Eksistensen Biografi og memoirs

I forlagets serie Kristendommen ifølge … har litterat Hans Hauge leveret et sprudlende, levende og kyndigt bidrag med sin store viden om de kirkelige kampe og de teologiske bølger, der har skyllet hen over Danmark gennem de seneste 60 år.

Når litteraten Hans Hauge inviterer os med indenfor i det liv, der blev hans, er det ikke kun den lille historie, vi får serveret; vi får også den store ånds- og kristendomshistorie, som vi har til fælles. Med sit skarpe blik for tid og tendenser, med sin optagethed af dannelse og duelighed, med sin nysgerrighed på folk og fæ, tegner han et portræt af Danmark. Med kunst, kirke, kultur, sprog, historie og litteratur i favnen, med indblik og udsyn, bevæger han sig op gennem årene. Og han tager livtag med de bølger, der gennem årtierne er skyllet hen over landet: de politiske, de filosofiske, de psykologiske og fromhedsbølgerne. Vidende, humoristisk og personligt fortæller Hans Hauge om, hvordan bølgerne har ramt i hans eget liv.

For Esben Kjær handler tro om at overgive sig – til egen magtesløshed og til noget større, der styrer, når man ikke selv gør.

Som et ellers moderne, kritisk tænkende og oplyst menneske i velfærdsdanmark tvang sønnens død Esben Kjær til at fjerne sig fra forestillingen om at være “Gud i eget liv” og overgive sig til, at det er Gud, der er Gud. Fjerne sig fra troen som en intellektuel øvelse og overgive sig til en tro, der kan bære og støtte – og til en gud, der er stærk nok til jobbet. Flytte troen ud af hovedet og ned i hjertet. Men hvad kan man tro på oven på en så stor tragedie?

Tvivlen er en konstant følgesvend, og det er et stadigt arbejde at styrke og udforske troen. For hvad er en tro værd, hvis den ikke kan holde gennem livets ulykker, mørke og nedture? Hvor meget er Gud værd, hvis man alligevel selv sidder alene tilbage med Sorteper?

Med blik for tilværelsens mysterium og guddommelighed var Esben Kjær gennem ungdommen interesseret i forskellige spirituelle forståelser af verden – men de pegede alle på mennesket som verdens centrum. Senere i livet nærmede han sig kristendommen, og han blev optaget af Gud og af troens væsen og af sin egen utilstrækkelighed.

Esben Kjær, forfatter og journalist m.v., var i mange år en kendt radiostemme i Bagklog på P1 og har været en markant stemme i sorgdebatten, siden han mistede sin syvårige søn Sebastian.

Når Iben Thranholm tager os med på sin trosrejse er det kampen for at overvinde angsten og konversionen til katolicismen, der er omdrejningspunktet.

For teologen og journalisten Iben Thranholm var mødet med den katolske kirke en vej ud af den uro og bekymring, hun har kendt, siden hun var barn. Iben Thranholm er vokset op i Viborg med aftenbøn og kærlige forældre, der formidlede styrken i et personligt gudsforhold. Men hun voksede også op med en stor angst som følgesvend.
I bogen følger vi hendes trosrejse. Fra barndom-mens første skridt ind i troen over teologistudiet og optagethed af Søren Kierkegaards tanker om kristendom til konversionen til den katolske kirke og dens mystik, som i dag er hjørnestenen i hendes liv.
Undervejs deler Iben Thranholm sit syn på kærlighed, kvindekamp, moderskab og det moderne menneskes udfordringer. På forholdet mellem tro og positiv psykologi, på kunsten at give slip, og på, hvad det koster, når folkedomstolen dømmer ens valg.

I Du som er på jorden bringer Michael Böss et biografisk indblik i hvordan den tro, der har fulgt ham livet igennem både binder ham til jorden og åbner hans sans for mysteriet.

