygende humor, og bogen er en satire rettet mod magtens instanser og et samfund, hvor værdierne er vendt helt på hovedet.

Kampen mod min stedfar handler om det giftige forhold i en familie med verbal og fysisk vold udøvet af en opfarende stedfar fuld af selvmodsigelser og med en mor, der er underlagt et dysfunktionelt kærlighedsforhold.

Nøglen til huset er en autofiction, der fletter emner som eksil, sorg og identitet sammen gennem en både indre og geografisk rejse mellem Brasilien, Tyrkiet og Portugal. Hovedpersonen, en brasiliansk kvinde født i Lissabon og efterkommer af sefardiske jøder, har af sin bedstefar modtaget nøglen til hans gamle hus i Izmir (Tyrkiet). Med denne nøgle drager hun ud på en rejse og en søgen efter sine rødder og sin egen identitet.

Døden og det smertefulde tab af fortællerens mor, som har været politisk aktivist, farver historiens underliggende tone. Midt i sin indre pilgrimsrejse har hovedpersonen desuden et stormfuldt og komplekst forhold til en voldelig og dominerende elsker, hvilket afspejler hendes egen følelsesmæssige lammelse.

Romanen udvisker grænserne mellem virkelighed og fiktion. Forfatteren bruger episoder fra sin egen og familiens historie, men bearbejder dem litterært for at udforske hukommelse og traumer fra tidligere generationer. Det er et introspektivt og fragmenteret værk, der består af korte kapitler i en vekslen mellem forskellige stemmer og minder.

Tatiana Salem Levy modtog litteraturprisen Prêmio São Paulo de Literatura for Nøglen til huset.

Under den spanske borgerkrig bliver den dygtige og vellidte unge læge Daniel Da Barca som så mange ligesindede fængslet af ideologiske årsager i Santiago de Compostela. Romanen er en beretning om borgerkrigens grusomhed, men også om håb og styrke og om Da Barca og Marisa Mallos rørende og stædige kamp for at forsvare deres kærlighed i en tid præget af undertrykkelse.

Alt sammen er fortalt gennem fængselsbetjenten Herbal, som har tilranet sig en tømrerblyant fra en af Da Barcas medfanger, maleren, der får tiden til at gå i fængslet med at tegne sine medfanger, indtil han en nat bliver kørt ud i skoven af en likvideringsgruppe.

Rivas fletter på mesterlig vis forskellige skæbner sammen til et mangesidigt portræt af såvel menneskets mørke sider som dets kreativitet, vedholdenhed og mod og giver dermed et fremragende indblik i det spanske samfund under borgerkrigen med mennesket i fokus.

«Jeg har lært mere om den spanske borgerkrig ved at læse Manuel Rivas’ Tømrerblyanten end i alle historiebøger tilsammen.»
Günter Grass

Livet i et ægteskab er historien om Nicolás Lobato og Jacqueline Cascorros turbulente ægteskab gennem næsten 40 år – fortalt i et rivende tempo som en tragikomisk parodi. De to hovedpersoner skildres fra deres absolut værste side: Nicolas er en opkomling, der kun interesserer sig for penge og udenomsægteskabelige eskapader, Jacqueline er en indbildsk snob. Hvad de har tilfælles, er den mexicanske overklasses prætentiøse stræben og pengeliderlighed, blottet for enhver moral.

Nicolás’ notoriske utroskab driver Jacqueline til vanvid, og hun forsøger halvhjertet at kompensere med litteraturkurser og novelleskrivning – mens hun planlægger at myrde Nicolás sammen med sine skiftende elskere. I en række groteske scener går planerne i vasken hver gang, for Jacqueline er “en kvinde med ikke bare dårlige, men katastrofale idéer”, og elskerne er ikke altid hvad de giver sig ud for.

Modtager af den spanske romanpris Amposta, 2019

En morgen vågner Gina, som nærmer sig voksenlivet med alle dets konsekvenser, med en mærkelig fornemmelse i kroppen. Efter mange lægeundersøgelser får hun stillet en alvorlig og uventet diagnose.

Gina er en sjov, følelsesbetonet og charmerende roman, som i første person fortæller om den modgang, en trediveårig kvinde oplever. Ginas stemme er intelligent, varm og sjov, ukompliceret, direkte og meget autentisk. Hun funderer over kærlighed og sex, over ubrydelige venskaber, sygdom og smerte, over det desperate ønske om at blive mor, de mennesker, hun møder på sin vej, tingenes sammenhæng og meningen med livet.

Det lykkedes Maria Climent at bevæge en hel generation af læsere med Gina, hendes første roman. Historien om en kvinde diagnosticeret med sklerose, der ønsker at blive mor, før det er for sent, bredte sig som en løbeild blandt spanske læsere og nåede også hurtigt frem til bogelskere i Frankrig.