Michael Böss er optaget af hvordan himmelsk og jordisk får sin rette plads i et moderne, reflekteret og intellektuelt liv. Og af hvordan man forvalter sit arvegods, så historie, tradition og kultur ikke går tabt, men flettes nuanceret ind i det liv der skal vælges og leves og udfoldes på baggrund af den enkeltes evner, ophav og personlighed.
Vi følger livet fra barndommen i præstegårde i hhv. en fynsk landsby og provinsbyen Esbjerg, hvor både forældre og bedsteforældres rødder og indflydelse fra fodboldtrænere og spejderledere formede den lille dreng. Vi følger teenageårene, hvor digterspiren vågner og hvor sansen for sprogets indvirkning på livsanskuelsen etableres. Og vi følger ungdommen, hvor kærlighed til kunst, natur og historie baner vejen for den vej, der blev hans.
Michael Böss er et opmærksomt, æstetisk og lydhørt væsen, der har et analytisk, etisk og sanseligt blik på det liv, der blev hans. Troen og teologien løber som en rød tråd gennem det hele, og tilfører mening, taknemmelighed og livsmod til hans fortælling. Kærligheden, familien, relationerne og en spændende og varieret karriere er ligeledes tråde, der har bundet tilværelsen sammen.
Bogen byder også på et indblik i Michael Böss’ lyriske åre ligesom kærligheden til Norge og litteratur har en væsentlig plads.

Et nuanceret, begavet og bevægende opgør med et ekstremt og karismatisk kristent ungdomsmiljø.

Koden på den 15-årige Kristines hævekort er 6220. Tallene repræsenterer vers 20 i Galaterbrevets andet kapitel i Det Nye Testamente. “Jeg er korsfæstet med Kristus. Jeg lever ikke mere selv, men Kristus lever i mig,” står der hos apostlen Paulus. Det er en formulering, hun tager helt bogstaveligt med alt, hvad det indebærer af frygt, tvivl, angst, ensomhed, frihed og entusiasme.

Tyve år senere står journalisten og musikeren Kristine Hovda på stranden ved Ogna, hvor hun blev døbt som teenager, og spekulerer på, om hun overhovedet kan bruge noget af det, hun engang lærte om Gud. Eller om hun er nødt til at lære at leve for sig selv.

Jeg lever ikke mere selv er et nuanceret, bevægende og begavet opgør med ekstreme karismatiske kristne ungdomsmiljøer i den norske pinsebevægelse.

Kasper Andersson er i en ung alder gået på jagt efter både den store og den lille mening.

Nils Gunder Hansens interesse for kristendom kom ikke hjemmefra. Her var åndeligheden lig med P1. Men i løbet af ungdomsårene blev interessen for religion vakt, og han har siden været optaget af troens højder og dybder.

Nils Gunder Hansen voksede ikke op i et kirkeligt hjem. Forældrene var veluddannede kulturforbrugere, og det nærmeste, man kom det hellige, var stilheden over en kop te og stemmerne fra P1. Det religiøse indslag var begrænset til den aftenbøn, han oplevede, når han var på besøg hos bedsteforældrene. Men interessen for tilværelsens store spørgsmål blev vakt i ungdommen, hvor han blev grebet af religionens væsen – ikke blot som tro, men som tankefelt.

I Fædre og sønner beskriver han den kristne tro som todelt: den abstrakte tro, der har været følgesvend gennem det meste af livet, og den nære, inderlige tro, som han oplevede hos bedsteforældrene i barndommen, og som nu i alderdommen igen har fundet klangbund. Hans fundament er vidtstrakt, og bogens spor er mange og bevæger sig mellem filosofi og teologi, mellem det personlige og det almene, i en søgen efter sammenhænge og mening. Indimellem findes relationerne: forholdet til sønnerne og til slægten og forbindelsen til tænkningens store ånder.

En fortælling om hvordan en opvækst i Indre Mission og en livslang dannelse i det grundtvigske kan forme et menneskes kristendomsforståelse.

Erik Lindsø kalder sig kristen i en art protest. Han er opvokset i et missionsk miljø, hvor den fromhed, forlorenhed og isolation, han oplevede hjemme, tidligt byder ham imod. Vi følger hans oprør og frigørelsestrang, indtil han som ung stikker af til Indien. Halvandet år senere vender han hjem og begynder oprydningsarbejdet.
Erik Lindsø bliver højskolelærer, og derfra former især Grundtvigs tanker hans kristendomsforståelse. Her står næsten stærkt i hans fortælling: ”I evangelisk forstand kan man ikke være sin egen lykkes smed. Min egen lykke opstår kun ved den handling, som består i at smede næstens lykke.”
Næstekærlighedsbuddet er fordringen om et forpligtende fællesskab, der inkluderer selv den, man er allermest uenig
med – religiøst eller politisk, etisk eller moralsk.
Bogen er en personlig fortælling om kristendommen, som
den kan erfares på ondt og godt i det enkelte menneskes liv.

For forfatter og tidligere professor Ditlev Tamm er der mange indgange til kristendom og tro. Hans blik er præget af kirkens historie og historien udenfor og en kritisk tilgang til kirken som institution, men der er også et nærværende og
personligt nu, der rummer barndomsminder om kirkegang og konfirmation, og som inspireres af guddommelighed i musikken og kunsten og i gudstjenestens salmer.

Der var ikke tradition for at gå i kirke i Iben Krogsdals kulturkristne barndomshjem, og Bibelen samlede støv på en hylde. Alligevel var der tidligt et blik – og et øre – for tilværelsens højder og dybder: i lyset, der kunne ændre landskaber og stemninger, og i salmebogens mystiske ord, der gjorde himlen større.
Senere blev kristendommen en altafgørende troskilde, og i bogen fortæller hun om vejen hertil; fra ungdommens overbevisning om, at Gud skulle behages, til en mere moden alders afklaring: Kristendommen er en ubetinget, åben favn. Troen afhænger ikke af den rette trosbekendelse og dogmatik, og kristendommen er ikke en lukket klub for dem, der kan gøre rede for kristendommens logik. Uanset hvad vi selv vælger at tro på, hører vi til under samme gådefulde himmel.
Det er så rystende for mennesker, der gerne selv vil bestemme, at kristendommen er og bliver utrolig.

Når Lohmann bringer os gennem sit liv med troen som prisme, er det i samtale med bl.a. Johnny Cash, Bob Dylan, Jesus, Paulus og Augustin.

I barndomshjemmet i parcelhuset i Smørumnedre gik man som det naturligste i kirke til jul, ved dåb, konfirmation, vielse og begravelse. Men allerede den unge Jesper længtes efter mere. Det første konkrete minde om, at kristendommen kunne mere end at være tradition, var efter begravelsen ved farens alt for tidlige død. Moren citerede en salme, der indeholdt påskens budskab, og det virkede forløsende ikke at stå alene med sorgen, men at føle i krop og sjæl, at andre havde gennemlevet det samme.

Han så hen over hegnet til det normale. Han sagde mange mærkelige ting, fordi ordene derhjemme var mærkelige. Og katten hed Kattekismus. Og han lærte at cykle i skyggen af det oldgamle kirkerum, hvor faren stod med udbredte arme og lyste velsignelsen. Men han kunne spille fodbold og var frygtløs, og det udløste billet til en plads i fællesskabet.

Hen under aften er en eftertænksom bog om at blive gammel. Med indsigt og stille humor skriver forfatter og salmedigter Lisbeth Smedegaard Andersen om tro og tvivl, tab og håb, barndom og livserfaring.

I Hen under aften åbner forfatter og salmedigter Lisbeth Smedegaard Andersen døren ind til alderdommens indre landskab og spørger: Hvad vil det sige at leve, når man har rundet de 90 – og hvilken kraft holder et menneske oppe, når forandringerne bliver mange, og fremtiden er kort?

Med udgangspunkt i sin egen alderdom – født ind i et århundrede præget af krig, omvæltninger og hastige forandringer – skriver Lisbeth Smedegaard om at befinde sig i livets efterår og have størstedelen af årene bag sig. Med klarhed, indsigt og eftertænksom humor skriver hun om længsler og tab, om troen og tvivlen, om de sandheder, vi bærer med os, og dem, vi med alderen må give slip på. Hun ser på verden i dag med erfaringens skærpede perspektiv, og hun vender tilbage til barndommens rum, hvor krigens uro og hjemmets tryghed tidligt lærte hende, at mennesket altid lever i spændingsfeltet mellem skrøbelighed og håb.

Hen under aften er en stille, klog og generøs bog for alle, der reflekterer over livets efterår – skrevet af en forfatter, der stadig lytter, undrer sig og finder nye nuancer i det menneskelige.